De nye OLED-skærme fra LG har ladet vente på sig, men er nu endelig landet i danske butikker. LG C9 og E9 byder bl.a. på HDMI 2.1 og lanceres i 55 til 77 tommer til en startpris på 19.000 kroner.
LG 2019 OLED
LG tager et vigtigt skridt i år med integration af HDMI 2.1 porte og funktionalitet. Den sydkoreanske producent er alene om at tilbyde HDMI 2.1 i 4K-skærme.
HDMI 2.1 er begrænset anvendeligt lige her og nu, men allerede næste år lancerer Sony og Microsoft med al sandsynlighed nye spilkonsoller, der med HDMI 2.1 løfter spiloplevelsen ved at muliggøre spil i 4K-opløsning og op til120 billeder per sekund samt variabel billedfrekvens (VRR). De nye OLED-skærme fra LG er klar.
Læs også: HDMI 2.1 er klar - 8K/10K, eARC, variabel billedfrekvens & nyt kabel

C9 afløser sidste års C8 som den modelserie, der skal bredt ud i handlen. C9 findes i 55, 65 og 77-tommer. E9 afløser sidste års E8 som en designmodel udført i glas. Den findes i 55 og 65 tommer. Traditionen tro lanceres skærmene til en høj vejledende pris, men de bliver sandsynligvis markant billigere i løbet af året.
Læs også: Oversigt: LG 2019 TV
C9 og E9 er på billedsiden teknisk identiske og byder bl.a. på 4K-opløsning, flere HDR-formater, anden generation af LGs 'Alpha 9' videoprocessor og naturligvis HDMI 2.1. Tv-platformen webOS har nået version 4.5, der findes eksklusivt i de nye modeller. Tidligere skærme med webOS opdateres ikke.
Skærmene markedsføres som "AI ThinQ". Hvis du har held med at afkode, hvad det betyder, så hører Flatpanels gerne fra dig.

Mere senere på året
Senere på året opdateres 2019-modellerne med Apples pulje af tv-funktionalitet. Der er konkret tale om AirPlay 2, HomeKit og TV app'en.
AirPlay 2 gør det muligt at sende medieindhold fra iPhone, iPad og Mac over på tv-skærmen, mens HomeKit er en platform for det forbundne hjem. TV app'en skal samle streamingtjenester, herunder Apples egne, i samme brugerflade.
LG havde allerede sendt sit nye "wallpaper" OLED på markedet i form af W9. Med lanceringen af C9 og E9 kommer 2019 LG OLED ned i lavere prisklasser. Den sydkoreanske producent lancerer senere på året en billigere B9-serie med 4K-opløsning, det første 8K OLED (Z9) samt et sammenrulleligt TV (R9).
Læs også: Test: LG C9
C9 er ude i de danske butikker nu og kommer i bredere distribution senere på måneden. E9 kan også købes, men findes i færre butikker. Priser og forhandlere fremgår af tabellen nedenfor. Klik på modelnavnet for at læse mere i TV-databasen.
LG 2019 OLED – priser & forhandlere