xenon skrev:efter hvad jeg har kunnet læse skulle responstiden også ryge helt i bund med laser - det sammen med bedre farvegengivelse synes jeg da er et direkte modspil til OLED og SED
Det ændrer ikke på at det er en projektions-teknologi, og ikke en panel-teknologi, og dermed ikke kan sammenlignes direkte med LCD, Plasma, SED og OLED. Det er en ny type lyskilde der kan bruges med f.eks. DLP, LCD og LCOS/SXRD teknologi (DLP er dog mest oplagt, og dét der har været nævnt hidtil). Det er altså ikke et alternativ til SED eller plasma, men et alternativ til UHP, Xenon eller LED. Det nye er at Laser gør det muligt at fremstille en DLP-projektor uden farvehjul, hvilket giver nogle fordele, og at selve laser-teknologien har en række fordele, såsom lang levetid, stort farvespekter og høj lysstyrke. Fordele og ulemper ved den grundlæggende chip-teknologi kan laser ikke ændre på, og det er chippen og ikke laseren der afgør responstiden. DLP projektorer og bagprojektions-tv har i forvejen langt lavere responstid end LCD - men at det fremhæves som en fordel ved laser-tv, viser bare hvor meget journalister har forstand på hvad de snakker om.
Der tales om "dobbelt så skarpe billeder" - de mener formentligt at der er dobbelt så høj opløsning som på et typisk plasma, dvs. 1920x1080, men det er stadig ikke laser-teknologiens skyld. Det meget store farvespekter er rigtigt nok, men er ikke noget værd med nutidens TV-systemer (inkl. HDTV), det kræver en helt ny definition af tv-standarden, som ikke vil være bagud-kompatibelt (i modsætning til HDTV, der kan nedskaleres til PAL/NTSC uden de store sværdslag).
Laser bliver helt sikkert en kærkommen forbedring af projektions-teknologien, men det er og bliver projektion, med dertil hørende fordele og ulemper, at det skal udråbes til at være plasma-teknologiens banemand er sensations-journalistik af værste skuffe.
Mvh. Otto, Tape Connection