Samsung Displays nye QD-OLED-skærmteknologi har en særlig pixelstruktur, som kan forårsage farvekant-artefakter. Selskabet ser det ikke som et problem i "langt de fleste tilfælde".
QD-OLEDs pixelstruktur
Den trekantede pixelstruktur blev i første omgang spottet af det tyske magasin Heise.de (1, 2) i deres test af QD-OLED. Heise demonstrerede, hvordan det kan resultere i artefakter såsom farvekanter omkring især tekst og klart definerede objekter i billedet, men til tider også i spil.
- "I sidstnævnte tilfælde (Cyberpunk 2077, red) havde skærmen en slags indbygget overfladisk kromatisk aberration – selvom effekten ikke er så synlig og irriterende i bevægende spil, som den er ved statisk desktop," skrev Heise (oversat).
Her er et eksempel:

Eksempel på farvekant-artefakter forårsaget af QD-OLEDs trekantede pixelstruktur. Foto: Mark Mantel, Heise
Hvorfor har Samsung Display – producenten af QD-OLED – valgt at placere de tre røde, grønne og blå subpixels, der tilsammen udgør en pixel, i en trekant fremfor at bruge den konventionelle form, hvor RGB subpixels ligger på stribe?

QD-OLED pixekstruktur. Foto: Ulrike Kuhlmann, c't
- "Det er ikke en typisk RGB-stribepixel – men vores proprietære struktur optimeret til at forbedre kernebrugeroplevelsen ved farve og HDR. Vi valgte denne nye pixelstruktur for at optimere QD-Displays optiske egenskaber såsom lysstyrke, farveskala og holdbarhed. Hver pixel på QD-Display har en individuel rød, grøn og blå – 3 primære subpixels," skrev Samsung Display til Flatpanels (oversat).
- "I modsætning til Pentil subpixel-struktur, der deler den tilstødende subpixel og går på kompromis med detaljer og nøjagtighed, har QD-Display 3 (R,G,B) x (3440*1440) subpixels. Så QD-skærmen går ikke på kompromis med detaljerne og nøjagtigheden."
Samsung: Sker også på andre skærme
Samsung Display siger videre, at lignende farvekanter kan ses på konventionelle skærme med RGB-striber, men at skærme med høj kontrastmodulation og et bredt farverum, såsom QD-OLED, kan fremhæve effekten.
- "Den påpegede artefakt kan også ses på konventionelle LCD- og OLED-skærme, der bruger RGB-stribe. Lignende fænomen observeres på siderne (venstre og højre) ved visning af lyse højkontrast-kanter på konventionelle skærmprodukter," sagde Samsung Display til Flatpanels. "Skærme med bedre kontrastmoduleringsydelse, bredere farveskala og større kontrastforhold vil fremhæve denne artefakt. Fordi QD-Display har den bredeste farveskala, overlegent kontrastforhold og ny subpixel-struktur, kan denne artefakt være synlig."
Læs også: QD-OLED er billigere end forventet
Selvom farvekanterne angiveligt kan ses på QD-OLED, når man sidder tæt på skærmen, mener Samsung Display ikke, at det er et problem i langt de fleste tilfælde. Selskabet har målrettet det første QD-OLED-monitorpanel til gaming, mens de første QD-OLED TV-paneler er beregnet til både video og spil.
- "Når det er sagt, mener vi, at dette ikke er et problem i langt de fleste tilfælde. For naturtro farver og HDR-ydelse (biograf og spil) vil denne skærm give den mest ophøjede oplevelse," afslutter Samsung Display.
Dell har allerede lanceret første QD-OLED-monitor i visse lande, mens Sony og Samsung Electronics snart vil lancere de første QD-OLED TV (Sony A95K og Samsung S95B). Samsung Electronics lancerer desuden en QD-OLED-monitor senere på året (G8QNB).
Flatpanels modtager senere testeksemplarer af QD-OLED og vil i den forbindelse give en evaluering af pixelstrukturen og hvilken betydning den har i praksis.