På CES 2025 fik vi et glimt ind i fremtiden, hvor der venter endnu bedre OLED og helt nye skærmteknologier som QD-EL (NanoLED) og ultraviolet QD micro-LED.
Vi har allerede dækket LG Display og Samsung Displays fremskridt på WOLED og QD-OLED i 2025, herunder et nyt 4-lags WOLED panel og forbedret QD-OLED.
Det repræsenterer betydelige fremskridt indenfor de to OLED-teknologier, der bruges i TV-skærme, men et tredje alternativ fra Kina og TCL lurer i kulissen; printet RGB OLED, der netop nu er ved at gå i masseproduktion – indledningsvis til monitorer.
Hvad er næste skridt for OLED?
Hvad ligger der ellers i kortene for OLED? Baseret på, hvad vi har set og hørt, er der stadig et kæmpe potentiale i teknologien. Siden QD-OLED kom i 2021 – hvilket intensiverede konkurrencen mellem LG og Samsung – og Kinas voksende fokus på små OLED-paneler, har innovationen da også kun været accelereret.
Nye gennembrud som blå PHOLED (fosforescens) og plasmoner, sammen med nye produktionsmetoder, lover endnu bedre og lysere OLED-skærme gennem øget energieffektivitet. Selvom CES 2025 ikke gemte nogen "drømme-OLED" prototyper, bød messen stadig på fremskridt, der vil løfte OLED og udbrede teknologien til flere produktkategorier.
Samsung Display meldte eksempelvis et 27-tommer 5K QD-OLED panel på vej. Det svarer til en pixeltæthed på 220 pixels per tomme (ppi), op fra 160ppi i det 27-tommer 4K-panel, der lanceres i år. Med disse niveauer af pixeltæthed kunne Samsung teoretisk producere 65-tommer eller mindre QD-OLED TV med 8K-opløsning. Som du nok ved, findes der allerede WOLED med 8K. Problemet er, at de stadig er uforholdsmæssigt dyre, samtidig med, at der de ikke har nyeste teknologi såsom 4-lag panelet.
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen. Du kan acceptere cookies i 'Privatliv' nederst til højre.
En anden udviklingen er UT OLED, der er en forkortelse for ultra thin OLED. Disse paneler blev fremvist af Samsung Display. LG Display udstillede ikke på CES i år.
Skærmene er skabt til håndholdte enheder og er imponerende tynde, hvilket potentielt baner vej for papir-tynde enheder i fremtiden

Finder OLED-skærmene. Foto: Flatpanels

Her er de. Foto: Flatpanels
Samsung gav os også et glimt ind i fremtiden for brillefri 3D med en OLED-prototype. De nye brillefri 3D LCD-monitorer er OK, men denne prototype er væsentlig bedre.
Ikke desto mindre vil højere opløsning være nødvendig for at realisere potentialet i denne type brillefri 3D-teknologi.

Samsung Displays brillefri 3D OLED prototype. Foto: Flatpanels
micro-OLED til VR – ikke LCD
Vi så micro-OLED, eller OLED-on-Silicon, fra Samsung Display med en 4000ppi opløsning og over 10.000 nits lysstyrke. Dette panel kan implementeres i fremtidige VR-headset for bedre at kunne konkurrere med Apple Vision Pro, som er det første headset med ekstremt pixel-tætte micro-OLED skærme.
Læs også: Første kig i Apple Vision Pro: En videorevolution

Samsung Displays 4000ppi micro-OLED-panel til VR-headsets. Foto: Flatpanels

Samsung Displays 4000ppi micro-OLED-panel til VR-headsets. Foto: Flatpanels
Nu hvor vi taler om VR, så testede vi kort det nye Pimax Super Crystal, der er bygget på LCD-paneler med høj opløsning og miniLED zone-styring. Desværre var oplevelsen skuffende. Billedet manglede kontrast, farverne manglede klarhed, og hele det visuelle felt føltes mere som at kigge ind i en kuppel end ud i en ekspansiv virtuel verden. Det var simpelthen ikke en overbevisende eller medrivende oplevelse.
Dette underbygger vores mangeårige holdning til, at LCD ikke har noget at gøre i VR-headset. Først når den mest kritiske komponent – skærme der er spændt foran dine øjne – matcher eller overgår micro-OLED i Apple Vision Pro, vil VR begynde at vinde indpas. Således mener vi også, at Meta's Quest gør mere skade end gavn for VR-markedet. I mellemtiden lider micro-LED teknologi stadig af en screendoor-effekt på grund af det store areal af spildplads omkring pixels.

Pimax Super Crystal med miniLED LCD paneler. Foto: Flatpanels

Pimax Super Crystal med miniLED LCD paneler. Foto: Flatpanels
QD-EL, også kendt som NanoLED
Sidste år på CES-messen fremviste Sharp en prototype af QD-EL, også kaldet NanoLED af selskabet bag quantum dots, Nanosys. I år på CES 2025 havde vi mulighed for at kigge nærmere på en QD-EL prototype fra kinesiske TCL.
TCL's QD-EL leverer imponerende OLED-agtig billedkvalitet med dyb sort, høj kontrast, høj opløsning, hurtig responstid og smukke farver, der dækker over 85 % af Rec.2020 farverummet.

TCL's QD-EL skærmprototype. Foto: Flatpanels

TCL's QD-EL skærmprototype. Foto: Flatpanels
Det unikke ved QD-EL er, at der ikke længere kræver en lyskilde såsom lysdioder. I stedet påføres elektricitet direkte på quantum dots, der lyser op i rød, grøn og blå og dermed virker som pixels. Dette muliggør videre, at skærmene nærmest i sin helhed kan printes, hvilket sænker omkostningerne til produktion og fører til billigere skærme (eller højere margin hos producenten).
Nanosys har flere gange udtalt, at teknologien "er tættere på, end mange mennesker tror". Da jeg foreslog 2030 som en realistisk tidsramme under vores møde på CES, virkede Nanosys' Jeff Yurek, Head of Marketing, ikke afvisende.
TCL's prototype er imidlertid ikke klar til kommercialisering idet der bruges cadmium, der er forbudt i mange lande inkl. Europa. Panelteknologien eller regulativerne skal ændres før masseproduktion kan komme på tale.
Ikke desto mindre rummer QD-EL stort potentiale, og Nanosys hævder, at teknologien kan skaleres fra små til meget store skærme.
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen. Du kan acceptere cookies i 'Privatliv' nederst til højre.
Ultraviolet micro-LED med QD
På trods af, at Apple angiveligt har opgivet sit micro-LED projekt, og på trods af, at Samsung ikke har formået at reducere produktionsomkostningerne på store micro-LED TV, er skærmteknologien stadig lovende. Nye tilgange kan måske knække nøden.
I sin grundform bruger micro-LED røde, grønne og blå (RGB) sub-pixels til at skabe et billede. Denne metode bruger Samsung i sine micro-LED TV – de første ægte LED TV – men de er ufatteligt dyre og samlet af mindre moduler med synlige samlinger. Man må heller ikke forveksle dem med Samsungs nye micro-LED LCD TV fremvist på CES 2025.
På den korte bane kan micro-LED dog måske alligevel løfte billedkvaliteten i andre produktkategorier, eksempelvis ure. På CES 2025 så vi en micro-LED prototype til ure med over 4000 nits lysstyrke. Den er fra Samsung Display. Skærmen var imponerende lysstærk og får os til at hungre efter micro-LED i vores næste smartwatch – særligt til udendørsbrug.

Samsung Displays 4000-nit micro-LED til smartwatches. Foto: Flatpanels

Samsung Displays 4000-nit micro-LED til smartwatches. Foto: Flatpanels
En anden tilgang er at kombinere micro-LED med quantum dots, enten ved at bruge blå micro-LED bag quantum dots for at konvertere lyset til rød og grøn – svarende til hvordan QD-OLED bruger blå OLED med quantum dots – eller ved at bruge ultraviolet micro-LED med quantum dots for at konvertere til rød, grøn og blå. Dette fungerer fordi ultraviolet lys har højere energi end blåt lys, hvilket muliggør effektiv nedkonvertering til synlige farver, samtidig med, at det er ufarligt for øjnene på grund af konverteringen og filtre, ifølge Nanosys.
På CES 2025 så vi en prototype baseret på netop denne tilgang da vi besøgte Nanosys. Teknologien har endnu ikke et officielt navn, så lad os kalde det ultraviolet QD micro-LED, eller QD-UV micro-LED. Prototypen, som ses nedenfor, leverer 1000 nits lysstyrke, der er meget lysstærkt i et mørkt rum, men Nanosys forventer, at den kan nå op på 3000 nits i nærmeste fremtid.

Nanosys' ultraviolet QD micro-LED prototype. Foto: Flatpanels
En interessant detalje er, at QD-UV micro-LED har fire sub-pixels per pixel, selvom kun tre anvendes. Den fjerde findes alene for at kunne kompensere for potentielle pixelfejl under produktionen, hvilket stadig er en stor udfordring, når de bittesmå lysdioder skal overføres fra waferen, hvorpå de fremstilles, til skærmen.
Prototypen imponerede os med høj kontrast, levende farver og intens lysstyrke, og det er en skærmteknologi, der er værd at holde øje med i fremtiden. Nanosys bekræftede, at prototypen allerede er cadmiumfri, hvilket fjerner en stor forhindring på vejen mod masseproduktion.
Om QD-UV micro-LED rent faktisk når markedet er dog ikke slået i sten – Nanosys fremstiller ikke skærme, så det vil kræve produktionspartnere – men ligesom QD-EL rummer teknologien betydeligt potentiale. Det er dog ikke nok at få det til at fungere; der skal konkurreres med OLED, som hvert år forbedres og skridt for skridt erstatter LCD på tværs af produktkategorier.