Koreanske og taiwanske LCD panelproducenter er nu gået i direkte konkurrence for at sænke produktionsomkostningerne og slutteligt priserne på LCD paneler. Det kommer forbrugerne til gode allerede før årets udgang.
Efter flere spillere er kommet ind på markedet LCD panelproduktionen, har flere producenter også set sig nødsaget til at sænke priserne betydeligt. Senest har kinesiske producenter vundet frem, hvilket du kan læse mere om her: Kinesiske LCD fabrikanter vinder frem
Den større konkurrence har betydet flere forskellige ting for de forskellige producenter. Flere af de mindre producenter - de såkaldte second-tier - har i første kvartal af 2006 måtte sænke salgspriserne på visse paneler til under produktionspriserne.
De større producenter fra Korea og Taiwan er imidlertid også berørt af prisudviklingen, på trods af, at de er ledende på markedet.

Samsung har derfor for kort tid siden påbegyndt deres projekt kaldet Mont Blanc. Mont Blanc er en skemalagt plan for hvordan priserne på LCD paneler kan sænkes. Hovedessensen hedder IC, de såkaldte Integrated Circuit.
Man ønsker at reducere antallet af driver IC’s på displayet og lade udviklingen gå mod andre typer IC systemer de kommende år.
Det kan være med til at sænke omkostningerne betydeligt.
LG.Philips har ligeledes indledt et projekt, som de kalder L2C 3020. LG.Philips har ikke konkretiseret forholdene for projektet, men udtaler, at de forventer en reducering af produktionsomkostningerne større end 30 procent.
AU Optronics, som også er en af de helt store LCD panelproducenter, vil også gå aktivt ind og prøve at reducere produktionsomkostninger på grund af den seneste udvikling.
AUO siger blandt andet, at den nylige sammenlægning med Quanta Display kan komme til gunst på flere måder.
Læs mere om sammenlægningen her: AUO og Quanta skal sammenlægges
Den sidste producent, som officielt har udmeldt planer og prisreduceringer er Chunghwa Picture Tubes. De er stadig ikke lige så store som de tre førnævnte, men vil bruge en ret traditionel metode til at reducere omkostningerne i sidste ende.

Hvis man er bekendt med basal erhvervsøkonomi, har man sikkert også beskæftiget sig med begrebet vertikal integration. Der er nemlig vertikal integration CPT vil satse på for at holde sig konkurrencedygtige og ikke mindst følge de andre større producenter. Rent grundlæggende går det ud på, at man opkøber firmaer man er vertikalt afhængige af - i modsætning til horisontalt, hvor man opkøber konkurrerende virksomheder, der producerer samme produkt. CPT kigger blandt andet på virksomheder der producerer backlight enheder og farvefiltre for at spare penge på disse nødvendige komponenter.
CPT angiver, at man forventer en prisreducering på 10-20 procent afledt af den vertikale integration.
CMO har ikke givet en officiel udmelding.
En kinesisk avis angiver i en anden sammenhæng, at man forventer kraftige prisfald på primært LCD-TV i løbet af tredje kvartal 2006. De er dels afledt af disse tiltag fra producenterne, dels den hårde priskonkurrence på slutprodukterne.
Man forventer således, at priserne på 32 tommer LCD-TV kan reduceres med mellem 15 og 25 procent i forhold til første kvartal af 2006.