Strive Sport har frigivet app til Apple TV, så seerne kan få fodbold fra La Liga og Serie A op på husets største skærm. Kampene kommenteres nu også på dansk.
Strive Sport på Apple TV
IMG, der står bag Strive Sport, meddelte forleden, at danske kommentatorer og en app’en til Apple TV var lige på trapperne. Der skulle ikke gå lang tid for begge ting er nu blevet klar.
App’en til Apple TV giver adgang til at se samtlige kampe fra La Liga og Serie A direkte. Kampene vælges enten via et kampprogram eller ved at finde sine favorithold. Man kan se eller gense kampene efter de er afviklet. Der er også højdepunkter. Strive Sport sammenfatter desuden en rapportage efter hver runde i de to ligaer.

Kampene har i øvrigt fået danske, svenske og norske kommentatorer. I Danmark består kommentatorholdet af Morten Glinvad, John Bisgaard, Henrik Fallesen, Karsten Krogh og Kenneth Hansen. Første kamp med dansk kommentering var Celta Vigo - Leganes den 14. december.
Læs også: Interview: Strive Sport vil ændre sports-tv
Efter IMG fra denne sæsonstart snuppede rettighederne til La Liga og Serie A, forsvandt fodbold fra de to populære ligaer fra tv-kanalerne. Strive Sport har dog bebudet, at de senere lancerer en lineær tv-kanal, men ingen tv-distributører har meldt sig på banen endnu. YouSee oplyser overfor Mediawatch, at de er i dialog med IMG.

Efter startvanskeligheder med teknikken og billedkvalitetet har selskabet lovet bedring. Et af tiltagene bliver at hæve billedfrekvensen fra 25 til 50 billeder per sekund. Selvom app’en til Apple TV nu bringer kampene op på husets største skærm, må seerne dog vente lidt endnu på den bedre billedkvalitet.
Strive Sport app’en til Apple TV kan hentes nu.

