Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNye headset har micro-OLED med højere opløsning end Apple Vision Pro - FlatpanelsDK

Nye headset har micro-OLED med højere opløsning end Apple Vision Pro

21 Apr 2025 | Rasmus Larsen |

Nye headset fra Play For Dream og Megane er udstyret med micro-OLED skærme med en opløsning på 3840x2552 per øje og en pixeltæthed på 3882 ppi.

Apple Vision Pro blev lanceret i begyndelsen af 2024 og satte standarden for skærmkvalitet i headset.

Det var første gang, at micro-OLED blev introduceret i et forbruger-headset; en udvikling som branchefolk beskrev som et paradigmeskift, fordi de ekstremt højopløste paneler produceres på halvlederfabrikker i stedet for traditionelle skærmfabrikker.


Micro-OLED i flere headset

Mens Meta angiveligt har droppet planerne om at lancere et headset med micro-OLED i nærmeste fremtid, planlægger Samsung at benytte teknologien i det kommende 'Project Moohan' headset. To andre headset er nu kommet på banen i form af Dream MR, produceret af et kinesisk firma og nu tilgængeligt på udvalgte asiatiske markeder til omkring 2000 dollar (ca. 13.200 kroner før afgifter) samt MeganeX Superlight 8K til en pris på 1900 dollar (12.500 kroner før afgifter).

Play For Dream MR

Play For Dream MR headsettet. Foto: Firma

Begge headset er udstyret med to micro-OLED skærme – formentlig det samme panel – med en opløsning på 3840x3552 pixels per øje, hvilket overstiger 4K og markedsføres som 8K af begge selskaber. Det er en smule højere end micro-OLED skærmene i Apple Vision Pro, der har cirka 3660x3200 pixels per øje. De to lanceringer vidner om, at micro-OLED er ved at blive udbredt i headset, selvom det fortsat er en meget dyr komponent. Flere skærmfabrikanter, inkl. markedsledere som LG Display og Samsung Display, er ved at forberede produktion af micro-OLED til headset. Læs også: Fremtidens skærmteknologi: QD-EL, Ultraviolet micro-LED, OLED

MeganeX

MeganeX Superlight 8K headsettet. Foto: Firma

Mangler på andre områder

Selvom micro-OLED er en god udvikling, især fordi skærmen er den vigtigste komponent i et headset, halter begge headset bagefter på andre områder sammenlignet med Apple Vision Pro, der koster 3500 dollar. Play for Dream MR er en selvstændig enhed med den relativt svage Snapdragon XR2+ Gen 2 SoC, men sælges alligevel primært som en løsning til PC VR, idet den kører en tilpasset version af Android og ikke den nye Android XR platform. MeganeX er fuldstændig afhængig af en PC og mangler både indbyggede højttalere og tracking. Indtil softwaren forbedres og hardwaren, udover skærmen, følger med, kræves stadig en kraftig PC. Samsungs kommende headset forventes at blive det første med Android XR, hvilket er Googles nye styresystem, der skal konkurrere med Apples visionOS til VR, MR og AR.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Wiz lancerer HDMI Sync Box til stemningslys bag TV'et

30 Apr 2025 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

30 Apr 2025 |

OLED opfattes som 1,5x lysere end LCD, hævder Samsung Display

30 Apr 2025 |

77" OLED for første gang under 12.000 og 83" under 16.000 kroner

29 Apr 2025 |

Stærkere TV 2 regionale streamingtjenester på vej

29 Apr 2025 |

Nye streaming-sticks kan trække strøm direkte fra TV'et

29 Apr 2025 |