Filmstudiet Universal meddeler, at de forlænger biografeksklusivitet. I praksis er det dog en mindre ændring end der lægges op til.
Universal Pictures var et af de filmstudier, der tog kampen med biografbranchen under corona. De ville have eksklusivperioden for nye film helt ned på 17 dage.
Det er en markant reduktion i forhold til tiden før coronapandemien, hvor film typisk spillede mere end 90 dage eksklusivt i biografen før de kunne ses hjemme i stuer og hjemmebiografer.
Universal: Vi forlænger eksklusivitet
I sin store udmelding siger Universal Pictures, at biografeksklusiviteten forlænges til mindst fem weekender i 2026 og mindst syv weekender i 2027. Det skriver New York Times.
- "Vores vinduesstrategi har altid været designet til at udvikle sig i takt med markedet, men vi tror fortsat på biografeksklusivitetens forrang og på at arbejde tæt sammen med vores biografpartnere for at understøtte et sundt og bæredygtigt biograføkosystem," sagde Donna Langley, chef for NBCUniversal Entertainment.
Hollywood-medier beskriver den som en "chokerende" strategiændring og en sejr for biograferne, der oplever svigtende billetsalg. Biografmarkedet i USA er faldet 20% siden årene før corona. I Danmark er det faldet over 20%.
Læs også: Paramount-Warner lover 30 biograffilm årligt – flere end i dag
Selv under den gamle aftale ville en film som Christopher Nolan's 'The Odyssey' havde fået lang biografeksklusivitet. Foto: Universal
Op til 30 dage, senere 45 dage
Ændringen fra Universal er dog mindre end som så. Fem weekender svarer til cirka 30 dage og syv weekender til 45 dage. Det er stadig relativ kort biografeksklusivitet; kortere end hos eksempelvis Disney og Paramount.
Siden 2023 har film fra Universal typisk fået 20-40 dage eksklusivt i amerikanske biografer inden udsending på PVOD til høje priser. Der er gået længere tid før film er blevet gjort tilgængelige til køb og leje (VOD) til normalpris. Oppenheimer fik over 120 dage eksklusivt i biografen. Perioden fastsættes film for film.
I Danmark har store Universal-film siden 2023 fået 40-80 dages eksklusivitet (oftest ca. 75 dage), ifølge Flatpanels' opgørelser (1, 2).
Universal oplyser, at film fra understudier som Focus Features ikke er omfattet af den nye garanti.
I USA giver det således biograferne en uge eller to længere eksklusivitet. I Danmark og Europa ventes det ikke at få nogen særlig betydning.
I 2026 har Universal film som The Super Mario Galaxy Movie, The Odyssey, Despicable Me 5 og Disclosure Day på plakaten.
- Kilde: New York Times