Samsungs regnskab for andet kvartal 2018 afslører, at tv-salget fortsætter i nedadgående retning, alt imens selskabets ”QLED” LCD-tv sveder i konkurrencen mod OLED-tv. Samsung håber på, at 8K og microLED kan ændre situationen.
Samsung: Fra 3D til QLED
Samsung er stadig verdens største tv-producent og tv-markedet som helhed har vist svaghedstegn, men den engang så dominerende koreanske producent oplever til stadighed vigende tv-salg i kølvandet på en række fejlskud.
Hvis du har overværet Samsungs bestræbelser over de seneste år, husker du måske flere “the next big thing”, som er kommet og gået. Selskabet har satset stort på blandt andet 3D-tv (2010), buede TV (2013), “SUHD” (2015) og senest “QLED” (2017). Der kan endnu ikke skrives nekrolog for QLED – en marketingterm for moderne LCD-tv – men de andre tiltag har ikke imponeret forbrugerne.
Meget tyder imidlertid på, at QLED får samme skæbne. Koreanske medier beretter, at Samsungs andel af premium-segmentet er faldet fra over 55% til mindre end 15%. Analyseselskabet IHS Markit fortæller, at salget af OLED-tv har overhalet QLED LCD-tv.
De to seneste kvartaler har været de hidtil værste for Samsungs tv-afdeling (Visual Display Business) i nyere tid. Omsætningen er faldet til under 6 billioner Won (ca. 34 mia. DKK) i hvert kvartal selvom Samsung har introduceret topmodeller med zone-styret lys, hvilket entusiaster har sukket efter.
Selskabet har historisk oplevet et boost i tv-salget i andet kvartal af året fordi der i dette kvartal introduceres nye modeller. I 2017, da Samsung introducerede verden for sine QLED-modeller, faldt salget dog. I år steg det marginalt, men Samsung har indtil videre genereret lavere omsætning i første halvdel af 2018 end i første halvdel af 2017 på trods af, at fodbold-VM har løftet salget af tv-skærme på tværs af branchen.
Det skal understreges, at Samsungs Visual Display Business også dækker over relaterede tv-produkter såsom set-top-bokse, men hoveddelen af omsætningen kommer fra salget af tv-skærme.
Der er dog visse lyspunkter, pointerer selskabet. Samsung påpeger, at overskuddet fra salget af tv-skærme i andet kvartal 2018 steg, hvilket tilskrives ”salg af premium-produkter såsom UHD / ultra-store TV samt stærkt salg af nye QLED-modeller”. Omsætningen er altså nedadgående, men Samsung har større profitmargin på salget af tv-skærme. Det er ikke unormalt i andet kvartal af året, hvor nye modeller lanceres til høje startpriser, så spørgsmålet er, hvordan det vil udvikle sig over de kommende kvartaler.
LG, rivalen fra hjembyen Seoul og den førende producent af OLED-tv, er en af Samsungs primære konkurrenter på tv-området. LG Electronics oplyser ikke særskilte tal for tv-salget, men selskabet kunne for nylig rapportere om rekordintjening i Home Entertainment-afdelingen. De sagde i den forbindelse, at det skyldes ”stærkt salg af premium-produkter såsom OLED-tv”.

8K og microLED senere i 2018
For at vende udviklingen, vil Samsung fokusere mere på premium-markedet. Selskabet bekræfter, at man vil lancere det første 8K-tv samt microLED-tv i anden halvdel af 2018.
- “Focus on solidifying leadership in the premium market by launching innovative products such as 8K / Micro LED TVs and expanding marketing for QLED / ultra-large-sized TVs (75-inch and up),” skriver Samsung i sit regnskab med henvisning til anden halvdel af 2018.
Læs også: Første indtryk: Samsung The Wall (146" microLED TV)
Der er modstridende meldinger om Samsungs planer for microLED-tv. På CES-messen i januar 2018 præsenterede selskabet det 146-tommer store ’The Wall’ baseret på microLED-skærmteknologi og lovede at lancere produktet på konsummarkedet senere på året. Henover sommeren har koreanske medier imidlertid berettet, at Samsung først agter at lancere ’The Wall Luxury’ på konsummarkedet næste år. Selskabet starter salg af en kommerciel version i denne måned.
Vi forventer at høre mere om Samsungs planer for 8K og microLED på IFA-messen i Berlin senere på måneden.