Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvad er den virkelige årsag til at PS4 Pro ikke har UHD Blu-ray? - FlatpanelsDK

Hvad er den virkelige årsag til at PS4 Pro ikke har UHD Blu-ray?

28 Apr 2020 | Yoeri Geutskens |

Konsolmarkedet er på vej ind i næste fase idet PlayStation 5 og Xbox Series X nærmer sig lancering. Den forrige cyklus startede for syv år siden og har på flere måder været besynderlig. I stedet for at fastholde specifikationerne igennem cyklussen har vi fået nye, opgraderede versioner af Sony og Microsofts konsoller midvejs i forløbet. Disse opgraderede konsoller, PS4 Pro og Xbox One X, blev lanceret for at kunne omfavne 4K og HDR - to teknologier, der blev vurderet for dyre og eksotiske ved lanceringerne af de originale PS4 og Xbox One enheder. Konsollerne blev hurtigt indhentet af realiteterne.

I årevis har spilkonsoller med deres kraftfulde hardware til grafik og lyd spillet en dobbeltrolle som medieafspillere til video og lyd fra forskellige kilder, herunder optiske skiver, internetstreaming, DLNA, og UBS-enheder. Med lanceringen af de nye midtvejs-konsoller lovede man spil og videounderholdning i op til 4K HDR. Mod de flestes forventning understøttede PS4 Pro dog ikke Ultra HD Blu-ray. Sony argumenterede dengang for, at fremtiden var streaming, men heller ikke på det punkt leverede PS4 Pro.


Forløbet

En hurtig opsummering: For fire år siden så PlayStation 4 Pro dagens lys. Den forbedrede konsol skulle dække den øvre ende af markedet i anden halvdel af levecyklussen for PlayStation 4. Det var startskuddet for 4K - en æra der som sådan allerede var startet da PS4 blev lanceret i 2013, men som indledningsvis blev vurderet for dyr til ottende generation af spilkonsoller. Spil i 4K landede, men resultaterne var blandede, ligesom det var tilfældet med HDR. En ting glimrede dog ved sit fravær: 4K-film på skiver. Det vil sige; skiverne var for så vidt allerede på markedet. Problemet var, at PS4 Pro ikke kunne afspille dem. Ikke fordi den var en rendyrket spilkonsol – det var den ikke ifølge specifikationen eller brugsmønstrene. Konsollen kunne eksempelvis godt afspille DVD og Blu-ray Disc, de to aldrende disc-formater. Og konsolejere bruger deres konsoller til mange andre ting end spil, ifølge statistikker. Jeg fremhævede dengang årsagerne til, at PS4 Pro burde have UHD Blu-ray og undersøgte Sonys forklaringer (og andre spekulative forklaringer) på, hvorfor den ikke havde det. Den mest fremtrædende forklaring gik på overgangen indenfor medieforbrug fra fysiske medier til streaming, men det var tydeligvis spin. Selvom der unægteligt er sådan en tendens, så er den ikke pludselig vendt. Alligevel vil PlayStation 5 være i stand til at afspille UHD Blu-ray. Den fremtid med streaming i 4K HDR på PS4 Pro, som Sony forudså for fire år siden, er heller ikke indtruffet, blandt andet pga. beslutninger taget af selskabet selv. Sonys streamingtjeneste ULTRA blev f.eks. aldrig lanceret på PlayStation 4 eller nogen anden enhed ud over Sony TV - og kun i USA. Tjenesten kom ikke engang til Canada. I 2019 blev den lukket . Ved lancering for fire år siden havde PS4 Pro også mangelfuld support af 4K-streaming:
  • Netflix var understøttet i 4K, men ikke HDR (kun SDR)
  • Amazon Prime Video var i regulær HD - ikke 4K eller HDR.
  • YouTube kunne afspilles i 4K, men ikke HDR.
  • Vudu, ligesom Amazon, var kun i HD SDR.

Xbox 4K HDR support på 8. konsolgeneration - situationen har ikke ændret sig meget siden lanceringen i 2017.

De fleste personer, bl.a. undertegnede, forventede, at situationen ville blive løst ikke længe efter. Med hestekræfterne i PS4 Pro in mente burde man på hardware-siden være dækket ind. De fire streamingtjenester er, ligesom andre streamingtjenester, bygget på apps, som nemt kan opgraderes via software. Og med PlayStation 3 havde Sony opbygget et fint renommé for løbende at tilføje ny funktionalitet til eksisterende hardware over en lang periode, sågar i en længere periode end Apple. Sammen med Apple har Sony nok været afgørende for den forventning, som mange forbrugere har i dag, om, at produkter opdateres med nye funktioner efter lancering. Netflix app'en fik senere HDR, men det blev implementeret på meget mystisk vis. Den udsender alt indhold i HDR, selvom indholdet ikke nødvendigvis er i HDR. Selv menuerne er i HDR, når konsollen er forbundet til et HDR TV. Det står ikke klart, om ansvaret for disse apps ligger hos Sony eller den respektive streaming-udbyder. Det virker mest sandsynligt, at sidstnævnte er ansvarlig, men at der kan trækkes på Sonys tekniske support for at få tingene til at fungere. Ikke desto mindre har ingen af partnerne lagt nok ressourcer i at få tingene løst over de seneste fire år. Amazon streamer stadig i HD-opløsning på PS4 Pro. Microsofts Xbox One har på området klaret sig noget bedre. Allerede i 2017 tilbød den Netflix og Amazon Video i 4K med HDR. Ej at forglemme UHD Blu-ray. YouTube på Xbox One S/X var til at starte med kun i HD-opløsning, men begrænsningen blev løst i december 2017 med tilføjelse af 4K60 support.

Så hvad gik galt?

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om UHD Blu-ray. Formatet, som officielt kaldes “BD-ROM v3.0”, kan læses af BD-ROM drev, der opfylder specifikationen. Disse drev kræver ikke en anden type laser eller optik ift. ældre typer af BD-ROM drev til 25 eller 50GB skiver, blot en anden styringschip. Denne chip er nyere, men ikke grundlæggende dyrere. Regningen til materialer og kostprisen for drevet er den samme. Den ældre chip var formentlig allerede udfaset da PS4 Pro blev lanceret, så hvorfor tog Sony den i brug i stedet for den nyere chip? Et par par mulige forklaringer: 1. Måske havde leverandøren et lager af ændre drev eller chipset, der kunne sælges billigt, og Sony indkøbte dem som del af en omkostningsbesparelse. Det ville ikke være teknisk billigere, men billigere i kommerciel sammenhæng. 2. Måske stillede Sony krav om en meget stor mængde drev, som deres leverandør kun var villig til at efterleve, hvis UHD Blu-ray-kompatibilitet ikke var et absolut krav. I begge tilfælde ville man ende med et miks af PS4 Pro-enheder på markedet, med to forskellige drev - et som kunne og et som ikke kunne afspille 4K-skiver. Men idet denne distinktion er noget nær umulig at markedsføre til forbrugere så valgte man at satse på laveste fællesnævner, altså ingen understøttelse af UHD Blu-ray. Denne forklaring er dog ikke helt tilfredsstillende, idet den indlysende måde at udnytte et sådan miks af forsyninger ville være at fordele dem imellem de to nye konsoller på daværende tidspunkt: PS4 Slim og PS4 Pro. Markedsrealiteterne er, at størstedelen af volumen på salget ligger på den billigere konsol. Den logiske beslutning ville således være at udstyre PS4 Slim med det mere primitive drev og udstyre PS4 Pro med det mere avancerede drev. Hvad kan ellers forklare denne spøjse beslutning? 3. Måske fik Sonys produktansvarlige taget et dårligt valg relateret til komponenter - ikke hvad angået BD-drevet men et andet sted i systemet. En ærlig fejltagelse, men en fejltagelse, som man forsøgte at bortforklare. Virker det lidt søgt? Ikke nødvendigvis. Man kan sammenligne det med PlayStation 3, der i sin originale form ikke understøttede lyd-bitstreaming af Dolby TrueHD og DTS-HD MA via HDMI pga. valget af en begrænset HDMI-chip. Senere revisioner løste dette, men softwareopdateringer til tidligere PS3-modeller kunne ikke løse denne hardwarebegrænsing. Den nye HDMI-chip løste heller ikke den flaskehals, som fandtes på DSD Audio, det 1-bit 2.8 MHz bitstream-lydformat til audiofile, som blev anvendt på SACD (Super Audio CD). Hvis du kan PS3-historikken til fingerspidserne så tænker du måske: Men PS3 Slim afspillede ikke SACD, modsat den 'tykke' PS3-konsol? Det er korrekt, men PS3 Slim kunne afspille såkaldt DSD Disc. For at muliggøre begrænsinger i HDMI-chipsettet, som ikke kunne udsende DSD, konverterede PS3 DSD i realtid til high-resolution (176.4kHz) PCM, i op til 5.1 kanaler. Det er muligt, at et sådan uheldigt komponentvalg til PS4 Pro (f.eks. den forkerte HDMI-chip) ikke var et fejl, men en bevidst beslutning, enten fordi: 4. Den var billigere (i størrelsesordenen af ører) eller 5. Der var bedre tilgængelighed. Uanset hvad, så er udfaldet heraf en skam, idet kompatibilitet med UHD Blu-ray i PS4 Pro utvivlsomt ville have hjulpet UHD Blu-ray-formatet på vej i konkurrencen mod regulær Blu-ray samt streaming. Det er en ringe trøst, at PS4 Pro ikke gjorde for udbredelsen af 4K HDR-streaming, hvad konsollen kunne have gjort. Det er positivt, at PlayStation 5 retter op på denne fejl, men det fremhæver også, at bortforklaringerne ved lanceringen af PS4 Pro i sin tid (tendensen mod streaming) var opspind. Den mest troværdige forklaring er og bliver, at det var relateret til forsyningskæden af hardware.

PlayStation 5 hardware

Andre mysterier

Relateret til dette er mysteriet om, hvorfor PS4 ikke afspiller CD-DA (Compact Disc Digital Audio), altså vores musik-CD'er. Visse personer peger på, at det var et bevidst valg for at få forbrugere ombord på Sonys streamingtjeneste PlayStation Music. Andre personer peger på, at det var en fejl. Dette synes imidlertid at kunne modbevises af Homebrev-sammenholdet, der har vist, at når du kører VLC Player på Linux, så afspilles CD'er uden problemer på PS4. Men hvorfor lovede Sony for syv år siden at løse udfordringen? Det er stadig ikke sket den dag i dag. Det er vel nok den første enhed med et optisk disc-drev siden lanceringen af CD'en i 1983, som ikke har kunnet afspille CD'er. Andre personer spekulerer i, at det skyldes, at CD-afspilning vil kræve en fancy nye brugerflade, der henter metadata som kunsternavne, titler og covers, men er det virkelig tilfældet? PS3 hentede ikke metadata og her virkede CD'er helt fint (i XMB), og PS4’s Media Player app tilbyder netop sådan en brugerflade og virker helt fint med MP3, MKV mv., så hvorfor ikke også Red Book CD? Det interessante spørgsmål er derfor: Vil PlayStation 5 også kunne afspille CD? Det får vi snart svar på.
Yoeri Geutskens dimitterede i Industrial Engineering & Management Science med en afhandling om videospilsindustrien. Han har været Philips’ interne observatør for spilindustrien i over et årti samt arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktudvikling af DVD-optagere og Super Audio CD-afspillere. I den rolle samarbejdede han med Sony om standardisering af Blu-ray Disc. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilsindustrien. Yoeri er også forfatteren af PS3 SACD FAQ samt de to 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray på twitter. Han har spillet videospil siden første konsolgeneration. Hans første konsol var Odyssey 2100.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |