Netop som salget af B&O Play – eller BeoPlay – var ved at overhale de mere klassiske Bang & Olufsen-produkter, bebuder selskabet, at B&O Play mærket skal udfases. Fremover skal alle produkter sælges som Bang & Olufsen.
B&O Play mærket forsvinder
Udfasningen af B&O Play startede allerede den 1. juni 2018 internt i virksomheden. Over det kommende år vil forbrugere bemærke, at B&O Play også forsvinder fra butiksbilledet, ligesom logoet vil blive ændret på produkterne.
- ”Med virkning fra den 1. juni 2018 integrerede virksomheden de to forretningsenheder, som fremover vil operere under et enkelt mærke, Bang & Olufsen,” skriver selskabet i sit årsregnskab. “Denne single-brand tilgang vil gradvist blive implementeret i 2018/19 på tværs af markedsføring, produktemballage, butikker, digitale platforme og andre berøringspunkter.”
B&O Play blev introduceret for 6 år siden og dækker over bl.a. trådløse høretelefoner, bærbare højttalere samt højttalere til hjemmet. Visse produkter såsom det nu udgående BeoPlay V1 TV og det aktuelle BeoVision Horizon TV lå dog allerede i en gråzone. Første TV blev markedsførst under B&O Play, mens det aktuelle TV markedsføres under Bang & Olufsen.

B&O Play har været med til at give det danske selskab ny energi i en fase, hvor de har kæmpet med vigende salg og underskud. I det netop afsluttede regnskabsår viser selskabet igen vækst og overskud. Det er i høj grad drevet af salget af netop B&O Play, som udgør næsten halvdelen af omsætningen. Umiddelbart før det sker, har Bang & Olufsen dog valgt at trække stikket og samle det hele under samme paraply.
Læs også: Beoplay udgør nu knap halvdelen af B&O omsætning - TV faldet til 1/4
Selvom B&O Play har været markedsført anderledes, mener Bang & Olufsen, at kundegruppen for de to tidligere separate mærker overordnet er den samme.
- ”Selskabets målkunder er ’creative curators’. Denne målgruppe er i overensstemmelse med de vigtigste kundegrupper i de tidligere Bang & Olufsen og B&O Play forretningsenheder, og defineres i overvejende grad på deres kreative tankegang og deres interesse for kuraterede oplevelser i stedet for de klassiske demografier såsom køn, alder og social status,” lyder det.
Fremover skal vi således igen vænne os til ét samlet Bang & Olufsen.
- Kilde: B&O årsregnskab