Canal Digital lancerede for lidt over et år siden OnePlace-boksen, som er bygget på Googles Android TV-styresystem. Boksen er "faldet i rigtig god jord hos kunderne", lyder det.
OnePlace ligner en succes
Set-top-bokse fra tv-distributører har typisk været rendyrkede tunerbokse bygget på lukkede platforme, men med streamingtjenesternes indtog har distributørerne haft fokus på at skabe mere fleksible løsninger.
Den førende tv-distributør herhjemme, YouSee, har skabt egen løsning, hvortil der udvikles apps. Andre tv-distributører i Europa har derimod kigget mod Googles Android TV-styresystem. Canal Digital er en af de aktører, som har satset på Android-løsningen, der giver adgang til en app-butik, foruden tv-kanaler. Lanceringen af den såkaldte OnePlace-boks har været en succes, melder selskabet.
- "Med vores TV-boks, OnePlace har vi kunnet tilbyde vores kunder en moderne brugeroplevelse, fordi boksen giver nem og umiddelbar adgang til såvel flow-TV som streamet indhold, apps og spil. Og det er faldet i rigtig god jord hos kunderne," siger Claus Petersen, kommerciel direktør hos Canal Digital.

Boksen var medvirkende til at løfte omsætningen i 2018 i forhold til 2017. For regnskabsåret 2018 kunne Canal Digital også præsentere et driftsresultat, der gik frem med 53% til 34,9 mio. kroner.
- "Vi er meget stolte af, at det lykkes os at skabe så godt et resultat på et marked, hvor konkurrencen både fra traditionelle TV-distributører og fra streaming-TV og store internationale streamingtjenester er så hård," tilføjer Claus Petersen.
En satsning på åben platform
Ved ikke at skulle bruge penge på udvikling af tv-platform og apps, kan ressourcerne bruges et andet sted. Google udvikler Android TV-softwaren, som får nye funktioner løbende, mens tjenesterne står for udvikling af egne apps. Netflix kom med på Canal Digitals OnePlace i november 2018.
Kan de positive takter få flere danske tv-distributører til at satse på en mere åben platform? Konkurrenten Stofa præsenterede faktisk i januar 2017 en tv-boks baseret på Googles Android TV, men den er stadig ikke lanceret.
Det oplyses, at en anden medvirkende faktor til fremgangen hos Canal Digital har været lanceringen af PlayMaker, der er en streamingtjeneste til antenneforeninger. PlayMaker bruges på nuværende tidspunkt af 22.000 danske husstande. Initiativet blev lanceret i starten af 2018.