Du bør måske overveje at vente med at købe det første 42-tommer OLED TV på markedet, idet de første eksemplarer anvender et ældre panel. LG siger, at man snart vil skifte til WBE (OLED EX) paneler.
OLED EX, eller WBE
HDTVTest fik for nylig fingrene i et af de første 42-tommer LG C2 OLED TV og kunne konstatere, at det bruger det konventionelle panel, også kendt som WBC.
LG Electronics har sidenhen bekræftet overfor koreanske KBench, at man i øjeblikket bruger WBC i 42-tommer modellen, men at man vil skifte til det nyere WBE OLED-panel gradvist efter andet kvartal. I starten vil de 42-tommer LG C2, som findes i butikkerne, derfor byde på et miks af paneler.
- "Som svar forklarede LG Electronics, at det er rigtigt, at der er et miks af WBC og WBE i 42-tommer OLED TV EVO, og at det er en uundgåelig situation pga. forsyningssituationen af LG Displays panel. WBE-paneler vil blive anvendt sekventielt efter 2. kvartal," står der i artiklen.
WBE-panelet er af LG Display (panelproducenten) blevet døbt OLED EX i år. LG Display vil konvertere alle sine produktionsfaciliteter i Sydkorea og Kina til at producere WBE-paneler fra 2. kvartal 2022. Det blev bekræftet sidste år.
- "WBC og WBE refererer til et sæt materialer, der anvendes til OLED-paneler, og LG Electronics har anvendt WBE-paneler til EVO-serien siden sidste år. LG Display har brandet WBE-panelet som OLED.EX fra i år," fremgår det videre.

48" LG C2 (venstre) og 42" LG C2 (højre)
Forvent ikke højere lysstyrke
Du skal dog ikke forvente, at fremtidige 42-tommer C2 OLED TV bliver mere lysstærke, idet LG Electronics har udtalt, at de ikke vil markedsføre 42- og 48-tommer C2 som havende 'Brightness Booster'. De er ikke lige så lysstyrke på grund af den højere pixeltæthed - kun de større C2 vil levere den højere lysstyrke.
Det nye deuterium-baserede OLED EX-panel giver også fordele såsom forbedret energieffektivitet og længere levetid samt slankere rammer om panelet.
Læs også: Første indtryk: LG 2022 OLED TV (A2, C2, G2, Z2))
LG Electronics bruger ikke OLED EX-navnet i sin markedsføring, men i stedet egen 'OLED Evo' branding der dækker over yderligere systemer. Selskabet har dog bekræftet, at man i de nye C2 og G2 serier bruger "et avanceret panel", der er "meget lig" OLED EX. LG Display er i øjeblikket den eneste leverandør af OLED TV-paneler.
- Kilde: KBench, HDTVTest