Vi kender nu de konkrete prisstigninger på YouSees tv-pakker og Bland Selv per januar 2025. Alle kunder med en tv-pakke skal betale markant mere.
Danmarks største tv-distributør meddelte i september, at tv-pakkerne stiger med op til 50 kr/md. fra 2025. Dengang ville YouSee dog ikke bekræfte, hvem der skulle betale hvad.
Det står nu klart, at prisstigningerne er større end i foregående år.
YouSees tv-pakker i 2025
YouSees Grund-, Mellem- og Fuldpakke stiger i 2025 med henholdsvis 20, 40 og 50 kroner månedligt. Det betyder, at en grundpakke koster hele 379 kr/md. Det er listepriser, som kan variere i foreninger.
Læs også: Prisstigning igen? Her er alternativet til den dyre tv-pakke
I 2023 steg priserne hos YouSee med 10–40 kroner, i 2022 med 10–50 kroner og i 2021 med 10–40 kroner om måneden.
YouSee Bland Selv i 2025
Bland Selv stiger med 20 eller 30 kr/md. afhængigt af antallet af point. Bland Selv bygger ovenpå grundpakken, hvorfor prisstigningen på grundpakken skal lægges oveni. Dermed ender prisstigningen på op til 50 kr/md.
Antallet af point, som opkræves for Viaplay (6 til 8 point), Max (6 til 8 point) og C More (5 til 6 point), er desuden steget siden april 2022. Det repræsenterer en yderligere prisstigning i Bland Selv. Alle tv-kanaler koster fortsat 1 point.
YouSee har ikke hævet priserne på Play-pakkerne (til streaming), men sportskanalerne kræver fra 2025 flere point at indløse, altså en mindre gennemskuelig prisstigning.
I september pegede selskabet på stigende omkostninger til særligt sport som årsag. Der er ikke udmeldt kanalændringer, men YouSee bød i juni Discovery velkommen tilbage på sendefladen.
YouSee tv-pakker og Bland Selv i 2025
De nye priser gælder per 1. januar 2025.
Indhold:
Ingen indholdsændringer i pakkerne udmeldt.
Tv-pakkerne:
- Grundpakken: Stiger med 20 kr/md. fra 359 til 379 kr/md.
- Mellempakken: Stiger med 40 kr/md. fra 619 til 659 kr/md.
- Fuldpakken: Stiger med 50 kr/md. fra 759 til 809 kr/md.
Bland Selv-pakkerne (kræver grundpakke):
- Bland Selv 10: Stiger med 20 kr/md. fra 230 til 250 kr/md. I alt 629 kr/md.
- Bland Selv 20: Stiger med 20 kr/md. fra 300 til 320 kr/md. I alt 699 kr/md.
- Bland Selv 36: Stiger med 30 kr/md. fra 400 til 430 kr/md. I alt 809 kr/md.
- Bland Selv 46: Stiger med 30 kr/md. fra 490 til 520 kr/md. I alt 899 kr/md.
|
Flatpanels - tak for tip, Anders