Der er massiv interesse og hype omkring aktuelle tv-serier, ikke mindst "originals" fra streamingtjenesterne. Men hvad er realiteterne, spørger Det Danske Filminstitut.
Netflix, Disney+ og HBO Max har i år eksklusive premierer på et voksende antal originals, altså egenproducerede produktioner.
Interessen for aktuelle tv-serier, hvor streaming er primære platform, er svimlende i både fagpresse og mainstream-pressen. Men hvad er realiteterne?
Det Danske Filminstitut har længe haft et kritisk blik på hype vs. realiteter. Filminstituttet moniterer løbende, hvor stor gennemslagskraft danske og udenlandske film og tv-serier reelt har i befolkningen. Ikke hvad presseovervågningen afspejler, men hvad danskerne har set.
- "Vi har de senere år gjort meget for at skabe kontekst og sammenhæng i den måde, vi vurderer og omtaler, om serier og film publikumsmæssigt er store eller ej. Derfor spørger vi løbende alle danskere mellem 15 og 79 år, hvad de rent faktisk har set," siger strategisk leder Sanne Juncker Pedersen, DFI, i et interview med Flatpanels.
Omtale ikke lig med høje seertal
Den danske serie Kastanjemanden fra Netflix har eksempelvis nydt betydelig pressebevågenhed, og er indtil nu set af 1,3 mio. danskere, hvilket svarer til 29%. Det er samme niveau som TV 2's lidt mindre ombejlede Hvide sande.
Læs også: Netflix og TV 2 stopper produktion af nye danske serier
Men hvor mange fik set titler som Kamikaze og The Tinder Swindler, og hvordan gik det med HBO Max' And Just Like That, den temmelig hypede reboot af Sex and the City?
Dokumentaren The Tinder Swindler er set af 8%, And Just Like That er set af 7%, mens Kamikaze’, som retfærdigvis er meget ny, er set af 3%, viser DFIs tal.
- "Sidste år oplevede vi også, at ’The Handmaid’s Tales’ var meget omtalt og ombejlet, men realiteten er, at den har haft samme seeropbakning som TV 2s Minkavlerne, som ikke høstede samme pressemæssige opmærksomhed. Man kunne også få det indtryk, at den svenske ’Young Royals’ på Netflix er et kæmpe hit blandt unge, men den har indtil videre en forsvindende lille seeropbakning i Danmark,” påpeger Sanne Juncker Pedersen, og tilføjer:
- "Selvom der er andre succeskriterier end antal publikummer, så har vi brug for et oplyst grundlag at tale ud fra."

Udenlandske tjenester vinder indpas men DR og TV 2 når stadig bredest ud med serier såsom Badehotellet
Al distribution tæller
Instituttet måler den faktiske udbredelse og publikumsprofil på et stort udvalg af film og serier. Respondenterne angiver selv, om de har set de film og serier, der er med i analysen, eller ej.
- "Vi vil afspejle den samlede distribution af en serie eller film. Derfor måler vi både på titler, der har haft én eksklusiv distributionsplatform, som fx Netflix' 'originals', og på film og serier, som har haft flere distributionsvinduer i kombination, f.eks. biograf og streaming eller flow-tv og streaming," siger Sanne Juncker Pedersen.
Og de skal minimum have set tre afsnit af en serie eller hele filmen, før de tæller som en seer eller publikum.
Mest sete: Udvalgte, nyere tv-serier
| Tjeneste
| Andel af danskere | Antal danskere |
---|
Badehotellet | TV 2 | 47% | 2,32 mio. |
Rita | TV 2 / Netflix | 40% | 1,83 mio. |
Broen | DR1 | 34% | 1,69 mio. |
Kastanjemanden | Netflix | 29% | 1,43 mio. |
Hvide sande | TV 2 | 29% | 1,42 mio. |
Game of Thrones | HBO Max | 27% | 1,32 mio. |
Sygeplejerskolen | TV 2 Charlie | 26% | 1,19 mio. |
Klovn sæson 8 | TV 2 Play / Zulu | 25% | 1,15 mio. |
Sommerdahl | TV 2 | 23% | 1,14 mio. |
Vikings | HBO Max | 22% | 1,08 mio. |
Herrens veje | DR1 | 21% | 1,04 mio. |
Ulven kommer | DR1 | 20% | 0,98 mio. |
The Crown | Netflix | 20% | 0,98 mio. |
Samlet sening af udvalgte, relativt aktuelle titler. Dvs. uden Matador, Krøniken, Forbrydelsen, Venner m.fl. Seningen er til og med 2022.
Se alle data og titler her.
Om DFIs analyser
Konklusionerne er baseret på data fra Filminstituttets nyeste undersøgelse om danskernes brug af et stort udvalg af film og serier. Den nyeste kvantitative dataindsamling fra marts 2022 er baseret på 2.500 interviews i et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 15 år+ samt interviews med 1.200 børn i alderen 7-14 år. Data indsamles online via et repræsentativt danmarkspanel i samarbejde med analysebureauet YouGov.
|
Flatpanels