Mediebrugere har genfundet fornøjelsen ved at gå i biografen, efter to år med et intensivt streamingforbrug og forandringer.

Michael Valentin, direktør, Danske Biografer
Danskernes biografbesøg nærmer sig niveauet fra før covid-19 årene, der var en meget svær periode for de helt store lærreder. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som har undersøgt kulturvaner i Danmark i fjerde kvartal af 2022, skriver Ritzau.
- "Vi var meget spændte på, om folk havde glemt, hvad det vil sige at gå i biografen, og havde glemt følelsen af at sidde i mørket og se på det store lærred," siger Michael Valentin, adm. direktør i brancheforeningen Danske Biografer.
I 2019 besøgte 26% af befolkningen i gennemsnit en biograf per kvartal. Det tilsvarende tal for 2022 var 23,5%.

Danskerne er tilbage i salene og der er igen store film på plakaten. Her ses Imperial i København. Foto: Nordisk
Det glæder brancheforeningen, at danske mediebrugere næsten har genfundet fornøjelsen ved også at gå i biografen, efter to år med et intensivt streamingforbrug – og stort behov – under vekslende nedlukninger og begrænsninger.
- "Streamingforelskelsen er erstattet af den gamle kærlighed til biografen. Danskerne elsker deres lokale kulturhuse, som biograferne er, især hvis vi har gode danske film på programmet," siger Michael Valentin til Flatpanels, og hentyder til forhandlingerne om næste medieforlig, der får indflydelse på økonomien i danske spillefilm.
I fjerde kvartal 2022 var de 16 til 24 årige den aldersgruppe, som gik mest i biografen. Hver tredje i aldersgruppen har været i biografen mindst én gang.
Læs også: Ingen faste vinduer på biograffilm fra streamingtjenester
Opgørelsen fra Danmarks Statistik afspejler danskernes kulturvaner målt per kvartal. Cirka 6000 personer er blevet spurgt om deres vaner. Opgørelsen er blevet lavet hvert kvartal siden tredje kvartal 2018.