Sony lancerer sine første 'True RGB' – RGB LED – modeller af LCD TV samt billigere LCD-modeller i mellemklassen. Flere af sidste års modelserier fortsætter. Der er også udsigt til et nyt, billigere OLED TV. Her er 2026-modellerne.
Modeloversigterne skabes nu baseret på data i TV-databasen. Det vil sige, at oversigten automatisk opdateres i takt med, at TV-databasen opdateres. Du kan sammenligne modelserier ved at klikke på . Du kan desuden klikke videre til produktsiden i TV-databasen for at læse mere om det pågældende TV. For at sammenligne TV fra forskellige producenter, gå da til TV-databasens hovedside.
Med 'True RGB' lancerer Sony endelig de LCD TV med RGB LED-bagbelysning, som de har talt om i snart to år. Det sker med Bravia 9 II og Bravia 7 II, som Flatpanels for nylig så og delte vores første indtryk og tekniske detaljer.
Fordelen ved RGB LED er et større farverum, der er tættere på BT.2020, som er fundamentet under moderne HDR-videostandarder – du skal altså have HDR-indhold for at nyde godt af det. Det er stadig LCD TV, men Sony har skiftet til et nyt panel fra TCL med bredere betragtningsvinkler.
Årets nye flagskib, Sony Bravia 9 II
Annonce:
Annonce:
RGB LED handler om farvegengivelse, men sortniveau, kontrast og lysstyrke handler stadig først om antallet af lyszoner i bagbelysningen. 75-tommer Bravia 9 II har eksempelvis 1530 lyszoner (4590 RGB-zoner) mod 1512 zoner i Bravia 9 fra 2024.
Bravia 9 II positioneres som Sonys LCD-flagskib mens Bravia 8 II fortsætter på markedet som Sonys QD-OLED flagskib (kun i 55 og 65 tommer). Bravia 9 II kommer i op til 115 tommer. Alle størrelser under 115 tommer har mat skærm. Den når op i 4000 nits lysstyrke.
Læs også: Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR
Bravia 7 II har overordnet samme True RGB-baglys, men dog færre lyszoner og lavere lysstyrke. Den lanceres i op til 98 tommer.
'True RGB' (øverst højre) LED-baglyset har nu røde, grønne og blå pixels. Øverst til venstre ses et klassisk miniLED-baglys, der lyser blåt. Nederst: referencebillede. Foto: Flatpanels
Sony 'True RGB' skal i år ud og konkurrere med adskillige andre RGB LED-modeller, som næsten alle større producenter kastet sig over i 2026.
Andre kalder det 'micro RGB' eller 'RGB-miniLED', hvilket er overordnet samme teknologi som Sonys 'True RGB', men vær dog opmærksom på, at nogle RGB LED-modellerne ikke har uafhængige røde, grønne og blå lysdioder og ikke altid zonestyring (i stedet kantbelyst LED).
Sonys første 115" TV lanceres som en del af Bravia 9 II serien. Foto: Flatpanels
Sony lancerer også to billigere Bravia 3 II og Bravia 2 II i mellemklassen. De har hverken RGB LED eller miniLED, men kører stadig Google TV med alt der medfølger inkl. indbygget Google Cast (Chromcast) og adgang til en verden af danske og internationale streaming-apps. Bravia 3 II kommer for første gang fra Sony i 100 tommer.
Der er ydermere lækket information om en ny Bravia 6 serie af OLED TV. Bravia 6 står til at blive Sonys hidtil billigste OLED TV. Oversigten opdateres med Bravia 6, når vi har bekræftet information.
Foruden 2026-modellerne fortsætter sidste års Bravia II (QD-OLED) samt Bravia 8 (WOLED) fra 2024. Bravia 5 (LCD) fortsætter også på markedet. Dermed ser Sonys modelprogram ud som nedenfor, men her i oversigten fokuserer vi på 2026-modellerne, som du kan sammenligne længere nede side-om-side. Modeller fra alle årgange kan sammenlignes i TV-databasen. Sony følger nu en to-årig strategi, så modellerne opgraderes hvert andet år i stedet for hvert år. Først fra april 2027 starter det nye Bravia-selskab, hvor TCL ejer halvdelen og Sony den anden halvdel.
Sonys TV-lineup i 2026. Bemærk at de fleste modeller er carryovers. Foto: Flatpanels
En spøjs situation i år er, at Bravia 9 II og Bravia 7 II forbliver på den ældre Pentonic 1000 chip, hvilket indebærer, at de er begrænset til to HDMI 2.1 porte. Den langt billigere Bravia 3 II har derimod en Pentonic 800 chip med fire HDMI 2.1 porte.
HDMI 2.1 bruges stadig fortrinsvis til spilkonsoller og PC'er, altså gaming. Sony har support for 4K120, VRR og ALLM på sine HDMI 2-1 porte. Der er naturligvis også ARC og eARC til at sende lyden ud via HDMI.
Hvad angår lyd, så er Bravia 9 II udstyret med et 2.2.2-kanals lydsystem med loftvendte enheder til Dolby Atmos og DTS:X. Det er såkaldt Acoustic Multi-Audio+, hvor noget af lyden også kommer direkte fra skærmens ramme, så stemmer lyder mere direkte og autentiske. Bravia 7 II har et neddroslet 2.2-kanals system uden loftvendte enheder.
Sonys fjernbetjening er nu bagbelyst og genopladelig
En anden konsekvens af, at Pentonic 1000 chippen ikke opgraderes, er at Sony ikke kan understøtte Dolby Vision 2 endnu. Selskabet oplyser til Flatpanels, at de hverken er for eller imod Dolby Vision 2, men i 2026 vil de holde fast i normal Dolby Vision.
Sonys fjernbetjening i år har fået bagbelyste knapper, der automatisk tænder i mørke, når du samler den op, og den er genopladelig via USB-C.
En anden nyhed fra Sony i år er Direct Connect, som lader dig tilslutte op til to Sony Rear 9 eller Rear 8 højttalere samt én Sub 9, Sub 8 eller Sub 7 trådløst til TV'et. I en sådan opsætning fungerer TV'ets højttalere som venstre, center og højre fronthøjttalere. Det er ikke FlexConnect, men i stedet en proprietær løsning, hvorfor det kun virker med Sonys højttalere.
Der kommer også en My Cinema-brugerflade, som samler billed- og lydindstillinger i et mere visuelt og brugervenligt layout. Herfra kan man også tilpasse billede- og lydindstillinger individuelt for hver streaming-app, hvilket er smart og nyttigt. Der kan laves billed/lyd profiler til forskellige scenarier, f.eks. dagstimer og aftentimer.
Sony Bravia 7 II
Annonce:
Annonce:
Sonys 2026-modeller understøtter dekodning af AV1, men der er stadig ikke support for VVC (H.266), hvilket er næste videoformat efter HEVC (H.265). Skærmene understøtter HDR10, HLG og Dolby Vision – Sony er ikke varmet op til HDR10+. Der er også eksisterende funktioner som WiFi 6, PS5-funktioner, Sony Pictures Core (tidligere Bravia Core), Dolby Atmos, DTS:X, IMAX Enhanced, Acoustic Multi-Audio+ og Voice Zoom 4.
Sony bruger igen de samme modelnavne i Europa, Nordamerika og andre regioner, men er skiftet til en 2-årig modelcyklus. Derfor har 2026-modellerne som sådan ikke en dedikeret betegnelse, men omtales typisk mark 2, angivet som 'II'. Bemærk dog, at 2025 QD-OLED, Bravia 8 II, også er en mark 2. En opfrisker for tidligere år: 'L' angiver 2023-generation: AL/XL = 2023, AK/ZK/XK = 2022, AJ/ZJ/XJ = 2021, AH/XH/ZH = 2020, AG/XG/ZG = 2019, AF/XF = 2018, A/XE = 2017, XD = 2016, XC = 2015, XB = 2014, XA = 2013.
Sonys 2026-modeller står til at komme på markedet i Danmark fra juli og fremefter. Danske vejledende priser fremgår herunder, og der kommer senere danske forhandlere / prissammenligning på.
Oversigt
Sammenlign
Vælg op til 5 TV fra listen (vandret scroll på små skærme) ved at trykke på . Fjern TV fra sammenligningen ved at trykke på 'x' eller tryk på 'Nulstil' for at fjerne alle TV.