Efter Paramount+ rykkede ind som 'kanal', rykker Disney+ nu ind som første tredjeparts-integration i Apple TV app'en i Danmark. Disney+ indhold vises i køen, universalsøgning mv.
Næste skridt
Apple forestiller sig, at Apple TV app'en kan blive en slags moderne tv-guide. Hvor indhold fra partnere – foruden eget indhold – samles og organiseres, og hvor brugerne kan søge efter indhold på tværs af tjenesterne.
Da app'en kom til Danmark i maj 2019 var det kun med iTunes-filmkatalog og TV+. Først for nylig med dansk lancering af Paramount+ kom første store partner i folden. Paramount+ er fuldintegreret som 'kanal', hvilket vil sige, at indholdet også fremgår i Apple TV app'en til Chromecast, Smart TV, spilkonsoller mv.
Nu tages næste skridt med Disney+, som bliver første såkaldte tredjeparts-integration i Danmark. Det vil sige, at Disney+ titler fremgår af brugerfladen samt video-køen. Søger man efter 'Raya og den sidste drage', så får man valget om at se filmen på Disney+ eller leje/købe på iTunes. Trykker man play, så åbnes Disney+ app'en, hvorfra filmen afspilles.
Hvad man ikke får ved tredjeparts-integration, er mulighed for at søge Disney+ indhold frem i Apple TV app'en på andre platforme end iOS og tvOS (i Apple TV-boks).

Disney+ er nu integreret i Apple TV app'en i Danmark
Har virket længe i Norge & Sverige
Andre parter har oplyst Flatpanels om, at der hidtil har været lukket for tredjeparts-integration i Apple TV app'en i Danmark. Det virker nu på tvOS 14.5 og tvOS 14.6 beta – muligvis også tidligere versioner.
I Sverige og Norge har det virket længe. Her indgår bl.a. Amazon, Canal Digital, C More, Discovery+, Hayu, HBO Nordic, Netflix (kun originals) og Viaplay.
Læs også: tvOS 14.5 frigivet med PS5/XSX controller-support, 'Farvebalance'-kalibrering
Flatpanels afventer svar på, om flere tjenester følger i Danmark i nærmeste fremtid.
Før Disney+ indhold integreres i Apple TV app, skal man tilknytte tjenesten. Det gøres første gang man starter afspilning af en Disney+ titel fra app'en (se nedenfor). Man kan fortsat bruge den særskilte Disney+ app.

Disney+ er nu integreret i Apple TV app'en i Danmark

Der søges på tværs af tjenester og app'en viser forskellige muligheder

Disney+ skal tilknyttes før integrationen virker
- tak for tip, Flemming!