Support for Eclipsa Audio udrulles med 2026-modellerne, men LG åbner også for den nye lydteknologi i udvalgte 2025-modeller via firmware-opdatering.
Eclipsa Audio – også kendt som Immersive Audio Model and Formats (IAMF) – er et licensfrit format til mere indlevende lyd.
Det er udviklet af Google og Samsung, og lanceret af Alliance for Open Media. Eclipsa Audio skal konkurrere med Dolby Atmos på samme måde som HDR10+ er et alternativ til Dolby Vision indenfor video.
Eclipsa Audio i LG TV
Ved sin europæiske lancering i London, England bekræftede LG til Flatpanels, at de nu officielt understøtter Eclipsa Audio, foruden Dolby Atmos, der har været i skærmene i årevis.
Eclipsa Audio er understøttet i alle 2026-modellerne, både OLED og LCD. Lydformatet virker ved intern afspilning på TV'ets højttalere (streaming, USB mm.) og ved HDMI-output til et eksternt lydsystem eller en soundbar.
Læs også: Første indtryk: LG G6 OLED og 'micro RGB'
Flatpanels bekræftede, at det virkede, men kun med TV'ets indbyggede højttalere, hvorfor det er vanskeligt at give en fair vurdering af lyden. Eclipsa Audio fungerede som forventet; lydsporet identificeres af TV'et som 'IAMF'.
Eclipsa Audio på LG’s 2026 G6 OLED TV. Foto: Flatpanels
Firmware-opdatering til 2025-modeller
LG er desuden ved at udrulle en firmware-opdatering til udvalgte 2025-modeller (C5, CS5, G5, QNED9M), så de kan håndtere Eclipsa Audio.
Opdateringen er den samme, som tilføjer Dolby Atmos FlexConnect, altså version 33.30.80 eller nyere.
Eclipsa Audio i 2026
Flatpanels talte med Alliance for Open Media og lyttede første gang til Eclipsa Audio i begyndelsen af 2025, hvilket du kan læse mere om i denne artikel.
Dengang arbejdede Alliance for Open Media på at supportere formatet på tværs af LG TV, Google TV, Android og yderligere platforme, foruden Samsung TV, hvorpå det allerede virker. Eclipsa Audio udrulles til Google TV med Android 16.
Læs også: DTS:X er ved at tabe til Dolby Atmos
På nuværende tidspunkt er det kun YouTube, der tilbyder indhold i Eclipsa Audio, men Alliance for Open Media håber at udvide det til film, serier, spil, musik og andre typer indhold på tværs af TV-skærme, PC'er, mobilenheder og headset.