LG tror på, at OLED vil komme ud til Hr. og Fru Danmark hurtigere end billedrør og senere LCD-TV gjorde det. De har i samme ombæring valgt at øge produktionen af OLED-skærme yderligere.
LG udvider OLED produktionen
LG fokuserer benhårdt på OLED-teknologi i en tid, hvor de fleste andre tv-producenter forlader skibet og dropper planerne om selv at investere i produktion af OLED-skærme.
Men LG.Display - LG’s afdeling for skærmproduktion – har ingen intentioner om at bruge OLED-panelerne udelukkende i LG-produkter. De vil have teknologien bredt ud og gøre den ”mainstream” så hurtigt som muligt, siger en talsmand for LG. Det skal ske blandt andet i samarbejde med kinesiske producenter såsom Skyworth, Changhong og Konka, der vil sælge OLED-TV baseret på LG’s paneler..
Rygtet siger også, at Panasonic og Sony er interesserede i at købe OLED-paneler fra LG til deres skærme. Et partnerskab med Samsung synes derimod usandsynligt og Samsung har angiveligt sat deres egen produktion af OLED-TV på pause.
- “The OLED sector will become the mainstream of the global industry at a faster pace than cathode ray tube (CRT) or liquid crystal display (LCD) TVs,” sagde CEO Han Sang-beom fra LG.Display.



LG er i øjeblikket ved at opføre en såkaldt 8G (8. generation) OLED-fabrik, som vil stå klar i anden halvdel af 2014. Det oprindelige mål var at producere 26.000 substrater om måneden, men produktionen hæves til 34.000. Fra hvert substrat kan LG skære seks 55-tommer OLED-TV paneler - eller færre større OLED-paneler.
LG siger desuden, at man overvejer at tilføje yderligere maskiner til produktion af små OLED-skærme til telefoner og ”wearables”, såsom ure. Apple’s iWatch vil efter sigende anvende en OLED-skærm fra LG.
- Kilde: Yonhap News