Amazon betalte næsten 250 mio. dollars alene for tv-rettighederne til Ringenes herre. Aftalen fandt på plads med opbakning fra én af de store J.R.R. Tolkien fans, Jeff Bezos.
Nu har Amazon en chance for at tilføre sin Prime Video-tjeneste, hvad Transparent, der havde premiere i 2014, og The Terminal List ikke kunne levere; en franchise, der afføder spin-offs, merchandise og kulturel samtale som eksempelvis Game of Thrones også gjorde.
- ”Mens andre streamingtjenester konsoliderer og gentænker deres serieudvikling – for eksempel Warner Bro. Discovery – trykker Prime Video nu på speederen," sagde tv-veteran Keld Reinicke på CPH TV Festival, hvor Flatpanels lyttede med.
De to første afsnit af The Lord of the Rings: The Rings of Power har premiere 2. september kl. 03.00 dansk tid, og seks yderligere følger ugentligt hver fredag frem til sæsonfinalen den 14. oktober. Vi henviser til tabellen nederst. Der streames i HDR-format. Opdatering: Også 4K, Dolby Vision og Dolby Atmos.
- ”Mit bud er, at ’Ringenes herre’-serien bliver en regulær game changer for Prime Video i Danmark – og andre markeder – med hensyn til markedsprofil og abonnementstilvækst. Jeg spår også, at Prime Video vil kunne nærme sig Netflixs globale abonnementstal på ca. 220 mio., men dog ikke overhale dem," sagde han.

Tv-veteran Keld Reinicke gav på CPH TV Festival et overblik over tv-markedet anno 2022. Foto: CPH TV Festival
Dyreste tv-sæson nogensinde
Det er den dyreste tv-sæson, der nogensinde er lavet. The Rings of Power-regningen løber op i omkring 715 mio. dollars (over 5,3 mia. DKK), eller omkring 5.143.885 årlige Prime-abonnementer – 0,15% af Amazons 2021-omsætning og cirka en-femtedel af, hvad New Zealand, hvor serien blev filmet, tildelte sit forsvarsbudget i år, ifølge Wall Street Journal.
Serien er baseret på J.R.R Tolkiens Ringenes herre og appendixer. Den udspiller sig i Middle-Earths anden tidsalder tusinder af år før begivenhederne i Peter Jacksons seks film.
The Rings of Power ankommer kun to uger efter, at en ny Game of Thrones-serie havde premiere med imponerende brugertal på HBO. Allerede ved årsskiftet udtrykte Keld Reinicke forventningsglæde til om den forestående "Dragernes Kamp" i 2022. Altså, at den nye House of the Dragon går i konkurrence med Ringenes herre tv-serien i anden halvdel af 2022.
- "Der er tilsyneladende mange drager i begge serier, så HBO Max og Prime Video skal udkæmpe en kamp på flotteste fantasy-drama – og de bedste drager. Det er et spændende opgør," lød det forventningsfuldt.

'The Rings of Power' på Prime Video. Screenshot: Flatpanels
Nordiske serier fra Amazon
Prime Video har desuden skandinaviske serier på agendaen, oplyste man på CPH TV Festival. Den første bliver tilsyneladende svensk, men der er også en dansk serie i udvikling.
- "Vi er villige til at tage vældigt store chancer i forhold til indhold, budget og tanker,” sagde Prime Videos nordiske chef for indkøb, Andreas Hjertø.
Læs også: Travl filmsommer erstattes af filmtørke og store tv-serier
Prime Video koster 45 kr/md. efter en gratis prøveperiode. Amazon hævede for nylig prisen på Prime i udlandet, men dette gælder ikke Danmark, hvor vi kun har streamingtjenesten.
The Rings of Power – tidspunkter
Premiere (2 episoder):
18.00 PDT // Torsdag, 1. september
21.00 EDT // Torsdag, 1. september
22.00 Brazil // Torsdag, 1. september
02.00 UK // Fredag, 2. september
03.00 CEST // Fredag, 2. september inkl. Danmark (natten fra torsdag den 1. september til fredag den 2. september)
05.30 IST // Fredag, 2. september
10.00 JST // Fredag, 2. september
11.00 AU // Fredag, 2. september
13.00 NZ // Fredag, 2. september
Nye episoder ugentligt indtil sæsonfinalen (14. oktober):
21.00 PDT // Torsdage
00.00 EDT // Fredage
01.00 Brazil // Fredage
05.00 UK // Fredage
06.00 CEST // Fredage
09.30 IST // Fredage
13.00 JST // Fredage
14.00 AU // Fredage
16.00 NZ // Fredage |
Flatpanels