Der blev solgt 4,4% færre biografbilletter i Europa sidste år, ifølge en samlet opgørelse af International Union of Cinemas (UNIC).
2025 blev spået et stort filmår, men sådan endte det ikke.
I Europa faldt billetindtægterne 1,2% til 6,9 milliarder Euro mens antal besøgende faldt 4,4% til 873,2 millioner i forhold til 2024. Det er et fald på knap 20% i billetindtægter og et fald på cirka 35% i antal besøgende i forhold til 2019 før pandemien.
Det gik ikke meget bedre i Nordamerika, hvor billetindtægterne sidste år steg 1,5% til 8,87 milliarder dollar, men antallet af besøgende faldt 4,9% til 780 millioner, ifølge Screendaily. Det svarer til et fald på 7% i billetindtægter i forhold til 2023 og et fald på 22% i forhold til 2019.
Comebacket udebliver
Danske biografer fik en smule oprejsning i 2025 med en stigning på 4% i antal solgte biografbilletter, drevet af danske film efter danskerne vendte amerikanske film ryggen. Antal besøgende ligger dog stadig mere end 20% lavere end før coronapandemien.
Kigger man på Europa og Nordamerika som helhed står det klart, at det forhåbede comeback langt fra har materialiseret sig seks år efter pandemien.
Læs også: Danmark får sin første LED-biografskærm næste måned
Første halvår 2026 viser foreløbig pil op i USA, men vi må vente til året er omme med at gøre status.
Folk bliver hjemme
I stedet er home entertainment-markedet vokset med raketfart, drevet af folks lyst til at se film og serier derhjemme på egne vilkår.
Pandemien satte turbo under væksten i en sådan grad, at home entertainment er vokset fra at omsætte for det dobbelte af biograferne i 2017 til at omsætte for otte gange så meget i 2025. Tallene dækker USA, da branchen er stoppet med at udgive globale tal efter pandemien.
Tallene for home entertainment dækker alene DVD/Blu-ray, EST/VOD (digital køb/leje af film) og abonnementsbaseret streaming som Netflix og Disney+. Tv-pakker, tv-distributørers streamingtjenester, gratistjenester (YouTube), sport og reklameindtjening er ikke talt med.
- Kilde: Deadline, Screendaily