Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste lyt: Sonys økosystem af 360 Spatial Sound produkter - FlatpanelsDK

Første lyt: Sonys økosystem af 360 Spatial Sound produkter

10 Oct 2022 | Rasmus Larsen |

Flatpanels besøgte STMPD Studios i Amsterdam til en Sony-præsentation for at få mere indsigt i, hvordan professionelle indenfor film og musik arbejder med Dolby Atmos og objekt-baseret lyd i almindelighed, og for at opleve Sonys '360 Spatial Sound'-økosystem.

STMPD er Amsterdams største og mest avancerede optagestudie. Det er også udstyret med et af kun 9 certificerede Atmos Premier Studios (højeste certificering) på verdensplan; en 135m2 mix scene med en SRX-R510P 4K DCI projektor og 51 højttalere, som bruges til at mikse surround sound og Dolby Atmos til biograf (DCP) og hjemmeunderholdning (Blu-ray, Netflix etc.). 26 surroundhøjttalere, 16 lofthøjttalere og 9 subwoofere, såfremt vi fik noteret korrekt.


STMPD Amsterdam

Atmos Premier Studio mix stage indeni STMPD i Amsterdam. Foto: Flatpanels

Så hvordan arbejder professionelle filmfolk med Dolby Atmos i en mix stage såsom STMPD? Flatpanels optog en kort video der demonstrerer, hvordan Atmos-lydobjekter kan styres, mikses og evalueres i software. Samme video indeholder en demonstration af, hvordan musik mikses i objekt-baseret lyd (musikdelen omtales senere i artiklen).
Flatpanels fik også mulighed for at se og lytte til en håndfuld mix og filmklip i STMPD's Atmos Premier Studio. Det var en vidunderlig oplevelse, som giver en klar forståelse af potentialet i Dolby Atmos og objekt-baseret lyd i almindelighed, hvilket grundlæggende adskiller fra traditional kanal-baserede 5.1 eller 7.1 lydformater, hvor lyden på forhånd er mikset til et fastsat antal lydkanaler. Hvis du har set en film med et godt Atmos-soundtrack i en af de førende biografer, så ved du, hvad vi snakker om. Det er ikke en opsætning, som man kan replikere derhjemme, idet Dolby Atmos til biografer understøtter flere højttalere end Dolby Atmos til hjemmeunderholdning. Man kan dog nærme sig, hvilket er årsagen til, at Sony havde inviteret os indenfor i STMPD i Amsterdam. For at give os en reference og for første gang efter et par år med nedlukninger og rejserestriktioner at demonstrere det nye '360 Spatial Sound'-økosystem.

Atmos mixing cinema

Dolby Atmos kan bruge op til 128 lydobjekter, der ses i venstre panel (grønne prikker er aktive objekter). Foto: Flatpanels

360 Spatial Sound økosystem

Sony lancerede sin første Dolby Atmos soundbar (HT-ST5000) i 2017 og selvom flere anmeldere og købere roste ST5000, manglede den fleksibilitet herunder mulighed for baghøjttalere. Køberne ønskede en bedre Atmos-oplevelse i stuen og Sony har lyttet til feedback. I 2021 lancerede Sony en opgraderet version (HT-A7000) med loft og side-vendte højttalere samt HT-A9 systemet (anmeldelse kommer snart). I 2022 har selskabet tilføjet yderligere soundbarer og baghøjttalere til dette lille økosystem af 360 Spatial Sound-produkter for at give købere fleksibiliteten til at udbygge med ekstra højttalere på købstidspunktet eller senere hen.

Sonys 360 Spatial Sound produkter

SoundbarerHT systemBaghøjttalereSubwoofere
HT-A3000 (3.1 kanal)
HT-A5000 (5.1.2 kanal)
HT-A7000 (7.1.2 kanal)
HT-A9SA-RS3
SA-RS5 (loft-lyd + batteri)
SA-SW3 (200W)
SA-SW5 (300W)
Hvis alt dette kommer som en nyhed for dig, så er det forståeligt. Nedlukningerne og de mange følgevirkninger har gjort det vanskeligt for Sony at få fat i de nødvendige komponenter til deres nye højttalerprodukter, hvorfor de har været i restordre eller slet ikke været at finde hos forhandlere i Danmark og udland. Situationen er begyndt at løsne op, oplyser selskabet.
Sony 360 Spatial Sound
Sonys SA-RS5 baghøjttalere kan også køre på batteri i op til 10 timer. Foto: Flatpanels
Er dette Sonys svar på Sonos? Repræsentanterne i Amsterdam ville ikke gå så langt og love, at alle fremtidige højttalere vil kunne forbindes til eksisterende soundbarer – vi må vente og se. Som vi så ofte gør, påpegede vi, at nøglen til at få bedre lyd ind i forbrugernes stuer i vores optik er at tilbyde fleksibilitet og ikke mindst trådløse løsninger. Man skal selvfølgelig stadig have strømkabler, men det havde Sony en delvis løsning på. De trådløse SA-RS5 baghøjttalere kan køre på batteri i op til 10 timer. Den vigtigste udvikling er imidlertid '360 Spatial Sound Mapping'-teknologien, som er indbygget i de nye soundbarer og HT-A9, påpegede Sony. Den "måler den relative højde og position af hver højttaler og, baseret på positionering, syntetiserer lydbølger" for at skabe, hvad Sony ynder at kalde "fantomhøjttalere"; et udvidet lydbillede skabt af lydreflektioner på vægge og loft.

360 Spatial Sound Mapping

Sonys tre soundbarer med 360 Spatial Sound Mapping. Foto: Flatpanels

Sport, Spil, Film, Musik

Udover Dolby Atmos mix stage-rummet, deltog Flatpanels ved fire sessioner med formålet at demonstrere Sonys 360 Spatial Sound-produkter; sport, spil, film og musik. Til sportsdemonstrationen havde Sony hentet Felix Krückels ind, lydtekniker for Bundesligaen, for at fortælle om, hvordan objekt-baseret lyd bruges til at forbedre seeroplevelsen hjemme i stuen. Udover Bundesliga transmitteres den britiske Premier League i Dolby Atmos, men herhjemme i Danmark må vi nøjes. Seere i Tyskland og England kan se fodbold med et udvidet lydbillede, hvor man som seer føler sig mere "til stede" på stadion. Sonys HT-A5000 med baghøjttalere formåede at skabe en sådan fordybende atmosfære, der fungerer rigtig godt til sport med publikum. Nogle gange kunne vi sågar høre råben fra sidelinjen på grund af de mange stadionmikrofoner, der anvendes.

Football in Dolby Atmos

Felix Krückels taler om de mikrofoner, der bruges til at optage lyd under Bundesliga-kampe. Foto: Flatpanels

Football in Dolby Atmos

Felix Krückels taler om de mikrofoner, der bruges til at optage lyd under Bundesliga-kampe. Foto: Flatpanels

Felix Krückels drager senere på året til Qatar for at hjælpe med at mikse lyden under VM i 2022 til det rå feed, som tv-stationer kan udsende som Dolby Atmos eller MPEG-H (lydformat). Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor mange stationer verden over, der vil transmittere i denne forbedrede type lyd (og 4K HDR). Der er heller ikke blevet meldt konkret ud i Danmark endnu. Som du måske ved så kan Dolby Atmos og MPEG-H, fordi de er objekt-baserede lydformater, i teorien give mulighed for tænde og slukke for specifikke lydobjekter. Lige nu har nogle kampe i England og Tyskland valgfrie kommentarspor på forskellige sprog, men forskellige andre funktioner, der endnu ikke er taget i brug hos seerne, er også mulige.

PS5 GT7 audio

GT7 på PS5 med Sonys HT-A5000 soundbar plus baghøjttalere. Foto: Flatpanels

Til spildemoen brugte Sony naturligvis PlayStation 5. Konsollen var forbundet til rat og pedaler med HT-A5000 soundbar plus baghøjttalere. Vi spillede Gran Turismo 7. Det var en fin oplevelse og racersimulatorer fungerer godt i surroundlyd, når man overhaler – eller bliver overhalet – på asfalten. Oplevelsen blev dog hæmmet af PS5's manglende evne til at udsende 3D-lyd (Tempest) til soundbarer og receivere samt konsollens manglende understøttelse af Dolby Atmos, så det var traditionel surround og vi lagde ikke rigtig mærke til effekterne af Sonys "fantomhøjttalere" her. Vi gik videre til filmdemoen og så et klip fra The Batman (elevatorscenen). En HT-A7000 soundbar forbundet til en SW5 subwoofer og SR5 baghøjttalere formåede at gengive et bredt og relativt kraftfuldt lydbillede, hvor vi faktisk kunne høre lydeffekter ovenover lyttepositionen – i andre demoer kæmpede soundbarerne med det. Når der høres lydeffekter over lyttepositionen, er det svært ikke at smile, idet udvidelsen af lyd til lodret perspektiv er en unik egenskab ved objekt-baserede lydformater. Læs også: Guide: Dolby Atmos i hjemmet Vi lyttede også til Dolbys egne Atmos-testklip, hvor vi bemærkede, at Sonys 360-systems evne til at genskabe lydeffekter fra venstre og højre havde en tendens til at blive utydelig. En af Sonys ingeniører forklarede, at 360 Sound Mapping-teknologien med vilje er designet til ofte at skabe diffuse lydeffekter, idet lydeffekter, der er for direkte, kan trække seeren ud af fordybelsen, lød argumentet. Således bruges de sidevendte "beam"-højttalere i Sonys soundbarer ikke kun til sidelyd, men også til at skabe et bredere lydperspektiv. Ikke desto mindre oplevede vi, sammenlignet med STMPD's Dolby Atmos mix stage, et manglede lydperspektiv over hovedet og til siderne – baghøjttalerne var godt med. Dette er i øvrigt ikke særegent for Sonys soundbarer – der er naturligvis begrænsninger for, hvad en soundbar kan præstere.

STMPD Amsterdam

Dolby Atmos filmdemoer med Sonys HT-A7000 soundbar plus baghøjttalere og subwoofer. Foto: Flatpanels

Vi så dernæst scenen fra No Time to Die, hvor Bonds Aston Martin DB5 bliver beskudt fra alle sider. Et sjovt tilfælde, fordi vi et par uger forinden havde set samme scene under Bang & Olufsens lancering af Beosound Theatre, som leverer en mere imponerende samlet lydoplevelse og Atmos-effekt. Ikke overraskende i og med, at Beosound Theater er et langt dyrere produkt, men det understreger alligevel en vigtig pointe, synes vi. Der er stadig et så stort uudnyttet potentiale i objekt-baseret lyd, at vi forventer trinvise og væsentlige forbedringer i hjemmebiografen fortsætte mange år endnu. Til sidst ønskede Sony at demonstrere musik i eget 360 Reality Audio-format, baseret på MPEG-H, på HT-A7000 soundbaren med baghøjttalere, uden subwoofer. Sony havde til seancen hentet Maria Triana, Mastering Engineer, ind. Hun har tidligere arbejdet primært med stereomusik, men arbejder nu mere og mere med "immersive" musikmix, som hun kaldte det, altså objekt-baseret musik. "Stereo er komprimeret til venstre og højre (kanal, red), og bassen bliver så komprimeret", sagde hun med henvisning til det kanalbaserede stereo-format og tilføjede, at "immersive giver os meget mere frirum", hvilket hun mener faktisk kan tjene som modvægt til 'loudness war'. Instrumenter kan lagres som særskilte objekter, så de ikke drukner i lydbilledet, hvilket de har en tendens til i et stereomix.

Music 360 Reality Audio

Lyttetest med Maria Triana synkroniseret til mixing-softwaren der viser lydobjekterne. Foto: Flatpanels

Vi lyttede til et par numre, som Maria Triana for nylig har mikset i 360 Reality Audio, og forskellen – når det gøres rigtigt – er slående selv med en soundbar og baghøjttalere (vi foretrækker hovedtelefoner til objekt-baseret lyd). Mens vi lyttede til en italiensk sang, fortalte hun, hvordan hun havde tilstræbt "intimitet" i nummeret, hvilket var en passende beskrivelse. Der var en stemning og atmosfære, som man ikke får med stereo. Objekt-baseret lyd gør det muligt for musikskabere at "arbejde med hele rummet", sagde hun. Det var en pointe, som Sander van der Heide, Mastering Engineer, også lagde vægt på under en særskilt seance i Atmos mix stage: "Du har brug for de refleksioner til at skabe stemningen", sagde han med henvisning til loft- og sideeffekter i både film og musik. Det er vigtigt for at kunne genskabe autentisk akustik, understregede han. Hvis du stadig fnyser, når termerne "immersive" eller objekt-baseret nævnes i sammenhæng med musik, så forstår vi hvorfor. Musik i multikanalslyd på DVD Audio endte som et fejlskud og ofte lidt for gimmick-agtigt. Maria Triana var tøvende med at svare på vores spørgsmål om i hvilken grad, multikanalsmusik genbruges til udgivelser i Dolby Atmos og 360 Reality Audio, men hun indrømmede, at nogle numre derude er optagelser i multikanal eller "quad" (4.0), som nu genudgives i en objekt-baseret container. Det er noget, hun advarede om, for at undgå, at opfattelsen af objekt-baseret lyd udvandes. Når det er produceret og mikset rigtigt, kan musik i objekt-baseret format omvendt lyde vidunderligt. Det kan vi skrive under på og vi opfordrer dig til at give det en chance iført gode høretelefoner. Så hvorfor inviterede Sony os til STMPD i Amsterdam? Som du måske ved, laver Sony andet end forbrugerelektronik. Selskabet har dybe rødder i Hollywood og musikindustrien gennem Sony Pictures Entertainment og Sony Music Entertainment. 360 Reality Audio, Dolby Atmos, MPEG-H og andre objekt-baserede lydformater er stadig i den spæde fase så ved at give skaberne en stemme, håber Sony at kunne kaste lys over den kreative proces med målet om at producere bedre lydoplevelser, hvilket Sony naturligvis helst vil have dig til at opleve på produkter med Sony-logo på. Sony er selvsagt ikke alene i feltet – det er en trend i hele branchen – men vi kan godt lidt den fleksibilitet, som det japanske selskab byder ind med. Næste skridt? Tjo, hvis du spørger os, bør Sony og andre fortsætte ned ad denne vej, klippe HDMI-kablet mellem TV og soundbar med et trådløst tabsfrit link, og stræbe efter at lave endnu bedre trådløse højttalere i fremtiden. Potentialet er stort.



Flere fokusartikler

DRTV om 4K-streaming, TV-apps, lyd og HbbTV

11 Nov 2022 |

Nye EU-energikrav kan føre til salgsstop af 8K TV næste år

13 Oct 2022 |

Første lyt: Sonys økosystem af 360 Spatial Sound produkter

10 Oct 2022 |

Første kig: Philips' nye generation af Ambilight med Aurora

06 Oct 2022 |

Hvorfor du ikke bør bruge PlayStation og Xbox til streaming

05 Oct 2022 |