Et slagsmål med IMAX og lancering af eget premium biografformat, Epic, indebærer, at biografkæden Vue er begyndt at lukke og konvertere IMAX-sale. Hvad med Danmark?
Det var stort, da IMAX endelig kom til Danmark og Norden i 2015 og 2016 med åbningen af sale i København og Aarhus.
De ekstra store lærreder giver en filmoplevelse, der ikke findes i normale biografer, selvom Danmark ikke har "ægte" IMAX. Nogle biografgængere betragter IMAX som det ultimate format i dag.
Vue og IMAX er blevet uvenner
Lanceringen af IMAX i Danmark skete i samarbejde med CinemaxX, der i dag hedder Vue.
I mellemtiden har Vue, som Europas største private biografkæde, set sig ond på IMAX. Det startede med IMAX' eksklusivaftale om at vise næste års Narnia-film fra Netflix, hvor en forkortet eksklusivitetsperiode blev accepteret. Dernæst lancerede Vue et direkte alternativ til IMAX i form af eget premiumformat 'Epic'.
Senest har topchefen for Vue sendt en bredside mod IMAX, som han mener underminerer biografbranchen.
Den første Epic by Vue-sal i Notthingham, England. Foto: Vue
Vue lukker IMAX-sale
Nu er Vue begyndt at lukke IMAX-sale i England for at konvertere dem til netop Epic. Det er allerede sket eller er undervejs i Nottingham, Cheshire og Leeds. Der er også opført eller ved at blive opført Epic-sale i Holland og Italien.
Så hvad med Danmark?
- "Der er for nuværende ingen planer om at introducere det nye PLF (premium large format, altså Epic, red) på det danske marked. IMAX forbliver dermed vores PLF i København og Aarhus," skriver Mirko Engel, PR & Brand Communications Manager, hos Vue / CinemaxX, til Flatpanels (oversat).
Sådan ligger landet her og nu, men Vues ledelse har sagt, at de inden udgangen af 2027 vil installere mindst 50 Epic-sale i tillæg til de første 11 i 2025. Danmark, Polen og Tyskland har været nævnt i forbindelse med 2027-målet, men Vue har ikke svaret på Flatpanels opfølgende spørgsmål om en tidshorisont.
Læs også: Er lyden i biografen alt for høj? Dansk IMAX får hård kritik
Ikke ægte HDR
Barco-projektorerne til Vues Epic skilter med HDR-support, men det indebærer ikke billedkvalitet i HDR. Projektorerne kan tone-mappe HDR-signaler og levere mere lys, men det sker på bekostning af sortniveauet (dynamisk kontrast).
Kontrastforholdet med Barco-projektorerne er stadig maksimalt 1000:1 (specifikationer) under ideelle forhold (alt i salen er sort, selv publikums tøj), hvor HDR i biografen kræver minimum 60.000:1 kontrastforhold – dynamikområde, om man vil.
DCI HDR-specifikationen til biografer kræver konkret 0,005 nits og højlys på 300 nits, hvilket kun LED-biografskærme kan levere. Ingen projektorer er DCI HDR-certificeret og det vil kun blive muligt, hvis DCI HDR-specifikationen udvandes markant.