Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Cepter ZM1000 - FlatpanelsDK

Test: Cepter ZM1000

|


Vi tester for første gang en TV-skærm af mærket Cepter, der er et nyt alternativ til mere velkendte mærker i mellemklassen. Der findes adskillige modeller, hvor ZM1000 er den nuværende LCD-topmodel med LED-zonestyring, Google TV, Dolby Vision og Atmos, 4K 144Hz og HDMI 2.1 porte. Lad os se, hvad Cepter kan!

Cepter ZM1000 findes i 55, 65, 75 og gigantiske 115 tommer. Vi har testet 65".


Priser og forhandlere:

55"
65"
75"
115"

Første indtryk

Cepter leveres i en indpakning med slående lighed til velkendte TV-mærker. Fra kasse til flamingo til udstyrspakke, kunne man lige så godt have udpakket en TV-skærm fra eksempelvis LG eller Samsung. Ligesom de fleste andre TV-skærme i dag er indmaden fra Kina, dvs. LCD-panelet og LED-baglyset, men selve produktet er samlet i EU. Foden er af metal med et top-cover i børstet look, der i praksis er sort selvom Cepters egne billede antyder en lysere grålig nuance. Foden er centreret og giver et godt fundament til TV'et på 65 tommer, men der er ingen drejefunktion eller lignende. Omvendt er der ingen slinger i valsen her: TV'et står fast. Vær opmærksom på 115 tommer udgaven har en anden to-delt fod på grund af størrelsen. Bagsiden ligner også til forveksling TV-skærme fra mere etablerede mærker. Strømforsyningen er separeret til den ene side og stikpanelet i den modsatte side. Alle porte vender mod siden så der vil ingen udfordringer være med vægmontering, hvilket sker ved hjælp af et normalt VESA-vægbeslag. Designmæssigt er TV'et ganske nydeligt med en slank ramme i børstet metal-look, skjulte højttalere og en strømlinet bagside uden visuelt forstyrrende elementer. Der sidder et diskret Cepter-logo nederst på rammen sammen med nogle lysdioder. Uden dette logo ville det have været svært at sige, hvilket mærke, der var tale om. Alt i alt et fint førstehåndsindtryk. Vær dog opmærksom på, at ZM1000 kun har tre HDMI-porte.

Brugeroplevelse & features

Cepter har Google TV som styresystem, så opsætningen er i det store hele den samme som på eksempelvis skærme fra Sony og TCL. Man man kan speede processen op ved at bruge Google Home appen på sin telefon. Man kan også uden videre vælge dansk, engelsk eller andre sprog, om end den danske oversættelse er lidt udenfor skiven visse steder. TV'et kan opsættes som et Google TV eller 'basic TV', hvis man ønsker at bruge en ekstern boks som Apple TV eller Nvidia Shield. Der er naturligvis indbyggede tunere til kabel-, antenne-, og parabol-tv. For at undersøge, hvad Cepter er for en størrelse installerede vi appen AIDA64, der giver information om hardware og software. Vi installerede også apps til benchmark af ydeevnen. Her er hvad vi fandt: ZM1000 er bygget på en chip fra Realtek, nærmere bestemt en RTD6748 SoC med quad-core ARM Cortex A55/A75 CPU, PowerVR Regue BXE-4-32 GPU og 3GB RAM. Google TV-delen i ZM1000 kørte ved udpakning Android 11, men til vores overraskelse lå en opdatering klar, der bragte Android direkte fra version 11 til version 14, hvilket giver 4K-brugerflade og flere visuelle ændringer i brugerfladen. Android 14 er samme version som f.eks. nye TCL Google TV bruger, så thumbs up for indsatsen til Cepter.

Google TV – CPU/GPU benchmark

CPU – Geekbench 4 (single-core & multi-core)
MediaTek MT5887
Philips OLED805
612
1716
MediaTek MT5889
TCL C845 X1
929
2256
MediaTek Pentonic 700
TCL C855, C805, X955
971
2452
Realtek RTD6748
Cepter ZM1000
1053
2053
MediaTek MT5895
Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807
1195
2882
MediaTek Pentonic 800
TCL X11L, RM9L, C8L
1231
3196
MediaTek Pentonic 1000
Philips OLED809
1327
3271
MediaTek Pentonic 1000
Sony A95L, XR90
1359
3342
Nvidia Shield TV
1400
4100
Apple A10X
Apple TV 4K 1st Gen
4000
9500
GPU – GFXBench (1080p Manhattan 3.1 & Aztec Ruins), 3D Mark (Slingshot Extreme)
Realtek RTD6748
Cepter ZM1000
-
-
357
MediaTek MT5887
Philips OLED805
fejler
142
450
MediaTek MT5889
TCL C845 X1
277
173
423
MediaTek Pentonic 700
TCL C855, C805, X955
280
174
421
MediaTek Pentonic 800
TCL X11L, RM9L, C8L
-
-
1121
MediaTek MT5895
Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807
958
605
1148
MediaTek Pentonic 1000
Philips OLED809
1266
847
1903
MediaTek Pentonic 1000
Sony A95L, XR90
-
-
1913
Nvidia Shield TV
2765
2250
4250
Apple A10X
Apple TV 4K 1st Gen
4500
3300
-
Flatpanels
Som vores benchmark viser, så er Realtek-chippen ingen kraftkarl. Den yder mere lidt under niveau af MediaTek Pentonic 700, der sidder i mange andre Google TV. Pentonic 700 er i forvejen ikke en kraftkarl. Der er langt op til eksempelvis Nvidia Shield og meget langt op til Apple TV 4K – selv den første. TV'et er produceret af det kinesiske firma Moka Technology, der er et datterselskab under TCL, som i skrivende stund er den andenstørste TV-producent i verden. Det er nok i høj grad med til at forklare ligheden. Der er over 20GB lagerplads i skærmen, hvilket er ganske meget sammenlignet med et typisk Google TV, så der er fin plads til at installere apps, men ikke meget til at installere spil, der dog alligevel ikke kan afvikles med den ret svage GPU. Hvad angår selve Google TV, så er det et velbeskrevet blad. Hovedskærmen er domineret af anbefalinger/reklamer for indhold – udvalgt af Google og annoncekroner – med et stort banner øverst, der i Danmark er begyndt at vise reklamer for andet end indhold, om end vi ikke så disse konkrete på Cepter ZM1000 i testperioden. Hovedskærmen ser ud præcis som på andre Google TV med Android 14. Det skyldes, at Google TV hovedskærmen kan opdateres direkte fra Googles servere udenom firmware, software osv.
Google TV byder på næsten alle de velkendte apps, både danske og internationale, inkl. DRTV, TV 2 Play, Viaplay, Netflix, Disney+, HBO Max og Apple TV appen. YouTube har en ret prominent placering i brugerfladen, særligt når man søger efter indhold. Med tanke på, at Google er de facto-standard for søgning, så er søgefunktionen i Google TV til stadighed utrolig skuffende. Rigtig ofte får man komplet irrelevante resultater fra YouTube i stedet, når man søger på en film eller serie – en trailer for filmen er næppe det, de fleste søger. Der er ikke noget yderligere at tilføje til Google TV-delen.
Cepter ZM1000 test
AV1 virker på Netflix og YouTube
Google TV har altid Google Cast (Chromecast) indbygget. Apple AirPlay 2 er valgfrit, hvilket Cepter har fravalgt, modsat Sony, TCL og Philips, som har AirPlay 2 i deres Google TV. Det vil nogen måske vil savne. Som et moderne Google TV virker video-codec'et AV1, foruden VP9 og HEVC. Det sikrer, at man kan se videofiler på YouTube og Netflix i 4K HDR i nyeste video-format. Vi efterprøvede det naturligvis og AV1 virker som tiltænkt.

Betjening

Mens designet af TV'et er ganske nydeligt og svarende til mange af konkurrenternes skærme, har fjernbetjeningen karakter af discount, desværre, både hvad angår kvalitetsfølelse og udseende med en del farvede knapper. Det sorte plastik og virvaret af gummiknapper fungerer fint nok, men det hele kunne gøres mere lækkert og simpelt. Der er tre sponsorknapper nederst til Netflix, YouTube og Prime Video. Fjernbetjeningen bruger normale AAA-batterier. Den parrer via Bluetooth så den er ikke retningsbestemt, hvilket er positivt. En smart funktion er stjerne-knappen, om end lokationen ikke er så velplaceret oppe ved numre-tasterne. Stjerneknappen er en mulighed, som producenter af Google TV, i dag kan implementere. Første gang man klikker kan man opsætte en genvej til en specifik app, man selv bestemmer. De sponsorerede knapper nederst burde alle være stjerne-knapper. Alternativt kan man styre TV'et med en fjernbetjening fra eksempelvis Apple eller Google, når man tilslutter Apple TV 4K eller Google TV Streamer. Det fungerede som tiltænkt via HDMI CEC og infrarød-kommandoer under vores test. TV'et kan også langt hen af vejen styres med Googles app, hvis man ønsker at bruge sin mobil. Vi glemte at få taget et foto af fjernbetjeningen, men den ser sådan her ud:
Cepter TV remote

TV-lyd

ZM1000 er udstyret med indbyggede 2.1 stereo-højttalere, som yder forventeligt. Der er ikke god klarhed og bas i lyden, men til dagligt TV-brug fremstår stemmer klare. Til film og konsolspil anbefaler vi som minimum en soundbar eller et større surround-system. TV'et understøtter Dolby Atmos, hvilket ikke giver nogen synderlig effekt på de indbyggede højttalere, men Atmos-support sikrer, at man kan sende Atmos-lyd ud via HDMI eARC forbindelsen til en soundbar eller AV-receiver. Det fungerede fint; både at trække Atmos fra streaming-apps i TV'et og at sende lyden videre via HDMI. Der er også en hovedtelefon og optisk lydudgang, men så mister du Atmos. Cepter understøtter ikke trådløse lydplatforme som FlexConnect og WiSA.

Kalibrering

Målte billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Standard (SDR)
Vivid (SDR)
Movie (SDR)
Game Mode (SDR)
Movie (HDR)
Ligesom andre TV-producenter har Cepter et væld af billedprofiler inkl. Standard, Vivid, Movie (Film på dansk) og Game. Det kunne ideelt skæres ned til to eller én ved hjælp af kløgtigt design (der kræves jo ikke forskellig billedgengivelse alt efter indholdstype). Som altid bør du vælge Movie/Film-profilen for at opnå farver, som de bør se ud, altså som kildesignalet dikterer. Prækalibreringen af Movie i SDR var overraskende god – vi havde ikke forventet så meget fra Cepter. Man kan diskutere om yderligere kalibrering er nødvendig på en skærm i denne prisklasse, men det er nyttesløst for kalibreringsmulighederne er meget begrænsede. Der er f.eks. ikke RGB (rød, grøn, blå) håndtag, så vi kastede os ikke ud i øvelsen. Vi vil blot konstatere, at prækalibreringen allerede er rigtig god, svarende til prækalibrering, vi for få år siden forbandt med langt dyrere TV-skærme. Desværre er Game-profilen ikke helt lige så præcis, men dog indenfor acceptabelt niveau – langt bedre end f.eks. Samsungs Game-profil. Undgå Cepters Standard og Vivid billedprofiler. I HDR er det en mere blandet landhandel. Vi kommer nærmere ind på hvorfor i afsnittet for billedkvalitet. Farverne gengives præcist, men lyset afviger, så billedet som helhed er for lyst, men de lyse elementer i billedet bliver for mørke, relativt set. Igen bør du vælge Movie til SDR (og Dark til Dolby Vision). Den maksimale lysstyrke i højlyset rammer lidt over 1400 nits, mens lysstyrken i fuld skærm når tæt på 600 nits – mere end rigeligt til selv meget oplyste stuer. Igen er der dog nogle forbehold, der relaterer sig til billedindstillinger – mere info i næste afsnit. ZM1000 dækker 95% af DCI-P3 og 72% af BT.2020, hvilket er på niveau med andre miniLED-modeller, men lavere end på nyeste RGB LED-modeller og nyeste OLED TV. Dette er altså et af de punkter, hvor der vil være forskel op til topmodeller.

Målinger

Vores "målinger"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.

Billedkvalitet

Lad os starte med det grundlæggende: Cepter ZM1000 minder rigtig meget om premium mid-range eller "prisvenlige" high-end modeller fra de mere veletablerede konkurrenter. Man får et VA LCD-panel med middelgod kontrast, men smalle betragtningsvinkler. Kontrasten løftes ved brug af zonestyring (local dimming), men styringen af zonerne er lidt grovere end hvad vi ser på dyrere TV-modeller, så man ser stadig lys "bløde" ud eksempelvis i de mørke bjælker, når man ser film. Det kan sagtens accepteres for billedkvalitet i denne klasse plejede at koste markant mere – over dobbelte for få år siden. ZM1000 er i øvrigt første Cepter-model med miniLED og zonestyring. Til blandet TV-brug i SDR, altså tv-kanaler, lidt film og serier, konsolspil og sport, har vi ikke særlig meget at udsætte på Cepter. Der er masser af overskud i lyset til sport, uanset om det foregår indendørs eller udendørs, og 144Hz panelet kan uden videre håndtere sport i 30fps eller 60fps – førstnævnte vil hakke, men det er ikke TV'ets skyld. TV'et har et motion-system, der kan udregne ekstra frames og indsætte dem, men her er Cepter – nærmere bestemt Realtek-chippen – ikke på niveau med videoprocessorer fra mærker som LG, Samsung og Sony. Som udgangspunkt vil vi anbefale, at slå motion-systemet fra, da det skaber synlige billedartefakter. Her mangler lidt power og finesse. Lysstyrken i fuld skærm er højere end på de mest lysstærke OLED TV. VA LCD-paneler er ikke de hurtigste, men vi så ingen iøjnefaldende problemer ved fodbold. Film og serier står pænt i SDR-format, hvor zonerne kun kommer begrænset i spil. Videoprocessoren er ikke profileret med navn osv. men følger generelt fint med i de discipliner, vi lod ZM1000 gennemføre. Til blandet tror jeg derfor, at de fleste vil finde billedkvaliteten god. Vi rodede lidt under motorhjelmen og fandt, at zonestyringen fungerer i 32 horisontale og 24 lodrette zoner, altså 768 lyszoner i alt. Til sammenligning, så er det flere end sidste års Samsung 4K miniLED LCD-topmodel, QN90F, der dog trak fra på visse andre punkter. Samsung har i år droppet QN90-serien på grund af konkurrencen fra kineserne, hvilket siger noget om konkurrencefeltet og vi vil sige, at Cepter ZM1000 minder mere om de kinesiske skærme på godt og ondt. Man får rigtig meget billedkvalitet for pengene; ZM1000 kan sammenlignes meds Hisense U7 Pro-serien og TCL MQLED80L.
Lysglorier kan ses om kraftigt oplyste objekter og f.eks. undertekster, særligt i HDR. Foto: Flatpanels
Vender man blikket mod HDR-billedkvalitet, begynder man at se svinger i valsen. De 768 lyszoner klarer det godt, men det er stadig for få til, at lyse objekter i billedet kan fremvises lyst og funklende uden at det går ud over nærliggende mørke områder i billedet, altså lysglorier/blooming. Det ser vi selv på LCD TV med 20.000 zoner, så det er ingen overraskelse, men vær opmærksom på, at det sætter begrænsninger for, hvor mørkt og lyst – kontrast – elementer kan fremvises i billedet, selvom skærmen på papiret yder op til 1400 nits (lidt højere på større skærmstørrelser). Der er også nogle vigtige forhold mht. billedindstillinger. 'LD niveau'-indstillingen er reelt en slider for HDR-lysstyrke – ikke hvor aggressivt lyszonerne regulæres som på mange andre TV-mærker – og man får først HDR-lysniveau, hvis man sætter LD Niveau til 'Høj', når man ser indhold i HDR-format. Til SDR-indhold bør man holde LD Niveau til en lavere indstilling. Det er en finurlighed, som normale brugere ikke vil være opmærksom på ved HDR-fremvisning, så opsætningen på dette punkt bør finpudses af Cepter/Google. Når det sagt og gjort, oplevede vi ganske fin HDR-billedkvalitet med vores vanlige testscener. ZM1000 formår at holde intensitet i sort, så længe billedsammensætningen ikke bliver alt for kompleks, og formår at ramme fint højlys, når indholdet beder om det. Den kæmper med små, lyse elementer, såsom lamper, stjerner og undertekster, men det er at forvente med 768 zoner. Der er omvendt masser af overskud i lyset til eksempelvis udendørsscener. Vi savner endnu bedre mætning i farverne, og det er et af de punkter, hvor ZM1000 halter bagefter topmodeller – en lidt unfair sammenligning. Det nærmer sig ikke OLED TV på HDR-billedkvalitet, men overgår afgjort de billigste miniLED LCD TV fra velrenomerede mærker.
Cepter ZM1000 test
HDR10+ virker også hos Cepter
TV'et understøtter både HDR10, HLG, HDR10+ og Dolby Vision, så den fulde pakke indtil Dolby Vision 2 skydes i gang. Skal man opsummere HDR, kunne jeg sagtens finde glæde – endda visse momenter med imponerende billeder – i film, serier og spil på ZM1000, med godt overskud i lyset, dog uden for alvor at imponere. Vi har ikke meget at udsætte på billedkvaliteten i SDR, men på HDR er der plads til forbedring på både hardware og software. Lad os hoppe videre til ydeevnen sammen med konsolspil:
Cepter ZM1000
ZM1000 er en god makker til spilkonsoller. Foto: Flatpanels
Til spilbrug har Cepter to HDMI 2.1 porte til 4K 120, ALLM (auto-skift til Game-profil) og VRR – alt sammen noget, der for få år siden var forbeholdt high-end TV. Det er en habil makker til PlayStation 5 og Xbox, men husk igen vores kommentar om 'LD niveau'-indstillingen, hvis spillet er i HDR-format. Du skal også huske at sætte TV'et i Game-profil (ALLM gør det automatisk men kun med nyere spilkonsoller), da input-forsinkelsen ellers er meget høj over 150ms, f.eks. i Standard-billedprofil. I Game-profil er input-forsinkelsen 18 ms (i 60Hz), hvilket er et pænt niveau. Vær opmærksom på betragtningsvinklerne, der ikke er særlig brede – Cepter bruger ikke WHVA LCD-panel. Du bør sidde ligefor TV'et i stuen for ellers bliver hudtoner og andre farver synligt udvaskede og tonede.

Konklusion

Jeg vil opsummere Cepter ZM1000 som en overordnet positiv overraskelse. Systemchippen er ikke så kraftfuld, der er kun tre HDMI og fjernbetjeningen virker billig, men på billedsiden er det ikke mange år siden, at man skulle kigge mod velrenommerede mærkers topmodeller for at finde miniLED med 768 zoner, som i 65" ZM1000 – faktisk ikke længere tilbage end til sidste års Samsung 4K miniLED LCD-topmodel QN90F der havde 720 zoner i 65".
Annonce:
Man får rigtig meget billedkvalitet for pengene i billedstørrelser op til 75 tommer (ZM1000 findes i 115 tommer men er her meget dyr), hvor det bliver sjovere at se film og spille konsolspil, hvilket ZM1000 i øvrigt klarer flot med HDMI 2.1, 4K120, VRR, lav input-forsinkelse og ALLM sammen med PS5 og Xbox. Vi har ikke meget at udsætte på SDR-billedkvaliteten, men HDR-delen kræver manuel tilpasning og vi har visse forbehold, såsom lysstyringen. ZM1000 er stadig ganske fornuftigt til HDR-indhold, pointen er blot, at der er plads til forbedring ift. markedstandarden. Betragtningsvinklerne er et af TV'ets svageste punkter. Til gengæld er prækalibreringen overraskende god i Film-profilen i SDR (ikke helt så spot-on i HDR). Designet ligner til forveksling modeller fra de velkendte TV-producenter og er ganske nydeligt. Skærmen kører Google TV, hvilket efter vores mening er det bedste integrerede TV-styresystem, blandt andet fordi det sikrer adgang til alle danske, nordiske og internationale streaming-apps. Der er indbygget Google Cast, men ikke AirPlay 2. Højttalerne er OK til dagligdagen, men filmaftener kalder på mere. Sammenholder man det hele – miniLED-zoner, HDMI 2.1, Google TV, billedkvalitet på godt og ondt mv. – synes jeg, at man får en god pakke, som plejer at være dyrere. Der mangler lidt finesse her og der, men Cepter har kun ganske få år på markedet, så det er en værdig entré. Lad os håbe, at Cepter kan bygge videre på det gode fundament i de kommende år.

Priser og forhandlere:

55"
65"
75"
115"

SDR-billedkvalitet miniLED med 768 zoner (65") til HDR 1400 nits højlys, 600 nits fuld skærm HDMI 2.1, VRR og ALLM Google TV og app-udvalg Pris


Smalle betragtningsvinkler Kun tre HDMI Fjernbetjening føles billig HDR-implementering kunne være bedre Lysglorier (blooming)




Flere anmeldelser

Test: Cepter ZM1000

01 Oct 2026 |

Test: TCL C8L (SQD-miniLED)

01 Sep 2026 |

Test: Philips OLED811

26 Aug 2026 |

Test: B&O Beosound Premiere

09 Jul 2026 |