Sony planlægger at lancere PlayStation 5 Pro i november 2024 med højere 4K-billedfrekvenser, 8K-support og forbedret ray-tracing, ifølge en troværdig person.
Tom Henderson har tidligere lækket korrekt information forud for den officielle annoncering om Sonys DualSense Edge controller og den håndholdte 'Project Q', som Sony har sagt skal lanceres senere på året.
Han hævder nu at vide, at en mere kraftfuld konsol, med kodenavnet 'Trinity', har været under udvikling siden 2022, og at det er PlayStation 5 Pro.
Som du måske husker, så gik PlayStation 4 Pro under kodenavnet 'Neo' og PlayStation VR under kodenavnet 'Morpheus' – referencer til Matrix.
Bedre 4K, 8K, ray-tracing
Henderson hævder, at PlayStation 5 Pro vil byde på forbedret 4K, 8K og ray-tracing. Ray-tracing er en teknologi, der kan bruges til at forbedre lys, skygger og lyd i spil ved at kalkulere "strålen" gennem scenen.
- "Med hensyn til konsollens mål for ydeevne og som forventet, vil PlayStation 5 Pro sigte mod forbedret og mere konsistent FPS ved 4K-opløsning, en ny 'performance mode' til 8K-opløsning og accelereret ray-tracing," skriver Tom Henderson på KeytoGaming.
Læs også: PlayStation 5's 8K-videosupport mangler stadig efter 2 år
Han hævder endvidere, at PS5 Pro vil levere "30 WGP og 18000mts hukommelse". Den eksisterende PlayStation 5 er specificeret til 18 WGP (Workgroup Processors), så det vil repræsentere en væsentlig opgradering på grafikområdet.
Kommer i slutningen af 2024
Spilstudier vil angiveligt modtage udviklereksemplarer inden udgangen af november 2023, men forbrugere må vente yderligere et år.
- "PlayStation 5 Pro er under udvikling og sigter mod en udgivelsesdato i november 2024," tilføjer Henderson.
Hvad angår den normale PlayStation 5, så har vi tidligere hørt, at Sony planlægger at lancere en PlayStation 5 uden disc-drev i september 2023. Et matchende disc-drev vil blive solgt separat.
- Kilde: KeytoGaming (Tom Henderson)