Du kan nu dykke ned i PC-spil på Apple Vision Pros micro-OLED skærme, da Steam Link er blevet klar. I starten er det dog begrænset til 2D-spil.
Det har Valve meddelt i denne uge. Steam Link kan hentes nu i beta via Apples TestFlight app.
Steam Link gør det muligt at streame købte spil fra en PC med Steam installeret trådløst over hjemmenetværket til andre enheder.
- "Vi er glade for at kunne annoncere en native Steam Link app til visionOS! Denne opdatering forbedrer netværksydelsen, tillader streaming i op til 4K-opløsning og giver dig mulighed for dynamisk at justere kurven på skærmen i panorama.tilstand. Denne klient er kun til 2D-streaming og understøtter ikke VR-indhold," skriver Valve.
Kun 2D-spil indtil videre
Som Valve bemærker, er den nuværende Steam Link til Apple Vision Pro begrænset til 2D-spil på trods af Steams omfattende katalog af VR-spil.
Steam Link er et alternativer til andre lignende apps til visionOS såsom Moonlight/Sunshine, ALVR (VR-gaming) og MirrorPlay. Meta Quest understøtter også flere af disse typer af apps til spilstreaming.
Der er endnu ingen information fra Valve om foveated streaming, hvor båndbredden prioriteres i det område, man aktivt kigger på. Valve indbygger foveated streaming i deres kommende Steam Frame headset, og Nvidia har for nylig annonceret planer om at understøtte foveated streaming og 4K120 i Apple Vision Pro.
Apple Vision Pro er kommet sløvt fra start, men en stigende pulje udviklere støtter op og eksperimenterer med 'immersive' oplevelser, gaming, uddannelse, medicinske apps, sport og andet.
Læs også: Første kig i Apple Vision Pro: En videorevolution