At Sony PlayStation planlægger at udfase spilskiver fra 2028 er enden på en æra. Spilskiver har været en del af vores hverdag så længe mange kan huske, men de startede faktisk ikke med PlayStation.

Hvordan endte vi her?


Den tidlige historie
Vi er nu i niende generation af spilkonsoller. Konsollerne i første generation havde slet ingen spilmedier. De havde i stedet et udvalg af spil indbygget. Der fandtes ingen tredjeparts- eller andenpartsudviklere eller udgivere. Der var ingen separat indholdsforretning ved siden af hardwareforretningen. Heller ingen tilbagevendende indtægter. Min egen rejse begyndte med en Philips Odyssey 2100 med gamepads og en række Pong-varianter.

Alt dette ændrede sig med lanceringen af anden generation, hvor den mest berømte og succesfulde naturligvis var Atari 2600 VCS. Disse enheder var allerede langt tættere på det, vi i dag forbinder med spilkonsoller, med spilmedier og joysticks. Andre konsoller fra denne generation, som du måske husker eller har hørt om, er IntelliVision, ColecoVision, Philips Videopac og MB Vectrex.

Efter det berygtede kollaps på videospilmarkedet omkring 1985 vendte konsollerne tilbage og fortsatte med at udvikle sig. Især Nintendo Entertainment System/Famicom skabte et boom, som trods enkelte perioder med tilbagegang fortsætter den dag i dag uden yderligere dramatiske kollaps.


Spilkassetter
Ligesom generationen forinden brugte tredje generation spilkassetter: 'NES', Segas Master System, Atari 7800 og andre. Disse ROM-kassetter havde flere klare fordele. Først og fremmest ekstremt hurtig hukommelsesadgang og høje overførselshastigheder, hvilket gav korte indlæsningstider af spil.

De havde dog også flere ulemper. ROM-kassetter var dyre at fremstille og havde ekstremt lange leveringstider på uger eller endda måneder. Det medførte en enorm forretningsrisiko. Succesen for videospil, ligesom film, har altid været svær at forudsige. Hvis du som spiludgiver bestilte for få, men dit spil blev et hit, kunne det tage lang tid at bestille ekstra eksemplarer, og de ville gå glip af masser af salg. Hvis de derimod var optimistiske og bestilte store mængder, men spillet floppede, stod de tilbage med store mængder usælgelige spil.


CD-ROM
Så kom CD'en. Lyd var den anvendelse, der for alvor satte gang i det 12 cm store optiske discformat. Video kom langt senere, efter spillene, hvis man da ser bort fra historien længere tilbage. CD'er er i praksis en videreudvikling af LaserDisc-formatet – de 12 tommer/30 cm store optiske skiver, som Philips udviklede i 1970'erne til film. Det er dog værd at bemærke, at LaserDiscs, bortset fra tidskoder og billednumre, hovedsageligt er analoge.

Kort efter lanceringen af lyd-CD'en begyndte ingeniører hos Philips og Sony at arbejde på CD-ROM, som blev lanceret i 1985. Disse skiver var skrivebeskyttede, men kapaciteten på omkring 600 MB var radikalt større end de 1,44 MB som 3,5-tommers skivertter kunne rumme.

De første anvendelser af CD-ROM var blandt andet bibliotekskataloger med enorme mængder tekst. Multimedie kom senere efter introduktionen af 'High Sierra'-filsystemet i 1986 og XA-udvidelsen af formatet, som gjorde det muligt at sammenflette data, lyd og video.


De første spilskiver
Fjerde generation af konsoller, 16-bit-generationen, var i høj grad en videreførelse af den foregående 8-bit-generation. Super NES afløste NES, Sega Genesis/Mega Drive fulgte efter Master System, og begge brugte spilkassetter, ligesom Neo Geo.

Den første spilkonsol, der for alvor tog CD-ROM til sig, var dog også en del af denne generation: NEC 'PC Engine', der blev markedsført som 'TurboGrafx-16' i Nordamerika, fik et CD-ROM drev som tilbehør i 1988.


Philips' CD-interaktive system, kortvarigt kaldet CD-i, blev lanceret i 1990. Det var et alsidigt produkt, der kunne bruges til undervisning, spil og infotainment, og regnes også som en del af denne generation af konsoller.

Sega var meget aktiv med nye hardwareversioner. Efter 32X-udvidelsesmodulet lancerede selskabet omkring 1992 et CD-drev kendt som Sega CD og Mega-CD.

Nintendos planer om en SNES CD-udvidelse er velkendte, selv om de aldrig blev til noget og ikke er særligt godt dokumenteret. De er naturligvis historiske, fordi aflysningen af samarbejdet med Sony førte til Sony PlayStation.


Den første ægte CD-konsolgeneration
Femte generation af konsoller, med hovedsageligt 32-bit-arkitekturer, markerede det store gennembrud for spil på CD. Denne generation huskes bedst for den originale Sony PlayStation, som var den ubestridte vinder i konkurrencen og endte med at sælge over 100 millioner enheder i sin levetid – langt flere end NES, som indtil da havde været den bedst sælgende konsol nogensinde.

PlayStation brugte CD-ROM-skiver med en særlig egenskab: De var sorte i stedet for sølvfarvede. Det var muligt, fordi CD'er bruger en infrarød laser. PlayStation-skiverne reflekterede IR-bølgelængder, men ikke synligt lys.


Segas bud var den CD-baserede Sega Saturn, mens en anden seriøs konkurrent var 3DO-platformen, udtænkt af Electronic Arts-medstifter Trip Hawkins. 3DO licenserede sit CD-baserede format til producenter af forbrugerelektronik som Panasonic. Andre, mindre succesfulde konsoller omfattede Atari Jaguar, som havde en valgfri CD-udvidelse, og Commodores Amiga CD32.


Den eneste markante modstander, der holdt fast, var Nintendo. Selskabet lancerede den kassettebaserede N64 med argumentet om, at kun kassetter kunne levere de nødvendige ekstremt korte indlæsningstider. Bekymringer om piratkopiering spillede også en rolle.


Efter CD: DVD
Sjette konsolgeneration var udelukkende baseret på optiske skiver. Selv Nintendo skiftede. Denne bølge begyndte i 1998, kort efter introduktionen af DVD-Video formatet (1996 i Japan, 1997 andre steder).

PlayStation 2 brugte DVD-ROM skiver med en kapacitet på 4,7 eller 9 GB på henholdsvis enkelt- og dobbeltlagsskiver, læst af en laser med kortere bølgelængde: rødt lys.


Segas Dreamcast brugte skiver, som selskabet kaldte GD-ROM – et proprietært discformat udviklet i samarbejde med Yamaha, som kunne rumme op til 1 GB.

Nintendos første discbaserede spilkonsol, GameCube, brugte 8 cm store skiver med en kapacitet på 1,5 GB, udviklet i samarbejde med Matsushita/Panasonic – i praksis mini-DVD'er.


Sony havde et særligt trumfkort: PlayStation 2 kunne afspille DVD-Video skiver, og for millioner af mennesker blev konsollen deres første DVD-afspiller.

PS2 endte med at vinde denne generation overbevisende og solgte langt flere enheder end PS1: Omkring 130 millioner på det tidspunkt, hvor næste generation blev lanceret, og til slut 160 millioner eksemplarer.


Andenpladsen gik dog ikke til Nintendo eller Sega, men til nykommeren Microsoft. Deres DVD-ROM-baserede Xbox solgte 24 millioner enheder – langt færre end Sony, men stadig flere end de to 'klassiske' producenter af spilkonsoller.

Sega trak sig ud af konkurrencen. De mange efterfølgende hardwareplatforme, som havde kostet enorme summer at udvikle, men kun solgt i beskedne mængder, viste sig at være for dyre at opretholde. Selskabet blev tvunget til fremover at fokusere på software.

Bemærk at hver generation indtil dette tidspunkt havde budt på nye konkurrenter, der for alvor rystede markedet, selv om de ikke altid slog markedslederen målt på salgstal. Det sluttede nu. Fra denne generation og frem konkurrerende de samme tre selskaber – et klart tegn på et modent marked.


Endnu mere kapacitet med blå lasere
Blå lysdioder og lasere havde været ekstremt komplicerede at udvikle, men da teknologien først var udviklet og kommercialiseret omkring årtusindskiftet, muliggjorde den optiske skiver med endnu højere densitet: Blu-ray Disc og HD-DVD med kapaciteter på henholdsvis op til 50 GB og 30 GB.

Sony, som havde været den drivende kraft bag Blu-ray Disc-formatet, valgte naturligvis BD-ROM som lagringsformat til PlayStation 3.

Microsoft holdt fast i CD- og DVD-ROM til spil, men lancerede et HD-DVD-drev som tilbehør til Xbox 360.


Det er passende at postulere, at Blu-ray Disc drevet i PS3 var med til at afgøre udfaldet af formatkrigen mellem de to standarder.

Nintendo brugte ikke en blå laser, men havde til gengæld en 'Blue Ocean'-strategi, som indebar, at selskabet valgte ikke at konkurrere direkte med Sony og Microsoft. Wii-konsollen brugte 12 cm DVD-ROM skiver.


Denne syvende konsolgeneration var den første, hvor konsollerne havde indbygget internetforbindelse fra starten, frem for som valgfrit tilbehør via klodsede ekstraenheder. Mere end nogensinde var PlayStation og Xbox i denne generation ægte mediecentre, der kunne afspille musik og filmskiver, men også tilbyde lyd- og videostreaming med apps til Netflix, Amazon Instant Video (senere Prime Video) og YouTube, for blot at nævne nogle.

De første 7-8 millioner PS3-enheder understøttede endda Super Audio CD – det næste-generations CD-format udviklet af Sony og Philips, som tilbød højopløst musik i flere kanaler. Måske viste overlappet mellem gamere og audiofile sig at være mindre, end Sony og undertegnede havde håbet. Sony fjernede SACD-support fra den tredje hardwareversion som følge af et enormt omkostningspres. Funktionen var ikke gratis.

Sony havde reelt været tvunget til at lancere PS3, før den var kommercielt klar. Teknisk var den klar, men den var omkring 100 dollar for dyr. Da Microsoft først havde lanceret sit bud, havde Sony dog ikke råd til at sakke bagud.

Microsoft var tæt på at overhale Sony i salgstal: 84 mod 87 millioner enheder, men begge blev slået af Nintendo i denne generation. Wii har solgt over 100 millioner enheder.


Ottende generation: Samme selskaber, samme formater
Sony sørgede for at undgå den dyre fejl, selskabet havde begået med PS3, som havde haft en meget eksotisk chip-arkitektur. PlayStation 4 var langt mere enkel og i højere grad baseret på den gængse PC-arkitektur (og dermed Xbox).

PS4 brugte BD-ROM, ligesom Xbox One. Nintendo holdt fast i skiver med DVD-densitet til Wii U.

Selv om konsolmarkedet var blevet så modent, at de samme tre selskaber konkurrerede i hver ny generation, bød ottende generation på et nyt fænomen: En hardwareopgradering midt i generationens levetid. Sony lancerede den kraftigere PS4 Pro fire år inde i generationen, mens Microsoft introducerede Xbox One X.

På dette tidspunkt var Ultra HD Blu-ray-formatet til 4K HDR-film blevet lanceret, hvilket ikke var tilfældet, da de originale PS4 og Xbox One kom på markedet. Til manges overraskelse, inkl. min egen, understøttede PS4 Pro ikke UHD Blu-ray – en beslutning, som Sony kun havde tvivlsomme forklaringer på. I denne artikel har jeg set nærmere på, hvad der kan have ligget bag beslutningen.


Et andet overraskende punkt i specifikationerne var, at PS4 ikke afspillede lyd-CD'er. Det var stort set det første optiske skivebaserede produkt nogensinde, der ikke understøttede CD-DA. Som svar på kritikken sagde Sony, at selskabet ville undersøge muligheden for at løse det, men det blev aldrig gjort. At PS5 heller ikke understøttede funktionen, er den klareste indikation af, at det hele tiden var et bevidst valg.

Sony har aldrig afsløret, hvad der lå bag beslutningen, så vi kan kun gisne. Det handlede næppe om at beskytte salget af CD-afspillere, da salget allerede var lav på dette tidspunkt. En mere sandsynlig forklaring er, at Sony forsøgte at styre brugerne over på sin egen streamingtjeneste Music Unlimited, der oprindeligt blev lanceret i 2010 som en del af Qriocity-platformen. Ironisk nok lukkede Sony tjenesten i marts 2015, knap et år efter lanceringen af PS4.

På grund af det dårlige salg af Wii U besluttede Nintendo at introducere sin næste platform tidligere end planlagt, og Switch regnes derfor nogle gange som en del af samme generation. Det er nok mere rimeligt at sige, at Nintendo følger sin helt egen tidslinje og ikke konkurrerer direkte med Sony og Microsoft, men heller ikke er synkroniseret med dem.

I 1990'erne opstillede jeg den hypotese, at fremtidige platformslanceringer sandsynligvis ville blive forskudt for at undgå den boom/bust-cyklus, der havde præget konsolbranchen indtil da, men sådan er det ikke gået. Det viser sig, at konsolproducenterne har brug for den hype, der opstår, når de konkurrerer direkte og lancerer nye platforme næsten samtidig.

Switch markerer Nintendos tilbagevenden til solid-state-lagring med Game Cards. Selskabet var den sidste store producent, der trådte ind på markedet for optiske skiver, og den første til at droppe skiverne igen.

Sent i denne generation introducerede Microsoft også Xbox One S, en konsol helt uden optisk drev, også omtalt som "all-digital".


Her står vi nu
Vi er nu i niende generation af spilkonsoller med PlayStation 5 over for Xbox Series X og Series S, mens Nintendo går egne veje med Switch og Switch 2.

Til lagring har både PS5 og Xbox Series X taget BD-ROM 3.x formatet til sig – det samme fysiske format, der også danner grundlag for 4K Ultra HD Blu-ray, som konsollerne også understøtter. Det tilbyder op til 100 GB på skiver med tre lag, med en højere tæthed pr. lag end almindelig Blu-ray, men med samme laser.

Mens Xbox Series X er efterfølgeren til Xbox One X og igen har et optisk discdrev, er Xbox Series S efterfølgeren til Xbox One S og har ikke noget optisk discdrev.

På samme måde blev PS5 lanceret i en version med og en version uden optisk discdrev. Midtgenerationens opdatering har givet os en 'PS5 Slim' og en PS5 Digital Edition med et UHD BD-drev, der kan tilsluttes som ekstraudstyr. Det samme tilbehør kan bruges med PS5 Pro.


Grand Theft
I år, 2026, lanceres det, der uden tvivl er det mest ventede videospil nogensinde, Grand Theft Auto VI eller GTA VI. Rockstar Games har annonceret, at spillet ikke udgives på skive. At spillet sandsynligvis fylder omkring 150 GB, er ikke engang så vigtigt. Spillet kunne ligge på to skiver og installeres på den indbyggede SSD.

Tendensen mod udgivelser, der udelukkende er "digitale", virker dog ustoppelig. Ja, du vil kunne købe en 'kopi' i en fysisk butik, men det vil blot være en downloadkode i en æske. Det giver anledning til alvorlige bekymringer om forbrugerrettigheder såvel som spilbevaring.

Den 1. juli 2026 annoncerede Sony PlayStation, at selskabet har til hensigt at stoppe al produktion af fysiske spilskiver til nye titler senest i januar 2028, til stor utilfredshed for mange spilfans og med omfattende protester på nettet til følge. Sony henviser til en fortsat bevægelse fra salg på skive til "digitalt" salg.

Meget tyder på, at bliver PlayStation 6 en "all-digital"-konsol. Microsoft har endnu ikke offentligt annonceret, hvad selskabet planlægger for Xbox i fremtiden, men deres nyligt annoncerede "disc-to-digital"-funktion til fysiske spil siger en del.


Enden på en æra
Sony PlayStation-afdelingen er ikke alene om at se mod en fremtid uden skiver. Sonys forbruger-AV-division er allerede stoppet med at producere dedikerede CD- og SACD-afspillere. De tilbyder stadig én Ultra HD Blu-ray afspiller, én Blu-ray Disc afspiller og én eller to DVD-afspillere afhængigt af regionen. Den ene UHD BD-afspiller, de nu tilbyder, UBP-X700/K, blev lanceret i 2025 og er en revision af en model, som blev lanceret syv år tidligere, men uden streaming-apps og internetforbindelse og til en højere pris. Sony har også for nylig sagt, at selskabet ikke planlægger til at understøtte en mulig Dolby Vision 2-udvidelse af formatet via softwareopdatering.

Husk at Sony er selskabet, der sammen med Philips opfandt CD-formatet. Det er enden på en æra.

Det passer også ind i denne udvikling, at Sony har annonceret, at selskabet ikke længere vil producere skrivbare skiver eller DVD/BD-optagere – en produktkategori, som selskabet kun har haft i Japan.

Antallet af producenter, der tilbyder Ultra HD Blu-ray-afspillere i Vesten, er faldet til blot tre velkendte: Sony, Panasonic og Magnetar, efter at Samsung, Oppo, Pioneer, Philips/Funai og LG alle har trukket sig.


Et nyt håb
CD'er har været med os i over 40 år og oplever lige nu en slags renæssance i kølvandet på vinylens comeback. Det samme gælder film på skive, som Generation Z tager til sig. Også Ultra HD Blu-ray er i vækst igen i USA.

 Læs også: Blu-ray fylder 20 år, UHD Blu-ray fylder 10

Lad os håbe, at musikskiver, filmskiver og spilskiver samt den nødvendige hardware til at afspille dem vil forblive tilgængelige mange år endnu. Det er i forbrugernes interesse: Den bedste billed- og lydkvalitet; ingen ændringer eller censur af medier, du har købt; ingen virksomheder, der fjerner din adgang til et album, en film eller et spil, når licenser udløber; medier, du kan holde i hånden, stille på en hylde eller hænge på væggen og beundre; og ingen algoritmer, der følger med i, hvad du lytter til, ser eller spiller.

Det er ganske vist en niche, men lad os fejre fysiske medier.


Yoeri Geutskens er uddannet inden for Industrial Engineering & Management Science med et speciale om videospilindustrien. Han har været Philips' faste observatør af spilindustrien i over et årti. Han har arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktstyring af DVD-optagere og Super Audio CD-afspillere samt sammen med Sony om standardiseringen af Blu-ray Disc-formatet. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilindustrien. Yoeri er også forfatter til PS3 SACD FAQ og skriver om 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray. Han har spillet spil siden første konsolgeneration. Hans første spilkonsol var en Odyssey 2100.