Disney-ejede EPSN har opgraderet sin produktion og distribution, så de kan begynde at streame og transmittere sport i op til 4K HDR i USA. Det udvides gradvist.
Der er kommet ESPN-sportssektion på Disney+ i Danmark, men danskere får dog ikke 4K HDR i første omgang. Udrulningen starter i USA.
- "Det omfatter alle ESPN-produktioner af Monday Night Football, NBA og NHL samt udvalgte livebegivenheder inden for college football og US Open-tennis samt store livebegivenheder som Super Bowl LXI," oplyser det Disney-ejede selskab.
Der er konkret tale om High Dynamic Range (HDR), som udvider dynamikken i lys og farver, samtidig med, at der kommer flere detaljer i skygger og højlys, når eksempelvis solen oplyser dele af banen. Til at starte med vil de fleste sportsudsendelser dog være opskaleret til 4K fra 1080p.
ESPN appen leverer nu sport i 4K HDR, men kun i USA. Foto: Disney
Streaming først, tv-kanaler senere
Disney oplyser, at udrulningen startede med streaming til Apple TV 4K (tvOS) og iOS. Roku, FireTV og Google TV har imidlertid allerede fået app-opdateringer, ifølge Flatpanels-læsere i USA, hvorfor 4K HDR streaming nu virker ret bredt på TV-enheder i USA.
4K HDR vil senere blive tilbudt tv-distributører, der sender over klassiske tv-sendenet (MVPD) såsom kabel- og parabol-tv, samt tv-distributører, der streamer tv-kanaler over internettet (DMVPD).
- "ESPN appen på iOS og tvOS vil være de første til at understøtte de nye oplevelser, efterfulgt af flere connected TV-platforme samt Disney+ i USA for ESPN Unlimited-abonnenter. Vi vil også kunne levere kanalerne i 4K HDR gennem traditionelle og digitale betalings tv-udbydere (MVPD'er og DMVPD'er)."
Disney oplyser ikke, hvornår andre lande får glæde af den opgraderede infrastruktur, men det er et stort projekt, der har krævet opgradering og koordinering fra kameraer til produktion til distribution.
- "At levere 4K HDR på fuld tid på ESPN og ESPN2 krævede koordinerede investeringer i alle led af signalkæden – fra hvordan indhold optages i Bristol (Connecticut, red), til hvordan det når frem til seerens skærm," forklarer Disney.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.