Australien har allerede gjort det og Frankrig er ved at indføre forbud mod YouTube og andre sociale medier for børn og unge. Det sker forud for et varslet lovindgreb i Danmark.
Mellem gode opslag findes en endeløs strøm af misinformation, sponsorerede budskaber, product placement, AI-genereret indhold og algoritmer, der er designet til at holde brugeren klinet til skærmen.
Som det første land i verden indførte Australien i december 2025 et forbud mod sociale medier for at beskytte børn og unge under 16 år. Det omfatter YouTube, Facebook (Meta), Instagram, Snapchat, TikTok, X (Twitter), Reddit, Twitch, Kick og Threads. Listen opdateres løbende.
To af disse er rendyrkede videotjenester (YouTube og Twitch), men flere af de andre gør sig også i stigende grad i video. Tjenesterne skal i Australien tjekke alder, slette eksisterende brugere under 16 år og modvirke oprettelse af nye konti, ellers vanker der store millionbøder.
- "Indførelsen af en minimumsalder for sociale medier er et banebrydende tiltag fra den australske føderale regering. Selvom Australien er det første land til at indføre sådanne restriktioner, virker det usandsynligt, at det bliver det sidste. Mange regeringer verden over følger nøje med i, hvordan Big Techs magt blev håndteret med succes, og overvejer deres egne tiltag for at imødegå de negative konsekvenser af platformenes magt," sagde Professor Terry Flew, Co-Director for Centre for AI, Trust & Governance i Sydney, i december.
Nu ruller bolden
Efter Australiens eksempel har blandt andet Frankrig, Storbritannien, New Zealand, Spanien, Indonesien, Malaysia og Norge enten drøftet eller taget lovgivningsmæssige skridt mod lignende forbud.
Danmark er også i gang. I november blev en aftale om forbud mod sociale medier til børn under 15 år præsenteret herhjemme. Aftalen har en kattelem, så forældre kan give deres børn ned til 13 år tilladelse. Lovteksten er ikke fremlagt endnu, hvorfor det ikke vides, hvilke tjenester, der vil være omfattet, når loven forventligt træder i kraft i midten af 2026.
- "Men der er nogle, der lige nu stjæler barndommen fra vores børn. Tech-giganterne. De skal reguleres hårdere. Og ejerne af de sociale medier? De har tjent millioner og milliarder på andre menneskers bekostning. Især vores børn," sagde Statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale.
Mette Frederiksen bruger flittigt sociale medier. Hun har navngivet sig selv "børnenes statsminister".
Veldokumenterede problemer
Sociale medier er igen og igen blevet beskyldt for ikke at tage børns sikkerhed og trivsel alvorligt. Lækkede dokumenter fra Meta har vist, at selskabet er opmærksom på problemerne, men ser igennem fingre med dem.
- "Det her har været en af mine vigtigste dagsordener som digitaliseringsminister. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Vi har været for naive. Vi har overladt børns digitale liv til platforme, der aldrig har haft deres trivsel for øje. Vi skal bevæge os fra digitalt fangenskab til fællesskab. Vores børn og unge har været brikker i et gigantisk eksperiment, hvor algoritmer og afhængighedsskabende funktioner har fået lov at styre deres hverdag. Det stopper nu," sagde digitaliseringsminister Caroline Stage i oktober.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har i flere år siddet i Meta Oversight Board – Metas eget tilsynsråd.
DR sender flittigt børn og unge mod YouTube, Instagram mv. Foto: Flatpanels
DR sender børn på YouTube
Mens Danmark og andre lande er i gang at indføre forbud, sender den danske public service-udbyder DR flittigt børn og unge mod det sociale medie. Det sker bl.a. med 'tv-kanaler' på YouTube, senest DR Ultra Vildt-kanalen.
Den omtalte kanal er målrettet 9-14 årige, altså samme målgruppe, som regeringen ønsker at beskytte. DR lægger også indhold til yngre og ældre børn på YouTube.
Efter barnet har set et DR-program, sender YouTubes algoritme barnet videre til indhold fra andre udbydere, hvor der vises reklamer før, efter og undervejs.
Det er muligt, at YouTube Kids bliver undtaget. Denne særskilte app, der henvender sig til børn op til 12 år, blev dog af Google fjernet på alle TV-platforme i starten af 2024. Google oplyser at både reklamer og sponsorerede videoer, f.eks. fra producenter af legetøj, tillades på YouTube Kids. Der indsamles også data på barnets brug med henblik på målrettede reklamer på andre platforme.
Læs også: YouTube Kids viste videoer med opfordring til selvmord & selvskade
Den årlige medierapport viser, at YouTube i 2024 og 2025 gik tilbage i Danmark. Det er dog stadig den største videotjeneste herhjemme.