Panasonic stopper officielt produktionen af plasma-tv i december 2013. Panasonic kommenterer i dag officielt på sagen og fortæller, at alle kræfter nu lægges ind på 4K Ultra HD og OLED-teknologi. Support på plasma-tv fortsætter efter marts 2014.
Panasonic: Vores fremtid er 4K og OLED
Panasonic har flere gange antyder, at de er meget interesseret i OLED-teknologien, og de præsenterede sammen med Sony det første 4K OLED-TV tidligere på året - dog en prototype. Efter al tvivl om plasmas fremtid nu er afklaret, kan Panasonic tage bladet fra munden omkring fremtiden.

Panasonic fremviste første gang deres 4K OLED-TV på CES i januar
Alle kræfter lægges nu ind på 4K Ultra HD og OLED-teknologi. Forskning, udvikling og produktion intensiveres indenfor begge felter, idet mange ressourcer frigives efter plasma lukkes ned. Panasonic mål er stadig at have tv-branchens førende produkter, som ”kombinerer lækkert design med brugervenlige Smart tv-funktioner i altid skarp billedkvalitet”.
- ”Vi vil fortsætte med at koncentrere os om at udvide salget og tilbyde en stærk line-up af nye tv-modeller ved hjælp af alle de erfaringer, vi har opnået inden for fladskærme. Fremadrettet vil vi bruge alle ressourcer på at holde førerpositionen inden for 4K Ultra HD-teknologi,” siger Calina Gavril, Nordic Product Manager, Panasonic.
Panasonic har allerede det eneste 4K fladskærm-tv med HDMI 2.0 på markedet.
Hvad angår plasma-modellerne, så stopper produktionen som bekendt i december 2013 og salget lukkes ned i marts 2014. Panasonic oplyser, at der fortsat ydes support på plasmaskærme efter marts 2014.