Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDisney, Netflix og 4 andre bruger nu over 850 mia. om året på indhold - FlatpanelsDK

Disney, Netflix og 4 andre bruger nu over 850 mia. om året på indhold

04 Nov 2024 | Rasmus Larsen |

De seks største, globale indholdsudbydere – Disney, NBCUniversal, Google, Warner Bros Discovery, Netflix og Paramount – står nu for over halvdelen af al investering i indhold.

Gennem opkøb, fusioner og udvidelse til nye indholdskategorier øger de store Hollywood-studier, plus Google, deres indflydelse på markedet for videounderholdning.

I 2024 vil de seks største aktører tilsammen investere 126 mia. dollar i indhold (over 850 mia. DKK), hvilket betyder, at de i fællesskab står for 51,3% af investeringerne, mod 47,2% under coronapandemien i 2020, ifølge analysefirmaet Ampere Analysis.

- "Løbende investeringer fra store studier og streamingplatforme i nyt indhold vil fortsat være afgørende for at holde publikum engageret og underholdt. Vi kan forvente, at indholdslandskabet vil opleve lav vækst i 2024, efterhånden som produktionsplaner kommer sig ovenpå forstyrrelser forårsaget af pandemien og forfatter- og skuespillerforbundets strejker," siger Peter Ingram, forskningschef hos Ampere Analysis.


Top-6 Hollywood

Disney investerer mest, men...

Det estimeres, at Disney vil investere 35,8 mia. dollar i 2024, efterfulgt af Comcast/NBCUniversal (24,5 mia.), Google (17,6 mia), Warner Bros Discovery (16,8 mia.), Netflix (16 mia.) og Paramount (15,1 mia.). En stor andel af Disneys investeringer går imidlertid til sportsrettigheder til regionale markeder, f.eks. USA. Kigger man isoleret på indhold skabt til streamingtjenester, så er frontløberne Google, der tælles med pga. betalinger til YouTube-skabere, og Netflix. I alt 40 af de 126 mia. er øremærket indhold til streamingpremiere. Disney opererer streamingtjenester som Disney+, Hulu (USA) og ESPN (USA), Warner Bros Discovery opererer Max og Discovery+, og Paramount har Paramount+ og SkyShowtime; sidstnævnte i fællesskab med NBCUniversal. Inkluderet i opgørelsen er biograffilm, der senere udsendes på streaming.

Netflix øger budgettet i 2025

Mens Disney tog et stort spring i 2024 på grund af overtagelsen af Hulu, hvilket føjede 9 mia. til indholdsbudgettet, så forventer Ampere, at Netflix bliver højdespringer i 2025. Det skyldes, at Netflix for alvor begynder at investere i sport med wrestling (WWE) og amerikansk fodbold (NFL). Læs også: Netflix' satsning på live-sport begynder at tage form Ampere noterer sig desuden, at over halvdelen (52%) af Netflix' indholdsinvesteringer nu vedrører internationale produktioner.

De nye globale aktører

Selvom top-6 tager en stadigt større del af kagen, står nye aktører klar i kulissen. Amazon og Apple har begge etableret egne indholdsstudier inkl. filmstudier. Amazon opkøbte filmstudiet MGM i marts 2022, hvilket skal hjælpe internetgiganten til at øge sin indflydelse i Hollywood. Både Amazon og Apple opererer globale streamingtjenester, Prime Video og Apple TV+.

6 hovedpunkter fra undersøgelsen

Med Ampere Analysis' egne ord:
  • Trods annoncerede nedskæringer inden for deres lineære og biografbrands er Disney fortsat den største bidragsyder til medielandskabet, og står for 14% af de globale investeringer i tv- og filmindhold i 2024. Dette blev styrket af den fulde overtagelse af Hulu i starten af 2024, hvilket tilføjede yderligere 9 mia. dollar til Disneys samlede udgifter.
  • Originalt indhold er fortsat den største post blandt disse udbydere, med over 56 mia. dollar investeret, svarende til 45% af deres samlede forbrug siden 2022.
  • Googles bidrag til indholdsmarkedet sker via YouTube, som investerer i programmer gennem indtægtsdelingsaftaler med indholdsskabere. Selvom YouTube adskiller sig fra traditionelle tv- og filmselskaber, udvider platformen sin globale tilstedeværelse gennem partnerskaber med store indholdsejere, hvilket gør det til den tredjestørste bidragsyder til indholdsmarkedet.
  • Udover YouTubes unikke rolle er Netflix den største investor i globalt streamingindhold. Siden pandemien har Netflix i gennemsnit investeret 14,5 mia. dollar årligt i originalt og erhvervet indhold. Væksten forventes at stige yderligere i 2025 med opkøbet af sportsrettigheder til NFL-kampe og WWE-underholdning.
  • Af de 126 mia. dollar investeret, går 40 mia. til abonnementsbaserede streamingtjenester (herunder Disney+, Peacock og Paramount+). Dette understreger vigtigheden af streamingplatforme, efterhånden som flere forbrugere forlader traditionelt tv for at få adgang til de større kataloger og fleksibiliteten, som streaming tilbyder.
  • Trods produktionsstop forårsaget af de amerikanske forfatter- og skuespillerstrejker har streamingtjenesterne fortsat støttet produktionen ved at satse på globale strategier. Internationale produktioner udgør nu 40% af Paramount+'s og 52% af Netflix' udgifter i 2024. Sådant indhold er ofte billigere at producere og appellerer til nye og nicheprægede målgrupper, hvilket hjælper med at øge platformenes indtægter.
  • Flatpanels
    Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Thomson lancerer 100" Google TV til vild startpris i Danmark

    01 May 2025 |

    Nordflix? Kulturministeren vil skabe nordisk alternativ til Netflix

    01 May 2025 |

    'Drømme OLED' med blå PHOLED klar til produktion, siger LG Display

    01 May 2025 |

    Wiz lancerer HDMI Sync Box til stemningslys bag TV'et

    30 Apr 2025 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

    30 Apr 2025 |

    OLED opfattes som 1,5x lysere end LCD, hævder Samsung Display

    30 Apr 2025 |