Den nuværende HDMI 2.0 standard tilføjede understøttelse af HDR (high dynamic range) gennem en HDMI 2.0a revision. Den næste store opdatering af den populære kabelstandard bliver HDMI 2.1, der tilføjer understøttelse af ”dynamic metadata” for HDR, ifølge Philips.
HDMI 2.1 med dynamisk metadata
HDMI Forum har endnu ikke officielt anerkendt eksistensen af HDMI 2.1, men ifølge et whitepaper fra Philips vil HDMI 2.1 adressere en af de nuværende begrænsninger i HDR-signaler.
- “HDMI 2.0a covers HDR EOTF signaling and static metadata. Dynamic metadata is to be covered in HDMI 2.1”, skriver Philips.
Den nemmeste måde at forstå fordelen ved ”dynamisk metadata” på, er formentligt at tage udgangspunkt i de nuværende HDR-kompatible tv-skærme på markedet. Skærmene har meget forskellige egenskaber hvad angår maksimal lysstyrke, farverum osv. Med dynamisk metadata i signalet kan en given tv-skærm optimere HDR-billedet scene for scene baseret på hvilke egenskaber/hardware den givne tv-skærm besidder.

Den nuværende HDMI 2.0a standard understøtter kun "statisk metadata". Lad os sige,at du sætter en UHD Blu-ray-film på; med statisk metadata har hele filmen én overordnet profil for HDR-billedet. Med dynamisk metadata kan studiet, som redigerer filmen, ændre profilen for HDR-billedet scene for scene og dermed skabe basis for HDR-billeder, der bedre kan tilpasses tv-skærme med forskellige karakteristika.
Det åbne HDR10-format, som er obligatorisk i UHD Blu-ray-standarden og som understøttes af f.eks. streamingtjenester, gør i dag udelukkende brug af statisk metadata. Dolby Vision-formatet er derimod bygget op om dynamisk metadata. Dolby har sagt, at Dolby Vision vil give endnu mere imponerende HDR-billedkvalitet. De positionerer formatet som et ”premium” HDR-format.
Dynamisk metadata vil også gøre det muligt konsistent at nedkonvertere HDR (High Dynamic Range) materiale til SDR (Standard Dynamic Range = hvad vi ser i dag).
Den nye DisplayPort 1.4 standard vil også understøtte dynamisk metadata til HDR.
Det står ikke klart, hvornår vi kan forvente at se HDMI 2.1 i de første produkter. Det er også uklart om det vil være muligt at firmware-opdatere nyværende HDMI 2.0a stik til HDMI 2.1 i tv-skærme.
- Kilde: Blu-ray.com, tip af Kristoffer Abildgard