Hisense udvider sin satsning på RGB LED og miniLED. De nye skærme bliver blandt de første med Dolby Vision 2. Der er højere billedfrekvens, fire HDMI 2.1 og mere strømlinet design. Her er Hisenses 2026-modeller.
Modeloversigterne skabes nu baseret på data i TV-databasen. Det vil sige, at oversigten automatisk opdateres i takt med, at TV-databasen opdateres. Du kan sammenligne modelserier ved at klikke på . Du kan desuden klikke videre til produktsiden i TV-databasen for at læse mere om det pågældende TV. For at sammenligne TV fra forskellige producenter, gå da til TV-databasens hovedside.
Som en af de to store kinesiske TV-producenter – og i dag en af verdens største – har Hisense trukket overskrifter for særligt miniLED og prisniveau – man får meget for pengene. Producenten forsøger nu at etablere sig i Norden, hvorfor Flatpanels er begyndt at følge nyhedsstrømmen og publicere årlige oversigter.
Årets topmodeller hedder UR9S og UR8S. Det bliver Hisenses første LCD TV med RGB miniLED-bagbelysning, som er til at betale, efter selskabet sidste år lancerede en kæmpe skærm i et forsøg på at markere sig som en markedsleder på RGB LED. Du kommer i øvrigt til at høre masser til Hisense til sommer på grund af deres sponsorering af fodbold-VM 2026.
Topmodellen UR9S med RGB LED-teknologi. Foto: Hisense
Annonce:
Annonce:
Hvad er RGB LED? Det står for rød, grøn, blå LED, altså tre farvede lysdioder som alternativ til miniLED, hvor der kun bruges blå lysdioder. Med røde, grønne og blå lysdioder i LED-bagbelysningen kan man udvide farverummet på LCD TV'et. Det kræver også indhold i HDR-indhold i HDR-format med større farverum. Hisense skilter desuden med op til 4000 nits højlys i UR9S serien.
RGB LED er således næste skridt på trappen for LCD TV i kampen mod OLED-teknologi. Andre producenter kalder teknologien 'micro RGB' – det er det samme. Uanset hvad den kaldes, så husk dog, at ydelsen i sidste ende er afhængig af antallet af lyszoner. Vi arbejder på at få antallet af lyszoner bekræftet for hver tommestørrelse.
Det betyder ikke, at Hisense dropper miniLED. Denne type bagbelysning rykker nu ned i 8- og 7-serien, altså billigere modelserier i mellemklassen – E8S bliver Hisenses billigste model med miniLED i 2026. Endelig har Hisense mere regulære LCD TV til lave priser og i størrelser op til 100 tommer.
Store tommeformater er et af de punkter, hvor Hisense hidtil har markeret sig. Det kommer de også til at gøre i år, hvor 100-tommer skærme findes i flere af de nye modelserier. Senere på året lanceres en 116-tommer UXS topmodel, men det er ikke bekræftet, om den kommer til Danmark – i så fald opdateres oversigten nederst.
Du har måske hørt, at Hisense også taler om micro LED, altså de første rigtige LED TV, i endnu større formater på 136 tommer og opefter. Disse skærme (MX-serien) forbliver dog ekstremt dyre, så vi forventer ikke at høre meget om dem i 2026. Ønsker man rigtig store billeder, peger Hisense stadig selv på deres 'Laser TV', som er short-throw laserprojektorer, altså projektorer, der kan stå meget tæt på væggen.
Dolby Vision 2 er en af overskrifterne i år. Sammen med Philips og TCL er Hisense blandt de første til at supportere Dolbys nyeste videoformat, der nu ikke længere kun omfatter HDR (High Dynamic Range), altså et udvidet spænd af lys og farver. Dolby Vision 2 vil kræve en firmwareopdatering og indhold i formatet, så det kommer til at tage lidt tid før alle brikkerne falder på plads.
Læs også: Alle vores Dolby Vision 2 spørgsmål, besvaret
Dolby Vision 2 er muliggjort af MediaTek Pentonic 800 chippen, som også åbner for fire HDMI 2.1 porte (eller tre HDMI 2.1 og en USB-C med DisplayPort) på flere af Hisenses 2026-modeller – se oversigten længere nede. HDMI 2.1 support dækker også over ALLM, eARC mv.
Hisense kører med eget styresystem, Vidaa. Foto: Hisense
Hisense fortsætter satsningen på egen Vidaa TV-platform. Vidaa har de amerikanske streaming-apps såsom Disney+, Netflix, HBO Max og Apple TV, men mangler visse danske, om end udvalget er blevet styrket med blandt andet DRTV, TV 2 Play og Viaplay. Skridt for skridt.
Ikke-supporterede streamingtjenester kan sendes over til TV'et via Apple AirPlay 2. Der er ikke Google Cast (Chromecast) indbygget.
En anden nyhed fra Hisense i år er højere billedfrekvens på op til 180Hz i 4K. Det kan ikke udnyttes sammen med spilkonsoller eller mediebokse, men i stedet PC'en. Her kan man vælge i stedet at køre 330Hz i 1080p.
Hisense peger i øvrigt på det mere strømlinede design på de dyrere modeller samt lyd, der er tunet af Devialet. Hisense har en konkurrent til Samsung The Frame, men deres Canvas TV er ikke pt. bekræftet i Danmark.
Hisense udvikler micro-LED teknologi, men skærmen på 136-tommer vil stadig være ekstremt dyr i 2026. Foto: Hisense
Annonce:
Annonce:
Der er naturligvis tunere tilrettet det danske tv-marked, så du også kan se traditionelle tv-kanaler. Derudover er der mange andre funktioner såsom HDMI 2.1, multi-HDR (HDR10, HDR10+, HLG, Dolby Vision), Dolby Atmos lydsupport og op til WiFi 6E og Bluetooth 5.4.
Bemærk: Det er nyt, at Flatpanels publicerer oversigter over Hisense's TV-modeller, men vi har i TV-databasen også tilføjet tidligere års Hisense-modeller, så du kan sammenligne. 2026-modellerne slutter på 'S', mens 2025-modellerne slutter på 'Q', men hold tungen lige i munden idet f.eks. 2024-modellerne var benævnt med 'NQ' i butikkerne (N = 2024). 2023-modellerne sluttede på 'KQ' (K = 2023).
Oversigten vil løbende blive opdateret for at afspejle eventuelle ændringer eller nye modeller præsenteret af Hisense. Når TV-modellerne bliver tilgængelige i butikkerne bliver modelnavnet og formatet til et klikbart link til prissammenligning/forhandlere.
Oversigt
Sammenlign
Vælg op til 5 TV fra listen (vandret scroll på små skærme) ved at trykke på . Fjern TV fra sammenligningen ved at trykke på 'x' eller tryk på 'Nulstil' for at fjerne alle TV.