Efter lang ventetid har Sony startet udrulning af de lovede HDMI 2.1-funktioner til sine soundbarer og 360-lydsystem. Det gør dem til et bedre match med PS5 og Xbox Series X.
HT-A5000 og HT-A7000 blev lanceret i 2021 og 2022 som Sonys første soundbarer med understøttelse af 4K120 (med HDR) passthrough. Det indebærer, at PS5 og Xbox Series X kan tilsluttes direkte til soundbarens HDMI-indgang og at 4K120 stadig når videre til et 4K TV med HDMI 2.1. HT-A9 er også fra 2021.
Udfordringen var, at soundbarerne og lydsystemet ikke understøttede passthrough af HDMI 2.1's ALLM (Auto Low Latency Mode), der bruges til automatisk skift ind/ud af TV'ets Game-tilstand, samt VRR (Variable Refresh Rate), der sørger for mere flydende spil med lavere input-forsinkelse.
ALLM og VRR understøttes i dag af både PlayStation 5 og Xbox Series X.
Det er samme situation som på AV-receivere. Hvis man vil tilslutte en spilkonsol direkte til en receiver, så skal receiveren understøtte alle de specifikke HDMI-funktioner. Alternativet er at tilslutte spilkonsollen direkte til TV'et og bruge TV'ets eARC-port til at sende lyden tilbage til receiver/soundbar.
Firmware udrulles nu
Firmwaren, der tilføjer ALLM og VRR, ruller ud nu til Sony HT-A5000 som version 1.769 samt til Sony HT-A7000 og HT-A9 som version 1.779.

Sony HT-A7000. Foto: Flatpanels
Firmwaren er tilgængelig til download og installation via USB-nøgle i Danmark og andre regioner, og bør også snart dukke op som en opdatering direkte på din enhed.
Læs også: Første lyt: Sonys økosystem af 360 Spatial Sound produkter
Lydsystemerne vil desuden understøtte Sonys 'Perfect for PlayStation'-funktioner, hvoraf den ene er baseret på ALLM og den anden baseret på HGiG til automatisk HDR tone-mapping i konsolspil.
Se tabellen for mere information inkl. download-links.
ALLM/VRR firmware-opdatering til Sony lydsystemer
Flatpanels