Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTv-udbydernes nye branche-forening vil modernisere rettighedsbetaling - FlatpanelsDK

Tv-udbydernes nye branche-forening vil modernisere rettighedsbetaling

01 Oct 2018 | Rasmus Larsen |

Brancheforeningen BFE nedlægges. YouSee, Stofa, Waoo m.fl. fortsætter i Danske Mediedistributører, der bl.a. vil have fokus på at modernisere rettighedsbetalingen i Danmark. Hardwareproducenter såsom Samsung og LG står pt. uden brancheforening.

Tv-udbyderne samler kræfterne

Brancheforeningen BFE har siden 1992 fungeret som paraplyorganisation for tv-udbydere (YouSee, Waoo m.fl.) samt hardware-producenter (Samsung, LG m.fl.). BFE nedlægges, hvorefter tv-udbyderne fortsætter i eget regi.

Tv-udbyderne samler fra i dag den 1. oktober 2018 kræfterne i Danske Mediedistributører, hvor Viasat og Altibox er trådt ind i medlemskredsen. Herudover er YouSee, Stofa, Boxer, Waoo og Canal Digital medlemmer. Et af målene er ”en modernisering af rettighedsbetalingen”.

- ”En af vores store opgaver bliver at arbejde for en modernisering af rettighedsbetalingen, så vi får lige vilkår mellem udenlandske og danske aktører, og mulighed for at udvikle nye digitale indholdsprodukter med fokus på dansk indhold. Vi får en anden vigtig opgave med at bidrage til at udvikle nye modeller for distribution af public service indhold, som det er lagt op til i den nye public servicekontrakt for DR,” siger Jørgen Stensgaard.

Hvori består problemet? Et af de afgørende punkter er – at dømme ud fra tidligere udmeldinger – den såkaldte retransmissionsafgift til CopyDans Verdens TV. Ud over at betale for tv-kanaler, er danske tv-udbydere pålagt at betale retransmissionsafgifter, når de distribuerer og opkræver betaling for DRs kanaler som del af tv-pakken. Disse penge går til skuespillere, instruktører og indholdsproducenter samt administration.

I praksis betyder det dog, at danskere med en tv-pakke betaler to gange for adgang til DRs indhold. Først via medielicensen, som snart bliver til en skat, og igen i forbindelse med grundpakken.

Det oplyses, at danske tv-udbydere årligt betaler ca. 4,6 mia. kroner til broadcasterere og rettighedshavere i vederlag og afgifter. I 2014 beløb retransmission sig til knap 1 mia. kroner af førnævnte beløb. Udbyderne kalder sig ”den største enkeltkilde til finansiering af dansk indhold på tv og radio”. De siger også, at omkring 90% af danske husstande er kunder hos medlemmerne i Danske Mediedistributører.

Retransmissionssystemet blev opbygget i en tid, hvor tv-kanaler blev leveret via kabel, parabol eller antenne. Overgangen til streaming har gjort det vanskeligt for tv-udbyderne at omstille sig, da rettighedssystemet er rigidt. Aktørerne har tidligere påpeget, at DR app’en på Apple TV og PlayStation ikke er omfattet af retransmissionsstrukturen. Waoo har brugt vendinger som ”innovationshykleri i DR”.

Nu vil tv-udbyderne samle kræfterne og arbejde for bedre vilkår. Med lukningen af BFE, fratræder cand. polit. Laila Kelp Rasmussen, som har stået i spidsen for BFE siden efteråret 2012. Jørgen Stensgard, adm.direktør i Waoo, bliver formand i den nye brancheforening Danske Mediedistributører.

- ”Laila har gjort en stor indsats for BFE både udadtil og indadtil i forhold til at få de to brancheorganisationer til at arbejde sammen om fælles mål. Hun har spillet en stor rolle i at få sat fokus på den betydning, som tv-distributørerne har for det danske tv-marked i form af finansiering og tv-udbud,” siger Jørgen Stensgaard.

Danske Mediedistributører


Tv-producenter står uden brancheforening

Tv-producenter såsom Samsung og LG står nu uden dansk brancheforening. Dermed ophører det formelle samarbejde mellem tv-udbyderne og producenterne også.

Claus Holm, landechef for Samsung, siger, at ”leverandørerne er i færd med at undersøge mulighederne for at etablere et bredere organisatorisk samarbejde, der afspejler, at fladskærme i stigende omfang knyttes sammen med anden forbrugerelektronik i hjemmet”.

- ”Men vi har altid haft et fortrinligt samarbejde med distributørerne, og det vil fortsætte. Tv-indhold, teknologi og distribution hører naturligt sammen,” siger Claus Holm.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

LGs 2024 OLED TV nu i handlen i Danmark

14 Jun 2024 |

Hisense tilslutter sig igen 8K-alliancen

14 Jun 2024 |

Der hamstres storskærme før en stor sportssommer

13 Jun 2024 |

Første 8K 3D-kamera til Apples Immersive Video-format afsløret

13 Jun 2024 |

Streamingtjenesten Max har nu tv-kanaler inkl. Kanal 5

12 Jun 2024 |

Ingen danske biografer kan vise 'Inderst inde 2' som Pixar ønsker

12 Jun 2024 |