Vi omtalte første gang Carl Zeiss’ OLED Cinemizer – en form for skærmbrille – i marts. På IFA 2012 fik vi lejlighed til at afprøve produktet – både med og uden bevægelsessensor, der registrerer hovedbevægelse.
Oplevelser med OLED Cinemizer
Carl Zeiss OLED Cinemizer er grundlæggende ikke så forskellig fra Sonys Personal 3D Viewer, som vi tidligere har lavet en dybdegående test af. Carl Zeiss har dog valgt at implementere et bedre justeringssystem, så skærmene kan tilpasses perfekt til forskellige individers øjne.
FlatpanelsDK prøvede Carl Zeiss OLED Cinemizer på IFA
Netop justeringssystemet er et af de elementer, hvor Carl Zeiss adskiller sig fra Sony, for det er markant bedre. Vi havde ikke samme oplevelse af, at kanten af skærmen føltes ulden. I stedet var billedet skarpt og veldefineret. Afstanden på skærmene justeres via små rullehjul inde i skærmene, og man kan finjustere i en grad, som ikke var muligt på Sonys pendant.
Det har en positivt effekt på både 2D og 3D-billederne, der vises overbevisende. Opløsningen på de to skærme er dog stadig relativ lav og det gør, at billederne ikke synes så detaljerige, som man kunne håbe på. Hvad angår 3D, så formår skærmbrillen at gengive 3D uden problemer fordi skærmene til hvert øje er 100 % opdelt. Dermed opstår der heller ikke dobbelt-billeder ved 3D.
Carl Zeiss bruger derimod stort set tilsvarende skærme som Sony, og det er fortsat en af svaghederne. I stedet for at dække hele synsfeltet efterlades man nærmere en fornemmelse af at sidde og kigge på en firkantet skærm i et helt mørkelagt rum - og det er i princippet også det man gør. Der er dog en stor del af synsfeltet, som ikke dækkes, hvilket betyder, at Virtual Reality-perspektiverne stadig er begrænsede.
Sådan ser Carl Zeiss skærmbrille ud i virkeligheden
Bevægelsessensor
Carl Zeiss havde også medbragt en variant med installeret bevægelsessensor. Du kan kigge rundt ind i den virtuelle verden ved blot at bevæge hovedet. Bevægelsessensoren var ekstremt følsom og reagerede uden nogen betydelig forsinkelse. Den var næsten for følsom, forstået på den måde, at selv de mindste bevægelser blev registreret. Når man står med en skærmbrille på, med kabler ned bagpå, så er det meget svært at holde hovedet helt stille.
Her er varianten med bevægelsessensoren, som sidder i nedre højre hjørne. Den kræver desværre lidt ekstra plads og gør skærmbrillen en smule tungere
Selve demonstrationen fungerede ganske godt, men det var en skam, at Carl Zeiss havde valgt så dårligt billedmateriale. Man stod i et slags rum og kiggede ud gennem vinduer, men den computergenererede grafik føltes mest af alt som noget fra en 10 år gammel spilkonsol. Potentialet er bestemt synligt – systemet skal blot forfines.
Alt i alt er Carl Zeiss skærmbrille ikke så forskellig fra Sonys skærmbrille, men justeringssystemet er en klar forbedring. Produkterne skal dog forbedres på en række punkter før de bliver rigtig interessante.