Der er sagt mange rigtige og gennemtænkte ting i denne tråd – og omkring kalibrering og formålet med det, har jeg en meget pragmatisk holdning: Det er rigtigt, at vi ved en kalibrering tilstræber at gøre seeren i stand til at se billedet, som instruktøren eller colour graderen/cinematografen havde det i tankerne – men grunden til, at han (herefter ”instruktøren”) kan tillade sig at have en holding til, at det overhovedet er muligt at opnå en gengivelse, som han forestiller sig den hjemme hos seeren, er at han (instruktøren) arbejder på produktionsudstyr, som er kalibreret til branchestandarden.
Vi skal altså ikke sammenligne billede, som vi ser derhjemme med det billede, som vi ser i biografen, der jo af mange årsager kan være forkert kalibreret (ældning af pæren i projektoren etc.): Vi skal sammenligne billedet, som vi opnår derhjemme med det billede, som instruktøren så i de omgivelser, som han udførte colourgrading-processen i. For mange filmentusiaster giver denne forklaring nok mening – men for mig som ingeniør, er den centrale del, at vi simpelthen overholder de samme regler hele vejen igennem signalkæden – altså fra colourgrading-monitoren, kildematerialet og/eller mediet (f.eks. broadcast, DVD, Blu-ray etc.) til kilden (f.eks. en Blu-ray-afspiller) og seerens display. Det afviger i virkeligheden konceptuelt ikke fra en kommunikationsprotokol, hvor målet at, at bringe information fejlfrit fra A til B (her ser vi bort fra kompression og fejlkorrektion). Men protokollen skal være den samme gennem hele kæden – vi skal bruge den samme specifikation.
For moderne billedsystemer hedder denne protokol noget i stil med ”BT.709” eller ”Rec.709”. BT.709 beskriver, at hvid pr. definition er punktet ”D65” i CIE-diagrammet.
Otto (AV-Precision) har skrevet en udmærket introduktion til dette i denne tråd:
http://forum.recordere.dk/forum_posts.a ... 304#856304
Tricket med D65 er, at D65 sammen med HD-gamut’en (altså farvetrekanten) udgør vort matematiske fundament for at beregne RGB-værdierne (rød, grøn og blå), som i den sidste ende skal op på skærmen: Skærmen består af røde, grønne og blå pixels, og alt efter hvor meget de hver især lyser, opnår man forskellige blandingsfarver. Hvis hvidpunktet ikke er kalibreret til D65 i displayet/TV’et, får man forkerte RGB-værdier i sin beregning.
Hvis man kører med et blåligt hvidpunkt (f.eks. ved 8500[K] ), så bliver hele billedet mere blåligt. Jeg plejer at tænke på det på denne måde: Hvis vi maler med vandfarver på blåt papir, får vi ikke samme resultat, som hvis vi malede det eksakt samme motiv (med de samme farver) på hvidt papir - eller udtrykt i en mere moderne kontekst: Samme udskrift i en ink-jet printer vil give forskelligt resultat afhængig af, hvilken farve papir man bruger i printeren.
Vi kan sagtens på det samme hvide papir male en rødlig solnedgang eller et køligt polarmotiv (hvor hvidt ser langt mere blåt ud) – og det er netop det, som instruktøren gør under colourgrading-processen: Han bruger én og kun én definition af hvid (D65) – men blander ud fra sin farvepalette den farve, som han ønsker billedet skal have.
Ved at vi deler en fælles information (D65) hele vejen igennem kæden, sikrer vi os, at vores matematiske systemer i TV’et regner rigtigt – dog med et aberdabei: Gamut’en (altså definitionen af rød, grøn og blå) skal også være den samme. Vi kan altid regne RGB rigtigt ud i hvidpunktet (det er den eneste ”farve” man kan ramme helt præcist i et digitalt system med udgangspunkt i kildematerialet, som jo er komprimeret i Y’CbCr-format, da omregning fra R’G’B’ til Y’CbCr og tilbage igen medfører afrundingsfejl) – men hvis placeringen af rød, grøn og blå i CIE-diagrammet er forkert, vil beregningen af RGB-værdierne blive forkert, da denne beregning også tager udgangspunkt i definitionen ( BT.709).
Det er med andre ord ikke nok, at hvidpunktet ligger på D65 – gamut’en skal også være så korrekt som muligt.
Det allervigtigste er dog, at hvidpunktet ligger på D65 – derefter bruger vi farveindstillingerne (herunder CMS – Colour Management System) til at få farvegengivelsen på plads. Og så har vi slet ikke snakket om gamma endnu – BT.709 kan synes lidt vag på dette område – den er faktisk ret specifik – men gamma vil i sidste ende også handle om perception, altså hvordan vi opfatter lys (og dermed farve), og det kræver indsigt i, hvordan synet fungerer under forskellige forhold (biograf, colourgrading-studie, virkelighed, stuen(hjemmebiografen etc.).
Det hele er bare en række matematiske ligninger, der skal løses korrekt – men ligningssystemet er udstyret med en krypteringsnøgle – og den nøgle hedder ”BT.709”, og den indeholder bl.a. koden "D65". Har vi nøglen, kan vi modtage og dekryptere den afsendte information korrekt – og vi får korrekt billedgengivelse. Det er lige som et trådløst netværk med kryptering: Uden korrekt password kan vi ikke udveksle den ønskede information.
