De første 4K-tv - eller Ultra HD-tv - kostede mange tusinde kroner, men er sidenhen faldet drastisk i pris. Det kan virke fristende at købe ”næste fladskærms-generation”, men det er nogle ting som du skal være opmærksom på. Her er de ting, som er værd at være opmærksom på vej køb af 4K-tv.
Værd at huske ved køb af 4K-tv
4K-tv har været helt nede omkring 15.000 kroner efter at have kostet op imod 50.000 kroner i sommerperioden. Priserne er endda tæt på at matche visse high-end Full HD-modeller, så hvorfor ikke springe på det som betragtes som næste generation efter Full HD allerede nu?

Hvis du vil have det hele med, så vent lidt endnu med at købe 4K-tv
Som altid er det ikke nødvendigvis smart at være med fra start. Du skal være opmærksom på følgende:
HDMI 2.0: Du kender allerede HDMI-stikket. Det bruges til at tilslutte nærmest alle enheder til tv-skærmen. I langt de fleste 4K-tv på markedet lige nu bruges den såkaldte HDMI 1.4 standard, som højest kan modtage 4K-video i 25 billeder per sekund. Det er i visse tilfælde nok, men er langt fra ”fremtidssikret”. Her skal man bruge HDMI 2.0, som kan vise 4K-tv i op til 60 billeder per sekund. Det er en nødvendighed ved tilslutning af f.eks. en PC/Mac, ligesom vi også netop nu ser de første film i form af de to Hobbitten-film gøre brug af 48 billeder per sekund. HDMI 2.0 er med andre ord en nødvendighed. Herudover skal HDMI 2.0 stikket i tv'et understøtter HDCP 2.2 som er fremtidens kopisikring.
Det er langt fra givet, at et Ultra HD-tv understøtter HDMI 2.0. De fleste 2013-tv gør f.eks. ikke, men mange 2014 gør. Husk at tjek op på det ellers køber du reelt et Ultra HD-tv som ikke kan vise Ultra HD-tv.
Læs mere om HDMI 2.0 her.
HEVC / H.265: HEVC – eller H.265 – er efterfølgeren til mpeg4. Husker du mpeg2 og mpeg4 debatten? Det er mere eller mindre det samme med HEVC, der er den komprimeringsstandard, som alle forventer, at branchen vil tage i brug når der kommer indhold i 4K-opløsning - både hvad angår tv-kanaler, film på skiver og streamingtjenester. Tv-tjenesterne står ikke ligefrem i kø for at indføre 4K-indhold, men det kommer på sigt, og med HEVC er du klar til at det sker.
Hvis dit Ultra HD-tv ikke har HEVC, kan du dog tilslutte en ekstern boks som kan afkode HEVC (som skal tilsluttes med HDMI 2.0).
Læs mere om HEVC / H.265 her.
4K tv-tuner: Selvom vi nok ikke skal forvente tv-kanaler i 4K-opløsning lige med det samme, så er det alligevel værd at bemærke, at de nuværende 4K-tv ikke kan håndtere tv-kanaler i 4K-opløsning, såfremt de begynder at sende i de kommende år. Tv-tunerne kan simpelthen ikke håndtere opløsningen og datamængden. Det er ikke nok, at tv-tuneren eventuelt understøtter HEVC for – ligesom mpeg4 – kan HEVC også sagtens bruges til f.eks. SD (normal opløsning) eller HD. HEVC er således ikke lige med, at tv’et kan håndtere 4K i tv-tuneren.
Du kan dog altid tilslutte en eventuel tv-boks der kan håndtere 4K tv-kanaler (kræver HDMI 2.0).
Læs mere om udviklingen indenfor 4K tv-kanaler her.
Ingen magisk forbedring: Selvom tv-producenterne gerne vil fortælle dig om herlighederne ved ”opskalering”, så er det vigtigt at understrege, at 4K-tv altså ikke får dine tv-kanaler eller Blu-ray-film til at fremstå flottere eller mere detaljerige. Indholdet har stadig den opløsning det har, og idet du med stor sandsynlighed stadig vil se nærmest alle tv-kanaler i lav eller ”normal” HD-opløsning i mange år frem, så er der ikke noget logisk argument for at vælge et 4K-tv frem for et tv med Full HD til det behov. Du SKAL have ægte 4K-indhold for at nyde dit nye tv – og det er endnu småt med 4K-indhold på markedet.
Priserne vil falde: Det er altid svært at spå om priser, og priserne på 4K-tv er allerede faldet markant, men det er næsten en statsgaranti, at priserne vil falde yderligere i de kommende år. 4K-fladskærme bliver en decideret erstatning for Full HD-fladskærme og vil gradvist bevæge sig nedad fra de dyreste topmodeller til mellemprismodellerne.
Det vil allerede begynde at ske i 2014 og i endnu højere grad i årene der kommer.
Følg med i priser og tilbud her: Tilbudsjagten
Vi håber, at du med disse råd føler dig lidt bedre rustet til at navigere i markedsføringens tidsalder. Læs meget mere om 4K og Ultra HD her.