Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung Multiroom M7 & M5 - FlatpanelsDK

Test: Samsung Multiroom M7 & M5

|


Da Samsung præsenterede deres 2014 line-up af fjernsyn, viste de samtidig også nye TV-højttalere som skal tage konkurrencen op med især Sonos. Højttalerne har dog nogle meget TV-fokuserede tricks i ærmet, som måske kan få konkurrenterne til at spærre øjnene op.

Vi kan allerede nu afsløre, at Samsungs Multiroom højttalere kun virker til deres 2014 fjernsyn, og selvom både TV og højttalere har været på markedet nogle måneder, så er det først nu, at Samsungs TV har fået opdateret softwaren til fuldt ud at udnytte funktionerne som de nye højttalere giver.

Vi har begge modeller til test; både den store M7-højttaler og den mindre M5-højttaler.

Pris og forhandler
M5
M7

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter, YouTube eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online

Samsung Multiroom test

De første indtryk

Designet af begge Multiroom-højttalere forsøger at være udfordrende med et trekantet design, men ellers ligner M7 og M5 bare en normal højttaler, med en konservativ standardstørrelse, der ikke skærer for meget i øjnene.

De fås i både sort og hvid, så der er mulighed for at gemme dem lidt væk ved at vælge samme farve som dit TV møbel, eller få højttalerne til at blive bemærket ved at vælge den modsatte farve. Højtalernes ydre er lavet i højglans plastik og der er delte meninger om hvorvidt det ser godt eller billigt ud, så det vil jeg lade være op til den enkelte, men i mine øjne, står den sorte mere eksklusiv end den hvide, hvor det er mere tydeligt at materialet er af plastik.

Samsung Multiroom test


Både M7 og M5 er designet så de både kan ligge vandret på et bord, stå lodret op eller hænges på væggen med et vægbeslag. Vægbeslaget medfølger desværre ikke, så der skal du regne med 500 kroner ekstra for hver højttaler.

Samsung Multiroom test


Når højttaleren ligger vandret, er der på toppen en række touch-knapper som fungerer upåklageligt. Der er mulighed for styring af lydvolume, bluetooth-forbindelse, en "lydløs" knap og en knap der angiver om højttaleren skal forbindes til TV eller smartphone. Derudover er der også placeret et NFC-felt, så smartphone med den funktion nemt kan forbindes.

Setup kræver et ekstra skridt på tv

Når du først pakker Multiroom højttalerne ud, så er det bare at følge din fornuft, og efter kort tid har du nogle højttalere som spiller sammen med din smartphone. Det var en leg at tilslutte højttalerne til det trådløse netværk, og bruge den tilhørende app.

Knap så brugervenligt er installeringen, når man skal forbinde højttalerne til TV’et. I Tv’ets menu skal du ind og vælge "multilink" til som den foretrukne lydafspiller, hvilket er logisk nok, men samtidig vil standardopsætningen give en forsinkelse på lyden. TV’ets standard valg er "Multiroom Mode", hvilket giver dig den fordel, at du kan benytte højttalerne til forskellige ting.

Samsung Multiroom test


Med Multiroom kan man høre Spotify i stuen og radio i køkkenet, hvis det er det man vil, men til TV-brug er dette valg ikke optimalt, da det vil give en forsinkelse på 1 sekund eller mere. Så for at undgå lydforsinkelsen med "Multiroom mode", skal du ind i TV’ets lydmenu, finde Multilink opsætningen, og vælge "Surround Mode", uanset om du kun har en eller 10 højttalere, da du ellers vil få lydforsinkelsen på mindst 1 sekund.

Det er lidt pudsigt, at "Surround Mode" ikke er standardfunktionen, når man forbinder Multilink med TV’et. Der er jo ingen som ønsker forsinkelse på lyden, når man ser TV. Og det gennemsyrer lidt Samsungs Multilink system: Der er rigtig mange fine funktioner, som konkurrenterne ikke har, men til gengæld skal man lave nogle krumspring eller gå på kompromis for at hele Multilink-systemet udfolder sig rigtigt.

Samsung Multiroom test


I TV'ets menu er der mulighed for at opsætte sine højttalere præcis som man vil, og har man 4 Multiroom højttalere, kan man dermed nærme sig noget der minder om surround. Pifter du stuen op med Samsungs Multilink soundbar og subwoofer, kan du dermed få ægte 5.1 surround, Dolby Digital. Man kan også tilføje to højtalere og dermed få 7.1. Samsung har dog ikke en separat subwoofer, så man kan ikke få 7.2 surround. 5.1 systemet vil dog ende i en pris på hele 17-18.000 kroner, og til de penge kan du få en noget bedre lydoplevelse med andre HiFi produkter.

Når man bruger Multiroom højttalerne finder man hurtigt ud af, at Samsung har haft fokus på TV’et som omdrejningspunkt. Hører du musik på højttalerne fra din telefon og tænder TV’et, så skifter højttalernes lyd automatisk til TV-lyd. Og omvendt, hvis du har TV’et tændt, så kan du ikke skifte indstillinger til højttalerne gennem smartphone app’en, og vil du høre fx Spotify, skal det foregå gennem TV’et. Hvis du slukker TV’et kan du dog igen høre Spotify via dine smartphone.

Bruger du primært Multiroom højttalerne via din smartphone får du dog mest ud af højttalerne, ved at indstillingerne står til "Multilink Mode". Dog er det vores opfattelse, at du med konkurrerende produkter kan få bedre lyd til samme penge samt udvidet fleksibilitet.

App’ens kvalitet afhænger af styresystem

Designet af Multiroom smartphone-app’en er lidt gammeldags, kedelig og til tider uoverskuelig, men den fungerer efter hensigten. Multiroom app’en tilbyder i vanlig Sydkoreanske stil en række avancerede funktioner. Du kan blandt andet tænde eller slukke for en diode på højttaleren som angiver om højttaleren er forbundet eller ej, lige som du også kan slå lydnotifikationer til eller fra.

Der er også mulighed for at få tips om hvordan du navigerer rundt i app’en og med mange forskellige menuer og muligheder, kan det være en god idé. Men app’en burde naturligvis være så nem og intuitiv, at tips ikke var nødvendige. Funktionerne er som sådan rare at have, men de gør app’en mindre brugervenlig, så det er en svær balancegang. App’en skulle nok bare være anderledes designet.

Designet af app’en er identisk uanset om du bruger Android eller iOS, mens Windows Phone brugere bliver overset. På Android smartphones kører app’en med en lille forsinkelse, når du skifter fra menu til menu, men det er inden for hvad langt de fleste vil tolerere.

Har du en iPad eller iPhone skal du dog være et tålmodigt menneske for at acceptere Multilinks sløve adfærd. På en iPad Air er Multilink app’en typisk 10 sekunder om at starte, og at skifte fra en menu til en anden, giver en gennemsnitlig ventetid på 2 sekunder. Det lyder måske ikke af så meget, men i 2014 er dette på ingen måde acceptabelt. Samsung er klar over iOS app'ens udfordringer, så vi kan håbe, at de løbende får forbedret app’en.

På iPad’en bliver man hurtigt fristet til at bruge Spotify eller lignende musik apps, da Multilink app’en åbner de originale apps, så man kommer ud af den sløve app. Her adskiller Samsung Multilink sig altså fra konkurrenten Sonos, da deres app integrerer Spotify i sin app, og man er dermed låst i Sonos miljø. Med den originale Spotify app er du samtidig også sikker på at få alle funktioner.

Når du navigerer rundt i Multilink app’en ser du en række services, som du kan benytte til afspilning. I skrivende stund kan du bruge Spotify, Deezer, Napster, 8tracks, TuneIn og Rdio. Det burde dække de flestes behov, selvom der kan være fans af services som WiMP og Audible, der bliver skuffet over manglende understøttelse.

Da Multiroom højttalerne har Bluetooth og NFC kan du dog stadigvæk benytte fx WiMP, men kun en højttaler ad gangen da du omgår Multiroom Hubben som forbinder de forskellige Multiroom produkter hvis du har mere end en højttaler.

Derudover kan du naturligvis også høre musik fra eksterne kilder så som netværksservere (NAS) eller lokale musikfiler, og det kan gøres via Multiroom app’en så alle højttalere benyttes. Du kan også høre musik via TV’et, da Samsungs smart-tv er fint udbygget, og der er blandt andet Spotify og TuneIn muligheder.

M7 tilbyder lyd der vil tilfredsstille de fleste

Et godt testnummer er James Blakes "Limit to your love", der hurtigt afslører en højttalers baskvalitet. Det første jeg bemærker er, at bassen er lettere dominerende, og det vil for de flestes vedkommende give en positiv oplevelse ,når bassen runger i ørerne, men problemet er, at det også afslører en vis mangel på præcision i bassen. At bassen er dominerende, er et ofte benyttet og effektivt salgstrick, men det er efter min mening en skam, da man farver kunstnernes lyd.

I mellemtonen, er James Blakes bævrende stemme flot og tydelig, selvom der dog mangler nogle nuancer, men taget i betragtning at dette er en TV-højttaler til 3000 kroner, som samtidig kan forbindes til Spotify og andre populære tjenester, så er dette et yderst acceptabelt resultat. Mange andre enheder i samme prisklasse kan præstere samme lydkvalitet, men denne enhed har også NFC og den interessante Samsung TV-integration.

Samsung Multiroom test


Skifter vi fokus over på film, fremstår både de dybe toner og dialoger i Transformers, som klare med kontrol om bas, mellemtone og diskant. Man skal dog passe lidt på med at skrue for højt op, da højttaleren har tendens til at forvrænge diskanten. Tilsætter man flere Multiroom enheder kan man få et lydtryk som formentlig vil tilfredsstille de fleste til filmhygge med venner og familie.

En af Samsungs største og direkte konkurrenter indenfor feltet er naturligvis Sonos, og man skal ikke have lyttet meget til Play:5, der koster det samme som M7, for at høre større dynamik og bedre kontrol med bassen hos Sonos. Dog mangler Sonos både NFC og forbindelse til TV’et. Undertegnedes kæreste mente også, at Sonos Play:5 var unødvendigt stor og lidt af et designkiks. Der rammer Samsungs Multiroom M7 en fin balance.

M5 er på alle måder en lillebror

Samsung Multiroom M5 deler desværre ikke storebrorens fine lyd. M5 lyder indelukket og som om der er et plastikrør foran basenheden. På M5 er mellemtone og diskant egentlig ganske fin, stemmer står klart og trommesætters hit-hat virker nogenlunde troværdigt.

Sætter man et bastungt nummer á la førnævnte James Blake, vil man opleve, at bassen slet ikke kan følge med. Bassen begynder at hakke underligt, som kompensation for den dybe og vævende bastone, som M5 burde have spillet. Et rocknummer som Audioslave’s Cochise kommer også hurtigt til at lyde flad, simpelthen fordi bassen ikke kan gå dybt nok, men det er desværre ikke unormalt for en højttaler i 2000 kroners klassen.

Samsung Multiroom test


Skifter vi musikstil og hører almindelig pop fra radioen eller Bossa Nova klassikeren "The girl from Ipanema", så er oplevelsen lidt mere positiv. Diskant og mellemtone er fin, dog er kontrabassens dybe toner er uden for M5’s rækkevidde, men det ødelægger ikke musikbilledet i lige så høj grad som ved rockmusik.

Går vi over til filmsekvenser er lytteindtrykket som sådan det samme. Man oplever hurtigt, at der mangler magt over bas, men at dialog går flot igennem. M5 er dermed bedst tjent som bag eller centerhøjttaler i et 4.0 eller 5.0 setup.

Hvis man sammenligner M5’s musikalske præstrationer mod den p.t. mest oplagte konkurrent, Sonos Play:3, så bliver bassen igen udstillet som en afgørende faktor. Sonos lille højttalerenhed kan dog heller ikke nå kontrabassens dybe toner i "The girl from Ipanema", og Play:3 forsøger at kompensere for dette ved at fremhæve bassen yderligere. I den manøvre mister Play:3 en række detaljer i lydbilledet og dermed kan M5 og Play:3 lyde lidt som pest eller kolera, men selvom Play:3 farver lyden mere varm og bastung, så er Sonos’ samlede lydbillede bedst.

Skal du bruge en streaming-højttaler til køkkenet eller et andet sted, hvor det primært skal fungerer som baggrundsmusik, så vil M5 dog sikkert opfylde dine krav. Konklusionen på M5’s lydpræstationer kommer derfor an på din musiksmag og højttalerens placering i setupet.

Med kun 700 kroners forskel mellem M5 og M7 er jeg slet ikke i tvivl om hvilken model jeg ville vælge. M7’eren tilbyder et så meget bedre lydbillede end lillebroren og M7 vil kunne bruges uanset volume, musik- og filmsmag.

Konklusion

Da Samsung sendte deres højttalere på gaden i sommers, var TV-softwaren ikke gearet til at håndtere Multiroom. Derfor havde jeg højttalerne i et par uger, før der kom et TV med opdateret software. I de to uger, fungerede Multiroom højttalerne rigtig fint og forbindelsen med NFC og Bluetooth er lige så nem som med Wi-Fi og brug af app.

Dog begyndte der at gå kludder i forbindelsen, da TV’et ankom, og især den lille M5 havde til tider svært ved at finde ud af om den skulle være forbundet til TV eller Smartphone. Dermed oplevede jeg ofte, at M5 bippede som om højttaleren havde mistet forbindelsen til enten Multilink hubben eller TV’et. Den eneste løsning er at hive strømkablet ud.

Det pudsige er, at det både skete kort tid efter et skifte fra smartphone til TV, men også efter at højttaleren havde været forbundet til TV’et i nogle timer. Hvorvidt jeg har fået en mandagsmodel, eller om forbindelsen i den lille M5 er dårligere end M7, vides ikke, men det sætter det sidste søm i tanken om, at disse højttalere er kommet lidt for tidligt på markedet.

Flere ting virker ikke 100% gennemprøvet, som blandt andet deres uacceptable iOS app, at forbindelsen til TV’et ikke fra start er programmeret til "Surround Mode" (som kræves for at undgå 1 sekund forsinkelse på tv-lyd), samt at en højttaler kan finde på at bippe midt om natten fordi den mister den trådløse forbindelse.

Mulighederne og perspektiverne er dog store og M7 giver fornuftig og fyldig lyd, mens lillebroren M5 er noget svagere og ikke mindst mere fuldendt hos konkurrenten.

Pris og forhandler
M5
M7

Nem forbindelse til TV og smartphone Dårlig app på iOSFilm
Mulighed for udbygning og ægte 5.1 system Virker kun til Samsungs 2014 Smart TV Musik
Fin lyd i M7Lidt tam lyd i M5Spilkonsollen
NFC (kun i M7) Mindre rum



Flere anmeldelser

Test: Calman startersæt til kalibrering

10 Apr 2025 |

Test: Sonos Arc Ultra

26 Nov 2024 |

Test: Panasonic Z95A (MLA OLED)

14 Nov 2024 |

Test: Samsung HW-Q995D (Q990D)

31 Oct 2024 |