En række aktører i tv-branchen, herunder flere danske streamingtjenester, er ikke udbredt begejstrede for at høre, at DR arbejder på en streamingtjeneste. De frygter, at DR vil gå ind og konkurrere på blandt andet amerikanske film og tv-serier.
Opdatering: DR TV streamingtjenesten er nu officielt lanceret. Læs alt om DR TV her
En tidsindstillet bombe
Flere parter har offentligt luftet deres bekymringer omkring DR’s kommende streamingtjeneste. Senest sagde Klaus Hansen, formand hos tv- og filmproducenternes forening til Berlingske, at DR’s nye streamingtjeneste er en ”tidsindstillet bombe” under de private tv-udbyderes forretningsmodel.
Branchen frygter, at DR vil gradbøje public service forpligtelserne og tilbyde amerikanske tv-serier og film samt konkurrere på underholdningsprogrammer, som de private tv-tjenester står stærkt på i dag. Klaus Hansen mener i stedet, at DR bør producere tv og sælge det til de private streamingtjenester, så de kan stå for distributionen.
Sagen er allerede nået til politikernes skriveborde. Medieordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten siger til Altinget, at DR ikke bør have lov til at tilbyde amerikanske film og tv-serier. De skal i stedet fokusere på egenproducerede tv-programmer og eventuelt indhold fra engelske BBC, men det bliver først i den nye public service aftale, at grænserne bliver præciseret – men DR vil gerne lancere allerede i juni.
- "DR skal ikke bruge danske licensmidler på at cleare rettigheder til amerikanske tv-serier eller Hollywood-produktioner, som i forvejen kan ses på andre streamingtjenester og tv-kanaler. DR skal holde sig til sine egenproduktioner, for ellers ryger hele formålet med, hvad licensen skal gå til," siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, til Altinget.
Hvor langt kan public service strækkes?
Der er generelt en stigende utilfredshed med DR’s overlap, særligt efter, at de lancerede DR Ultra og DR Ramasjang tv-kanalerne til børn og DR3 til unge. Laila Kelp Rasmussen, direktør for BFE (Branchen ForbrugerElektronik), som repræsenterer elektronikproducenterne og tv-udbyderne, skrev for nylig:
- ”Det kræver politisk vilje og mod til at turde sætte de rigtige rammer for DR, så vi ikke ligner hinanden til forveksling og skal konkurrere på præcist det samme indhold” og tilføjede: ”DR får frit lejde til nye knopskydninger - ikke mindst kanaler, hvor DR »fylder op« med en betydelig andel af udenlandsk indhold identisk med, hvad man finder på de kommercielle kanaler”
Branchen frygter, at overlappet vil blive endnu mere problematisk, når DR kaster sig ind med fuld kropsvægt i streamingkampen. Michael Arreboe, chef for DR.dk har ellers allerede været ude og sige:
- “Vi er i gang med at sikre, at mere af det indhold, DR sender, også bliver tilgængeligt på DR NU. Det sker ved, at vi sikrer os rettigheder til mere og mere af det indhold, vi broadcaster, så det også kan ses på DR NU. Amerikanske film er der derimod rigtig mange andre, der tilbyder, og det ser vi ikke som vores primære opgave," til Mediawatch.
Alligevel består bekymringerne, og med et mediebillede i kraftig forandring er det måske den rette tid at spørge, hvad DR i fremtiden skal være for danskerne. Hvad mener du?
- Kilder: Berlingske, Altinget, via Mediawatch