Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvordan Netflix kan udfordre PlayStation og Xbox - FlatpanelsDK

Hvordan Netflix kan udfordre PlayStation og Xbox

26 Jul 2024 | Rasmus Larsen |

Uden store armbevægelser er Netflix stille og roligt ved at opbygge en tilstedeværelse i spilbranchen, der i fremtiden kan gøre selskabet til en magtfaktor inden for videospil.

Øhh, har Netflix spil? Det vil nok stadig være den første reaktion hos mange forbrugere.

Et stigende antal abonnenter er dog ved at opdage det efter Netflix i november 2021 lancerede sine første videospil som del af abonnementet. Spillene fremhæves næsten øverst, når man åbner Netflix' mobil-app.

 Læs også: Netflix' satsning på live-sport begynder at tage form

Der er indtil videre tale om mobilspil, der kun virker til Android og iOS telefoner og tablets, men pas på med at undervurdere Netflix, ligesom Hollywood i mange år undervurderede dem.

Ikke alene er markedet for mobilspil lige så stort som PC- og konsolspil tilsammen, men Netflix tester allerede at gøre spil tilgængelige på TV-skærme, mediebokse, PC og Mac ved hjælp af spilstreaming-teknologi og controller.


Netflix spil TV

Netflix tester pt. spilstreaming til TV'et i USA, Canada, England, Spanien, Mexico, Frankrig, Italien og Tyskland

GTA hentet 30 mio. gange

I december 2023 kom den hidtil største tilføjelse med tre Grand Theft Auto-spil fra PlayStation 2-æraen: GTA: San Andreas, GTA: Vice City og GTA III. De er foreløbigt hentet gennem Netflix over 30 mio. gange, ifølge data fra Appmagic og Mobilegamer.biz. Det svarer til en pæn andel af Netflix' knap 270 mio. abonnementer – og minimum dobbelt så mange brugere. GTA: San Andreas er mest populært af de tre hos Netflix. Det er angiveligt blevet installeret 20,5 mio. gange: 15,8 mio. gange på iOS og 4,7 mio. gange på Android. Tallene vidner om, at såfremt de rigtige spil tilføjes, så Netflix' brugere klar til at omfavne videospil som supplement til de mange film og serier. Netflix tilbyder også spil som Football Manager 2024 Mobile, Sonic Prime Dash, Oxenfree, TMNT: Shredder's Revenge, Hades og Dead Cells.

Spil på Netflix

Spil på Netflix fra top venstre til højre bund: Valiant Hearts: Coming Home, Hades, Oxenfree, GTA: SAn Andreas

Fra mobilspil til AAA-spil

Før tilføjelsen af GTA i slutningen af 2023, skrev Wall Street Journal, at Netflix har startet udvikling af første AAA-spil under eget spilstudie. AAA, eller triple-A, er en betegnelse for de største og dyreste spiludgivelser – ligesom blockbuster-film. Med en omsætning på 33,7 mia. dollars (232 mia. kroner) i 2023, har Netflix muskler til det og har allerede opkøbt og etableret flere spilstudier. Disse studier skal agere modvægt til licenserede spiltitler på samme måde som Netflix producerer egne film og serier. Aktører som Amazon har længe uden succes forsøgt at udvikle egne spil, så det er ikke givet, at Netflix får succes, men satsningen på videospil emmer af samme tålmodige og taktfaste tilgang, der har gjort Netflix til en magtfaktor inden for film og serier. Det amerikanske selskab har ikke forsøgt at omfavne det hele, det nyeste og det største fra start, ligesom Google gjorde med Stadia. Netflix er startet med det, der med garanti virker: Kendte mobilspil til Android og iOS. Næste skridt har været at udvide kataloget månedligt, og nu begynder der at tegne sig et billede af større ambitioner og investering i større spil. Netflix vil ikke bare være en distributør af spil. De vil være platformen for spil.

Udfordrer til PlayStation og Xbox

Såfremt Netflix lancerer AAA-spil til TV-skærmen, vil de udfordre ikke bare PlayStation og Xbox, men hele strukturen i konsolbranchen. Der melder sig i den forbindelse flere spørgsmål, f.eks. om Sony og Microsoft overhovedet vil tillade Netflix-spil på deres konsoller, der i dag er hermetisk lukkede for konkurrence? Netflix appen er der jo allerede. Uagtet om Sony og Microsoft vil spille med, ligger en motorvej ind i TV'et åben for Netflix. Netflix har med deres spilsatsning – ligesom Apple – taget udgangspunkt i mobilspil. Det marked er funderet i ARM processor-arkitektur modsat PC- og konsolspils x86 processor-arkitektur. Spillene er udgangspunkt inkompatible mellem de to arkitekturer. Læs også: Apple TV's vej mod at blive en rigtig spilkonsol

Netflix PS5

Netflix appen er på PlayStation 5, men vil Sony lade Netflix tilbyde spil på konsollen? Foto: Flatpanels

Med undtagelse af PlayStation og Xbox, er ingen TV-enheder funderet i x86. TV-enheder som Apple TV, Nvidia Shield, Chromecast, Android TV, Google TV og sågar Nintendo Switch er bygget på ARM. Spillene fra Netflix kan, såfremt hardwaren i TV eller boks er kraftig nok, køre direkte på enheden, hvis Netflix på et tidspunkt vil tilbyde download af spil TV'et som supplement til spilstreaming over internettet. Sony og Microsoft har omvendt vejspærringer foran sig på vejen mod fremtidens spilmarked. De har ikke omstillet sig til ARM – ligesom Nintendo – og det vil kræve rigtig mange udviklingstimer at portere eksisterende spil fra x86- til ARM-arkitektur.

Kollaps af x86-økosystemet?

Sony og Microsoft taler ikke offentligt om Apple eller Netflix som fremtidens konkurrenter, men kigger man godt efter, vil man se frygten i deres øjne. PlayStations udvidelse til PC handler i virkeligheden om at stimulere x86-økosystemet. Microsofts store satsning på Xbox-spilstreaming handler i virkeligheden om at finde en gangbar vej for x86-baserede spil ind i ARM-økosystemet. Et kollaps af x86-økosystemet vil være kritisk for PlayStation og Xbox, og det virker ikke længere så usandsynligt. Så godt som alle nyere enhedstyper – VR-briller, smart watches, Smart TV – bygges på ARM-arkitektur. Selv Microsoft presser på for, at Windows skal overgå til ARM med Copilot PC'er. Apple har allerede omstillet sig fuldstændig til ARM inkl. Mac. Af de lækkede dokumenter fra en af USAs monopolsager mod Microsoft, fremgår det, at Microsoft seriøst overvejer at rykke Xbox fra x86 til ARM i næste generation. Det vil i praksis betyde, at udviklere kan skabe spil, der kan køre på tværs af konsoller, PC'er, mediebokse, Smart TV, tablets, telefoner og headsets, såfremt hardwaren er kraftig nok. Microsoft er allerede i fuld gang med at omstille Xbox til en abonnementsmodel med Xbox Game Pass og apps til spilstreaming. Så du Microsofts lanceringsvideo for Xbox appen til FireTV forleden, hørte du nok ordene: "You don't need an Xbox to play Xbox".

Hvor fører det hen?

Mange brikker skal falde på plads, før så store forskydninger i branchen kan finde sted. Sony og Microsoft kommer næppe til at forholde sig passive. Spilbutikken Steam har indtil videre afvist at distribuere spil bygget på ARM-arkitektur. Men tiden arbejder for Netflix. Den arbejder imod PlayStation og Xbox. Netflix kan ride på flere bølger samtidig i spilbranchen:
  • Overgangen til ARM
  • Overgangen til abonnementsmodel
  • Mobilspils ekspansion til større skærme
  • Spilstreaming
  • Spil med multiplatformssupport Nintendo har allerede omstillet sig og har i dag den bedst sælgende 'konsol' i form af Switch. Samtidig står bejlere som Apple klar i kulissen til for at rykke ind på markedet for videospil. Du husker måske også, at Nvidia forsøgte at opkøbe ARM for 40 mia. dollar i 2020. Netflix tilbyder i skrivende stund knap 100 mobilspil. Selskabet sagde i 2023, at over 125 nye er under udvikling, altså før man tæller licenserede titler med. Det er en stor investering, der er fløjet under radaren, men som har potentialet til at vende op og ned på spilbranchen. Spiller du med?
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Thomson lancerer 100" Google TV til vild startpris i Danmark

    01 May 2025 |

    Nordflix? Kulturministeren vil skabe nordisk alternativ til Netflix

    01 May 2025 |

    'Drømme OLED' med blå PHOLED klar til produktion, siger LG Display

    01 May 2025 |

    Wiz lancerer HDMI Sync Box til stemningslys bag TV'et

    30 Apr 2025 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

    30 Apr 2025 |

    OLED opfattes som 1,5x lysere end LCD, hævder Samsung Display

    30 Apr 2025 |