Tredje kapitel i Camerons saga om Pandora og Na'vi har biografpremiere denne uge. Filmen er igen skabt i 48fps High Frame Rate med 3D, men ikke alle biografer viser den sådan.
Forgængeren Avatar: The Way of Water var en kæmpe succes, blandt andet fordi den i en kombination af historiefortælling og teknologi trak seerne ind i et utroligt univers.
Instruktør James Cameron gentager formularen med Avatar: Fire and Ash, der har dansk biografpremiere den 17. december. Det er en af verdens dyreste film med et produktionsbudget på ca. 400 mio. dollar (over 2,5 mia. kroner).
Skabt i 3D og 48fps HFR
Næsten alle film skabes stadig i 24fps – 24 billeder per sekund – hvilket efterhånden viser problematiske alderstegn i takt med, at filmskabere vil udvikle filmmediet og vores fremvisningsenheder udvikler sig teknologisk.
Ligesom Avatar: The Way of Water er mange scener af Avatar: Fire and Ash optaget og skabt i 3D og dobbelt så høj billedfrekvens – High Frame Rate eller HFR – med 48 billeder per sekund, hvilket gør bevægende billeder klarere og mere flydende.
Cameron forklarer, at omtrent 40% af film nummer tre fremvises i 48fps HFR. Resten, primært dialogscener, fremvises i 24fps. Det fungerer på den måde, at det hele ligger i en 48fps container, hvor frames i 24fps scener vises to gange i træk.
Filmen er 'motion graded', hvilket vil sige, at graden af bevægelsesslør mv. er justeret scene for scene under redigering for at undgå 'soap opera'-effekten som f.eks. Hobbitten i 48fps HFR blev kritiseret for.
Avatar: The Way of Water blev motion graded i TrueCut Motion, men Pixelworks, der står bag, ønskede ikke kommentere på Avatar: Fire and Ash, da Flatpanels spurgte til det i sidste uge.
Avatar: Fire and Ash. Foto: Disney
Kan ikke opleves i HDR i biografen
Avatar: Fire and Ash er skabt til fremvisning i PLF (Premium Large Format), altså store premium-biografer. Cameron har i mere end et årti presset biograferne til at opgradere deres tekniske udstyr, særligt med henblik på 3D-fremvisning.
Uanset hvor du ser filmen i biografen vil du dog indgå en eller anden form for kompromis. Ingen danske biografer kan pt. fremvise HDR eller Dolby Vision med udvidet farve- og lysdynamik, hvilket Pandora-verdenen kalder på.
Skal man vælge mellem kompromisserne i biografen, anbefaler Cameron, at man ser filmen i Dolby Cinema. Der findes desværre ingen Dolby Cinema-sale i Danmark. Kun LED-biografskærme kan fremvise fil i HDR, men disse findes heller ikke i Danmark.
Til gengæld får man et kæmpe lærred i de største biografer, hvilket filmen kalder på, og ikke mindst i omsluttende Dolby Atmos-lyd.
Hvordan skal du se den?
Avatar: Fire and Ash præsenteres i forskellige formater i danske biografer. Nordisk Film oplyser, at de viser filmen i 2D, 3D og 4DX. Vue angiver, at de viser filmen i 2D, 2D HFR, 3D HFR, 3D IMAX og 3D HFR IMAX.
Mange andre danske biografer kan også fremvise 3D HFR udgaven. Hold øje med netop '3D HFR'-betegnelsen.
Det eneste måde, hvorpå man kan opleve forgængeren Avatar: The Way of Water i fuld flor, altså 4K, HDR, 48fps HFR, 3D og Dolby Atmos, på en gigantisk skærm, som kan gøres langt større end IMAX, er i Apple Vision Pro headsettet. Det samme bliver givetvis tilfældet med Avatar: Fire and Ash, men man må vente helt til marts/april, hvis forgængerens holdback-periode kan bruges som rettesnor.
Hvordan planlægger du at se Avatar 3?
Såfremt filmen bliver en kommerciel succes, vil Disney og James Cameron starte produktion på Avatar 4 og Avatar 5 frem mod premierer i december 2029 og december 2031.
Avatar: Fire and Ash trailer
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen. Du kan acceptere cookies i 'Privatliv' nederst til højre. |
Flatpanels