Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk: Bang & Olufsen Beosound Theatre - FlatpanelsDK

Første indtryk: Bang & Olufsen Beosound Theatre

13 Sep 2022 | Rasmus Larsen |

B&Os nye high-end soundbar er potent, fleksibel og kan udvides til en fuld hjemmebiograf, men samtidig en dyr fornøjelse. Flatpanels har lyttet, kigget og undersøgt.

Med lanceringen af Beosound Theatre har Bang & Olufsen nu to soundbarer, der fungerer med TV-skærme af andre mærker. Produktet blev præsenteret op til IFA-messen i Berlin, hvor Flatpanels deltog ved en seance, der kom omkring B&Os nye strategi og i dybden med Beosound Theatre.

- "Beosound Theatre will blow your socks off," sagde Kristian Teär, CEO hos Bang & Olufsen siden 2019, som åbningskommentar.

Den eksisterende Beosound Stage (test) koster ca. 12.000 kroner mens Beosound Theatre koster markant mere; fra 49.400 kroner alene og fra 80.000 kroner med TV-opsætning. De tekniske detaljer dækkede vi i vores nyhedsartikel.

Den endelige pris afhænger desuden af designvalg. Flere af mulighederne ses på billederne her i artiklen. Prisen afspejler ifølge selskabet, at Theatre er en fleksibel og modulær løsning, som er skabt til at holde i rigtig mange år, samtidig med, at man får den vel nok mest kraftfulde soundbar på markedet.


Beosound Theatre

Beosound Theatre på gulvstand med en TV-skærm fastmonteret. Foto: Flatpanels

Beosound Theatre

Beosound Theatre på bordstand med en TV-skærm fastmonteret. Foto: Flatpanels

En fleksibel, modulær soundbar

Vi fik syn for sagen ved præsentationen i Berlin, hvor Theatre stod henholdsvis alene, integreret med forskellige TV-skærme samt udvidet med andre B&O-højttalere. Med den "rigtige" TV-skærm, dvs. LGs G-serie af OLED TV, ligner opsætningen næsten et komplet B&O TV. Kun næsten, idet nuancen på rammen afviger lidt fra soundbarens aluminiumstone. Til montering af en TV-skærm ovenpå soundbaren findes et beslag, der følger VESA-specifikation (200mm, 300mm og 400mm). Det betyder, at TV-modeller fra forskellige mærker kan monteres. B&O sagde i den forbindelse, at de selv har afprøvet adskillige TV-modeller, som alle passede.

Beosound Theatre

TV-beslaget og "vingerne" monteres af Ole Moltsen og Mads Kogsgaard Hansen fra B&O. Foto: Flatpanels

Beslaget kan justeres, så TV'et kommer tæt ned mod soundbaren og TV'et flugter med soundbarens aluminiumsrammen, men det er klart, at der vil findes TV-modeller med f.eks. logo, som ligger dybere end underkanten, der kan forstyrre det strømlignende udseende. Ift. bredden, så kan "vingerne" på soundbaren udskiftes. Ved lancering passer Theatre til 55" (uden vinger), 65" og 77" – altså størrelserne på OLED TV – men vingerne kan laves til andre TV-størrelser på bestilling (mod merpris). Har man allerede en TV-skærm på 55-tommer eller større i hjemmet, så vil den sandsynligvis passe på Beosound Theatre, men køber man nyt bør man altså først og fremmest overveje LG's G-serie af OLED TV, der i dybden passer elegant til soundbarens aluminiumsramme – dernæst LGs billigere C-serie af OLED. Disse skærme har indbygget software, så de kan styres med B&Os fjernbetjening (BeoRemote One). Det er vel mærke samme LG OLED TV, som B&O anvender i egne Beovision TV-modeller. Til LG OLED TV tilsluttes Beosound Theatre med HDMI og en ekstra Ethernet-forbindelse, der muliggør styring med BeoRemote One. Til andre TV-modeller anvendes udelukkende HDMI eARC og løsningen styres vha. TV'ets fjernbetjening. Den motoriserede gulvstand virker i store træk ligesom på Bang & Olufsens egne TV. Det indebærer, at hver position kan have særskilte lydindstillinger.

Beosound Theatre

Beosound Theatre findes i flere designvariationer. Foto: Flatpanels

Mozart fra nye design- & softwarehold

Bang & Olufsens nye designchef Miklu Silvanto, som tiltrådte i starten af 2021, fortalte, at man har arbejdet på at opbygge et internt designhold og pt. er i gang med at opbygge et internt softwarehold. At trække disse opgaver helt ind til kroppen er afgørende for at skabe produkter, som kan spille sammen i mange år, hvilket er en del målsætningen fra B&O om "longevity", altså lang levetid. - "Interoperability is important," pointerede Miklu Silvanto.

Beosound Theatre

Miklu Silvanto, Chief Design Officer og Senior Vice President. Bang & Olufsen. Foto: Flatpanels

Det er om noget et emne, som Miklu har erfaring med, idet han igennem 8 år var en del af Apples designteam under Jony Ive. Miklu lagde i den forbindelse ikke skjul på, at Apple i sin tid fandt en vis portion inspiration hos Bang & Olufsen. I designfasen af Beosound Theatre kiggede man ligeledes tilbage i tiden for at hente inspiration, men denne gang internt fra produkter såsom BeoLab 18 med trælameller. Et af de første konkrete resultater af at trække designprocessen og softwareudviklingen ind i eget hus er hardware- og softwareplatformen Mozart. - "The Mozart platform is the heart of Bang & Olufsen," understregede Miklu. "It is Bang & Olufsen's own platform." Mozart skal sikre, at produkterne i mange år frem kan blive ved med at tale sammen og ikke mindst opdateres med nye funktioner – mere om det i en senere artikel. For eksempel benyttes kun 50% af processorkraften i Mozart på Beosound Theatre for at gøre plads til fremtidige funktioner. Mozart-modulet i Theatre kan sågar fysisk udskiftes, hvis det senere bliver nødvendigt. Boards er monteret vertikalt for at sikre, at de ikke overopheder, selv når soundbaren kører på højt tryk i timevis. - "Our goal was to create a soundbar that could outlast any TV," lød det under en særskilt seance med Ole Moltsen og Mads Kogsgaard Hansen, som begge er Senior Global Product Manager hos B&O. "It is the most modular product we have made." Andre produkter, der er bygget på Mozart-platformen, omfatter Beosound Level, Beosound Emerge, Beosound Balance og Beolab 28. For at komme i mål med projektet om lang holdbarhed, modularitet og fleksibilitet, besluttede B&O sig for at skabe en TV-lydløsning, altså Beosound Theatre, separeret fra TV-skærmen, men stadig med et strømlinet udseende. Denne tilgang sikrer, at TV-skærme, der løbende forældes pga. manglende softwareopdatering, kan udskiftes uafhængigt af lydløsningen. Man har desuden mulighed for på bagsiden at fastmontere og kabelføre Apple TV eller en anden boks. Dermed har man også mulighed for at adskille TV-softwaren fra TV-skærmen.

Beosound Theatre

Apple TV og andre bokse kan fastsættes og kabelføres på bagsiden af TV-beslaget. Bagefter fastsættes et dækcover. Foto: Flatpanels

Lyttetest: Alene og i surround

Mens Mozart er den platform, som muliggør større samspil og fremtidig opdatering, så er det PowerLink-systemet, der binder Beosound Theatre sammen med B&O-højttalere helt tilbage fra 1986. Der er altså god chance for, at mange husstande allerede ejer B&O-højttalere, som kobles på opsætningen. Har man ikke det, så kan Beosound Theatre sagtens stå alene. Sådan startede lyttetesten med musik og filmklip. Soundbaren har masser af power og bas. Den formår at levere klare stemmer og detaljerede mellemtoner både under film og til blandet musik – fra akustisk til elektronisk til heavy rock. Det er en alsidig soundbar, som til musikdelen tilbyder AirPlay 2, Bluetooth, Chromecast, Spotify Connect og andre cast-protokoller.

Beosound Theatre

Bohemian Rhapsody på Beosound Theatre og LG OLED TV. Foto: Flatpanels

I sin natur er en soundbar ikke det oplagte kabinet til stor lyd og til tider lød filmen og musikken en smule diffus, samtidig med, at de dybeste bastoner i filmen godt kunne bruge assistance. Det er noget som kendetegner enhver soundbar på markedet pga. de fysiske begrænsninger og det kom derfor heller ikke som en overraskelse, at Theatre ikke spiller op med B&Os bedste stereo-fronthøjttalere. Det er et andet slags produkt skabt primært til TV-lyd. Omvendt formår Theatre at skabe et bredt lydbilledet vha. indbyggede sidevendte og loftvendte enheder, der kan tages i brug sammen med indhold i Dolby Atmos, men også til film i andre lydformater (DTS er ikke understøttet) og sågar musik, hvor de ekstra enheder tildeles andre opgaver, styret af B&O's lydprocessor. Hvordan de bruges, afhænger af opsætningen.
Beosound Theatre på bord og gulv, uden cover og 'nøgen'. Video: Flatpanels
Jakob Dyreby, som er Senior Technology Specialist of Electro Acoustics hos B&O, forklarede, at man fra et lydperspektiv havde tre overordnede målsætninger med Theatre: 1. At skabe en soundbar, der leverer den mest 'immersive' (omsluttende) TV-lydoplevelse på markedet 2. At skabe en soundbar, der er kraftig nok til at agere center sammen med større højttalere 3. At skabe et produkt, der kan agere center for multimedia i stuen I den efterfølgende demonstration blev der sat et par BeoLab 28 på som baghøjttalere, tilsluttet med kablet PowerLink (virker også trådløst med WiSA). Det gav et noget større surround-perspektiv og til filmoplevelsen så kalder Beosound Theatre – og alle andre soundbarer – altså på en eller anden form for baghøjttalere. Den spiller rigtig flot alene, men når man først har hørt forskellen med baghøjttalere tilkoblet, så er det svært ikke at føle, at der mangler noget.

Beosound Theatre

Jakob Dyreby fra B&O taler om lydteknologien i Beosound Theatre. Foto: Flatpanels

Under scenen fra No time to Die, hvor Bond-bilen bliver beskudt fra alle vinkler, formåede Theatre at udvide lydperspektivet mod siderne og levere masser af power og spektakel, men der var dog ikke meget spil i det lodrette perspektiv. Ift. en Dolby Atmos-opsætning, så sælger B&O pt. indbygningshøjttalere, der kan fungere til formålet, men der mangler i deres modelprogram baghøjttalere med indbyggede loftenheder. Selskabet ville ikke kommentere på, om det er noget, der er under udvikling. Vi fik ikke mulighed for at høre Beosound Theatre som center-kanalen i en større opsætning og fik heller ikke lejlighed til at afprøve konsolspil i Dolby Atmos. Uanset om man bruger Theatre alene eller i en større opsætning, så anbefaler B&O, at man benytter den medfølgende mikrofon til at kalibrere lyden til rummet. Det er den, som sikrer, at man får vellyd fra de mange enheder og den mere omsluttende lytteoplevelse. Mikrofonen måler og tilpasser i samarbejde med Theatre i det horisontale plan, men er dog begrænset til ikke at kunne måle i det lodrette plan pt.

En lille hjemmebiograf

At se No Time to Die og Bohemian Rhapsody på et 77-tommer OLED TV monteret ovenpå Beosound Theatre var en imponerende oplevelse, hvor billedkvalitet og lydkvaliteten – særligt sammen med BeoLab 28 som baghøjttalere – tilsammen løftede filmoplevelsen i væsentlig grad. Det retfærdiggør navnet for man får i sandhed en lille hjemmebiograf. Det er samtidig et referencepunkt, vi vil tænke tilbage på, når vi lytter til andre TV-lydprodukter i fremtiden. Vi fik ikke mulighed for at sammenligne Theatre andre soundbarer eller lydløsninger. Vi har hørt de fleste gennem tiden og den soundbar, som kommer nærmest, er Sennheiser Ambeo til knap 20.000 kroner, men Beosound Theatre er stadig mere raffineret, mere potent og mere elegant. Oveni kommer den store fleksibilitet og mulighederne for udvidelse. Om det er den massive merpris værd, er en individuel vurdering, men overordnet set kan man sige, at købere af Beosound Theatre får mere end blot en soundbar-enhed. Samtidig får man kvalitetsmaterialer og de små designfinesser, som B&O er kendt for, såsom berøringsknapperne på toppen, der lyser op, når hånden nærmer sig.

Beosound Theatre

Lyset i berøringsknapperne tænder automatisk når man nærmer sig. Foto: Flatpanels

i forhold til at udbygge Beosound Theatre, så er vores umiddelbare holdning, at vi i første omgang ville prioritere baghøjttalere, dernæst en subwoofer og til sidst fronthøjttalere. I forhold til højdeperspektivet i Dolby Atmos vil vi vente og se, om B&O lancerer nye løsninger senere hen. Vi havde ikke nok tid i selskab med Beosound Theatre til at nå frem til en konklusion, men vi mødte et hold fra Bang & Olufsen med fornyet energi og en spændende plan for fremtiden, der strategisk afviger fra de store massemarkedsaktørers planer om indbygget forældelse og ønske om stadigt hyppigere frekvens for nysalg af produkter. Det betaler man som køber ekstra for, men måske tiden er inde til at ændre vores forbrugsvaner?

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |