Ifølge Rtings' igangværende test af holdbarhed på TV-skærme, der omfatter 100 modeller, har tynde LCD TV med kantbelyst LED tendens til at gå hurtigere i stykker end andre typer skærme.
Den accelererede test omfatter flere typer af LCD TV – kant-LED (edge LED), bagbelyst LED (direct LED) og bagbelyst med zone-styring (FALD) – samt OLED-modeller.
De fleste af de 100 skærme har nu kørt over 10.000 timer hver, hvilket svarer til omtrent 6 års brug i en typisk husholdning.
Med kant-LED – eller edge LED – er lysdioderne, der skaber lyset, typisk placeret langs underkanten af TV'et. En diffuserfilm hjælper med at sprede lyset over fladen af LCD-panelet. Denne teknologi bruges typisk i slanke TV i mellemklassen.
Problemer med kantbelyste TV
Rtings noterer sig, at 25% af de testede LCD TV, uanset type baglys, udviser synlige problemer med lysfordeling, hvilket påvirker billedkvaliteten. Blandt kantbelyste LCD TV er fejlraten langt højere, nemlig 64%.
- "Resultaterne af denne undersøgelse er entydige: kantbelyste TV er i sin natur mere tilbøjelige til at have betydelige holdbarhedsproblemer, herunder forvredne reflektorsheets, revnede lyslederplader og udbrændte lysdioder pga. koncentreret varme," skriver testsiden Rtings (maskinoversat).
Ovenstående udtalelse vedrører udelukkende LED-bagbelysing – ikke elektroniske og elektriske fejl.
- "Det tog ikke 10.000 timer, før problemerne dukkede op på vores testede kantbelyste TV. Af de syv med synlige uniformitetsproblemer begyndte 3 at vise tegn på forringelse efter 2.200 timers test eller tidligere, hvilket svarer til cirka 1 års brug i en typisk amerikansk husholdning," skriver Rtings.

De testede kantbelyste LCD-modeller, hvor nogle havde problemer efter blot 2200 timer. Foto: Rtings
Hvorfor fejler de?
En termisk måling afslører, at kantbelyste LCD TV bliver væsentligt varmere langs underkanten, hvor lysdioderne er koncentreret. Bagbelyste LCD-modeller med lysdioder placeret bag LCD-panelet fordeler varmen mere jævnt.
I ét tilfælde havde varmen fra lysdioderne endda smeltet en del af TV'ets underkant.
- "(S)amsung AU8000 var vores første testemne. Efter at have åbnet og undersøgt uniformitetsproblemerne på fire andre Samsung- og to LG-modeller, indså vi hurtigt, at problemerne er næsten identiske på tværs af alle kantbelyste TV i vores test, uanset producent eller model, fordi deres grundlæggende design er identisk."
Samsung er uenig
De fleste fejlbehæftede modeller i testen er fra Samsung på grund af mærkets markedsandel. I en udtalelse siger Samsung, at de ikke er enige i, at kant-LED teknologi har en højere fejlrate.
- "Edge-lit-teknologi er blevet brugt pålideligt i vores LCD-produkter i over 15 år og viser holdbarhed, der kan sammenlignes med direct-lit-modeller under virkelige forhold. Vi har løbende forbedret de optiske komponenter og den termiske styring af edge-lit-modeller og har underlagt dem over 20 langsigtede pålidelighedstests, herunder højtemperaturtest. Vi er fortsat dedikeret til løbende teknologisk udvikling for at forbedre produktkvaliteten yderligere," udtalte Samsung Electronics til Rtings (maskinoversat).
Kantbelyste LCD TV plejede at have slankere design end LCD TV med bagbelyst LED og/eller zonestyring, men i senere år er det lykkedes producenterne at gøre skærme fra sidstnævnte kategori næsten lige så slanke.
Den fulde test af levetid på TV-skærme kan findes her, og du kan se, om en given TV-model har kant-LED i Flatpanels' TV-database her.