Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonStor analyse: Streaming nu mere udbredt end traditionelt tv - FlatpanelsDK

Stor analyse: Streaming nu mere udbredt end traditionelt tv

08 Nov 2022 | Per Fanefjord Laursen |

Streaming er blevet mere mainstream end traditionelt tv i 2022. Det viser en ny omfattende trendanalyse, udført af TV 2 baseret på Nielsens seerdata fra hele 2022 til dato.

Streaming er nu mere udbredt blandt danskerne end traditionelt distribueret tv. I 2022 streamer 3,7 millioner mennesker i Danmark hver uge, hvilket svarer til 65 procent, mens kun lige over halvdelen, 54 procent eller 3 mio. danskere, ser traditionelt tv ugentligt. 

Frederik Barnholdt
Frederik Barnholdt. Foto: TV 2
- "I takt med at der kommer nye tjenester og indholdskataloger via streaming, bliver streaming også relevant for de ældre aldersgrupper, der måske ellers ikke ville have tilvalgt streaming i samme grad som de unge, der var frontløbere," siger Head of Market & Performance Measurement hos TV 2, Frederik Barnholdt.  Tidligere var det Netflix og unge, der drev fremgangen på streamingmarkedet, men fremdrift findes nu især blandt de danske streamingtjenester, eksempelvis tv-distributørernes tjenester, som især har fået de ældre aldersgrupper med på streamingbølgen. 

Forældregeneration tager føring

De 31-50-årige streamer film, tv og serier som aldrig før. Hver uge streamer 78 procent af danskerne i denne aldersgruppe, og med 74 daglige minutters streaming har de etablerede voksne overhalet den digitale ungdom på streamingforbrug. Det var de unge, der de tidlige streaming-år var med til at drive væksten. Men streaming har ikke længere størst udbredelse i den unge aldersgruppe, for medieforbrug handler også om, hvor man er livet. I alderen 31 til 50 år er de fleste etableret med familie og børn og tilbringer flere timer i hjemmet, påpeger Frederik Barnholdt.  De unges streamingforbrug er dog fortsat højt. Ifølge Nielsens seermåling streamer 72 procent af de 21-30-årige hver uge, og det gennemsnitlige daglige streamingforbrug er 69 minutter. 

Streaming i Danmark

Kilde: Nielsen / TV 2

Unge skal også pleje social media

TV 2s analyse af Nielsens data konkluderer, at der ikke er tale om et fald i de unges streamingforbrug, men snarere en mætning. Døgnet har kun 24 timer, og unge navigerer i høj grad på tværs af mange digitale platforme og tjenester. Alene på sociale medier bruger de i gennemsnit tre timer dagligt. Set i det lys er det ikke unaturligt, at deres streamingforbrug er mættet, og at det nu er de voksne aldersgrupper, der driver væksten. 

Vi bruger fortsat meget tid på traditionelt tv

Den voksende udbredelse på streaming betyder ikke, at danskerne ikke længere bruger tid på traditionelt tv. I Danmark bruges i 2022 104 minutter dagligt på at broadcaste og 62 minutter dagligt på at streame på streamingtjenester. Tiden brugt på broadcast er faldende til fordel for streamingforbrug, men størstedelen af danskernes tv-minutter ligger stadig på broadcast. Det er de ældre over 71 år, der hiver gennemsnittet op. Det er bemærkelsesværdigt, at forbruget af traditionelt tv fortsat er 54 daglige minutter hos de 31-50-årige, som samtidig er en aldersgruppe, der ligger højt på streamingforbrug, siger Frederik Barnholdt 

Streaming i Danmark

Kilde: Nielsen / TV 2

Falsk modsætning

TV 2s Frederik Barnholdt foreslår videre, at man bør undgå at betragte flow-tv og streaming som modsætninger og konkurrenter. Det er en forkert præmis, streaming er ikke alene forbrug af on-demand-indhold.  - "Flow-tv er meget mere end de brede programflader, som dem vi kender fra tv-kanalerne. Betegnelsen flow-tv handler i bund og grund om, at indhold er tilrettelagt og tidsbestemt for dig. Der findes masser af eksempler på netop den type indhold, der også hitter blandt de helt unge. Tænk på et medie som Twitch, der er verdens største livestreaming-platform inden for gaming med 150 millioner aktive brugere," siger han..

Om Nielsens seermålinger

TV 2s seeranalyse er baseret på Nielsens målinger af seeradfærd i et repræsentativt panel – et såkaldt ”mini-Danmark” bestående af 1750 husstande med i alt 3500 personer – samt en censusmåling til at fange nichefænomener. Målingen af seeradfærden sker via forskellige typer hardware installeret i panelisternes hjem, som registrerer, hvad, hvornår og hvor der ses indhold via streaming og broadcast samt hvem i husstanden, der gør det.  Seerundersøgelsen leverer dagligt data om danskernes adfærd på broadcast og streaming, der udgør en fælles ”markedsvaluta”, og er et samarbejde mellem DR, TV 2, Viaplay Group, Discovery og Disney. 
Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

PlayStation VR2 virker snart med PC'en inkl. Steams VR-spil

04 Jun 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Apple TV+ i maj

04 Jun 2024 |

Første test af live-tv over 5G i Danmark

04 Jun 2024 |

Massiv stigning af tv-pirater i Norden

03 Jun 2024 |

Acer afslører sine første 480Hz OLED-monitorer & Google TV-monitorer

03 Jun 2024 |

Netflix appen fjernes på 2014 Sony TV

03 Jun 2024 |