Uanset hvem der køber hvem, er det lige nu svært at forudsige hvad et opløb betyder for seerne, for der lyder rimelige argumenter på begge sider, siger abonnementsspecialist.
Der kommer en konsolidering af streamingmarkedet, det synes sikkert, men bliver det en fordel eller en ulempe for forbrugerne?
Dét er i skrivende stund temmelig uklart, erkender Partner/CEO Morten Suhr Hansen hos abonnementsspecialisterne Subscrybe.
- "Lige nu er det en noget speget sag, hvem der egentlig får lov at købe hvem," siger han til Flatpanels.
- "Det er svært at gennemskue, hvad et opløb vil betyde for os som forbrugere, for der lyder rimelige argumenter på begge sider. På den ene side frygter kritikerne for at en koncentration af spillere på markedet vil reducere konkurrence og presse priserne op."
- "Omvendt argumenterer Netflix for, at opkøbet vil betyde en større skala, der muliggør flere investeringer i indhold. Plus at bundling af eksempelvis Netflix og HBO Max kan gøre abonnementer billigere for forbrugerne," siger Morten Suhr Hansen, som ikke har taget stilling til specifikke danske konsekvenser.
- "Vi har indtil videre haft de globale briller på, men i Danmark må gælde samme konsekvenser for abonnenter, som i alle andre lande."
Morten Suhr Hansen kan godt forstå, at særligt biografbranchen nøje følger begivenhederne.
- "De må frygte, at nye opkøb på sigt vil flytte mere og mere fokus væk fra biograferne og over mod streamingmarkedet."
Læs også: Danske biografer: "Katastrofalt" hvis Netflix dropper Warner-premierer
Streamingkrig i ny fase
Uanset hvem som køber hvem, bevæger den store 'Streamingkrig' sig ind i en ny fase med en kraftig konsolidering og langt færre globale aktører.
- "Grundlæggende ser jeg for mig, at markedet koncentrerer sig omkring fire spillere: 1. Netflix og HBO, 2. Disney inkl. Hulu og ESPN, 3. Amazon Prime Video, 4. Apple TV+."
Mindre tjenester og de større lokale eller regionale streamingtjenester vil i endnu højere grad blive opkøbskandidater eller indgå som indholdsleverandører snarere end fuldskala streamingplatforme.
Guld værd i øget abonnementssalg
Man skal ikke undervurdere konsekvenserne af mediekonsolideringer.
Hvis Netflix køber Warner Bros, går Netflix fra at være 'bare' en streamingtjeneste til et fuldskala Hollywood-konglomerat med egne studier, biografdistribution, spil og et af branchens stærkeste rettighedskataloger lige fra Harry Potter og DC-universet (Superman, Batman etc.) til Game of Thrones og andre af HBOs prestige-serier.
Dét åbner for en 360-graders strategi, hvor én IP (rettighed) kan leve som serie på Netflix, film i biografen, AAA-spil, mobilspil og andre oplevelser – hvor Netflix kan styre hele værdikæden og dens indtægtsstrømme langt mere direkte.
- "Det betyder, at Netflix får både de nye sæsoner og bagkataloger, som folk vender tilbage til igen og igen. I abonnementslogik er det guld værd: Rettigheder, der både kan skabe masser af interesse og dermed sign-ups og et film og serier, som vil have et langt liv, og som sikrer at abonnenter hele tiden kan finde nyt, når de er færdige med en film eller en serie," siger Morten Suhr Hansen.