Sharp har på den årlige Ceatec-messe i Japan fremvist en 27-tommer skærm med en opløsning på ikke mindre end 7680x4320 pixels – også kaldet 8K. Den kan køre 8K i helt op til 120 billeder per sekund plus HDR, ifølge det japanske medie PC Watch.
Fremtidens skærm? 8K, 120Hz og HDR
Fremtidens skærme vil kunne vise flere billeddetaljer end det menneskelige øje kan skelne fra normal kiggeafstand. Det skal bidrage til at gøre billedoplevelsen nærmest 3-dimensionel og levende, og det vil Sharp gerne demonstrere med sin seneste prototype.

Skærmen sætter flere rekorder. På bare 27 tommer har Sharp formået at presse 7680x4320 pixels ind. Denne opløsning kaldes også 8K Ultra HD og består af over 33 millioner små billedpunkter, der hver især kan styres individuelt. Det er 4 gange flere pixels end 4K Ultra HD og 16 gange flere end Full HD.
For at muliggøre den høje opløsning har Sharp – der i dag ejes af Foxconn – anvendt et LCD IPS-panel samt IGZO-teknologi, hvilket dækker over de små transistorer til at styre hver pixel.
Det er dog ikke alt. 8K-opløsningen kombineres nemlig med 120 Hz, altså 120 billeder per sekund, og HDR (High Dynamic Range). Den høje billedfrekvens på 100-120Hz kaldes også til tider HFR (High Frame Rate) i branchen. Normale PC-skærme kører 60 Hz, hvor 120 Hz og højere er forbeholdt skærme til spilbrug.

I takt med at video rykker mod stadig højere opløsninger, bliver HFR mere relevant. Ved lavere billedfrekvenser reduceres opløsningen synligt så snart videoen er i bevægelse.
Vil kræve nye kabelstandarder
Afhængigt af hvilken farvedybe skærmen arbejder med, kan skærmen kræve helt et videosignal på helt op til 120 Gigabit per sekund.
Skærmen giver en indikation af, hvor skærmmarkedet bevæger sig hen i de kommende år. Den sætter imidlertid også spot på nuværende begrænsninger. Prototypen er ikke ligefrem slank og et kig på bagsiden afslører, at der er brug for adskillige DisplayPort-kabler for at drive den høje opløsning og billedfrekvens.
Der er simpelthen brug for nye kabelstandarder, som kan flytte væsentlig mere data.

Hvornår skærmen forventes klar på markedet, melder historien ikke noget om.
De første tv-skærme med 8K-opløsning er allerede sendt på markedet. Vi så første gang Sharp’s 8K-tv i 2011, hvor vi kaldte det vanvittig imponerende. Den høje opløsning gør, som Sharp proklamerer, billedet nærmest 3-dimensionelt.
- Kilde: PC Watch via Anandtech