Apple TV 4K er stadig det bedste valg, hvis man vil værne om sine persondata, konkluderer Ars Technica, der peger på automatic content recognition (ACR) som største bekymring på konkurrerende TV-platforme.
Fra webOS og Tizen til Roku og FireTV melder stadigt flere brugere om en stigende mængde reklamer i TV-styresystemerne på deres streamingbokse og Smart TV.
De underliggende problemer er brugerne dog mindre opmærksomme på; målrettede reklamer kræver indsamling af en stor mængde personlig data. Automatic content recognition (ACR) kan f.eks. registrere alt, hvad du ser på dit Smart TV uanset kilden, selv HDMI, ved konstant at scanne billedet på skærmen.
Læs også: Smart TV tager konstant screenshot af hvad du ser – selv over HDMI
- "Apples forretningsmodel er ikke afhængig af at sælge målrettede reklamer, så de har i nogen grad mindre incitament til at indsamle og tjene penge på enorme mængder af dine data," sagde RJ Cross, direktør for Public Interest Research Group (PIRG), til Ars Technica. "Jeg stoler personligt mere på dem hvad angår mine data end på andre teknologivirksomheder."
Automatic Content Recognition (ACR)
Mens de andre TV-platforme bruger ACR-teknologi til at overvåge dine TV-vaner, og bruger disse data til at målrette reklamer på TV'et og andre platforme, anvender Apple TV ikke ACR, bekræfter en Apple-talsmand til Ars Technica.
Teknisk set kan Apple tilføje ACR via softwareopdatering, ligesom LG og Samsung tidligere har gjort på Smart TV, men Sherman Li, grundlægger af Enswers, mener, at det vil kræve ny hardware. Det virker på nuværende tidspunkt usandsynligt, idet Apple prioriterer brugernes privatliv.
Andre beskyttelser af privatlivet
Mens ACR betragtes som den største trussel mod privatlivet, spiller andre foranstaltninger også en rolle. Siden tvOS 14.5 har tredjeparts-apps skulle anmode brugeren om tilladelse til sporing, hvilket begrænser adgangen til IDFA og lignende identifikatorer.
Under opsætning på Apple TV kan brugeren fravælge Siri, lokalitetssporing og deling af analyseoplysninger via tydelige skærmbilleder, modsat andre platforme, hvor sådanne indstillinger ofte er gemt væk.
Apple indsamler dog visse data via Apple-konti og Apple TV appen, herunder om søgeord og visningshistorik. Disse data anonymiseres fuldt ud via såkaldt differential privacy, men noget kan deles med streamingtjenester. Personlige anbefalinger kan slås fra i indstillinger. Og selvom tvOS 18 har on-device Siri til visse opgaver, sendes lydudskrifter stadig ofte til Apples servere og gemmes i op til 6 måneder – dog anonymiseret og blandet.

Apple har i tvOS løbende forbedret beskyttelsen af privatliv. Foto: Flatpanels
Bedre beskyttelse, men ikke perfekt
Eksperterne er enige om, at Apple TV ligger i front, når det gælder privatliv. Der er dog stadig plads til forbedringer især med hensyn til regeringers håndhævelse af privatlivsregler.
Darío Maestro fra nonprofit-organisationen Surveillance Technology Oversight Project (STOP) opfordrer desuden til værktøjer, der gør det muligt at foretage analyse af persondata direkte på enheden.
- "Som man kan forvente af en enhed, der er forbundet til internettet og giver dig mulighed for at streame serier og film, er Apple TV bokse ikke helt ude af stand til at spore dig. Men det er stadig den bedste anbefaling for streamingbrugere, der ønsker hardware med større fokus på privatliv og færre reklamer," konkluderede Ars Technica.
Læs også: Apple TV får tvOS 19 redesign, hævder avis