StudioCanal har restaureret næsten 1000 filmklassikere i 4K
13 Oct 2026 | Rasmus Larsen |
StudioCanal har investeret knap 25 mio. Euro i at restaurere næsten 1000 klassiske spillefilm over de seneste 7 år, heriblandt Manhunter og Pan's Labyrinth.
Distributøren lancerer nu sit nye StudioCanal Classics-label med formålet at bringe disse klassikere ud til filmelskere verden over.
- "Vi er umådeligt stolte over at kunne annoncere StudioCanal Classics. Vores bibliotek i verdensklasse repræsenterer en unik mulighed for at hylde nogle af de mest elskede, ikoniske, tidløse og indflydelsesrige film fra mere end 100 års filmhistorie. Gennem professionel restaurering, omhyggelig kuratering og innovativt publikumsengagement har vi et ansvar for at bevare den varige betydning og kulturelle arv fra disse ekstraordinære film og filmskabere, samtidig med at vi bringer anerkendte klassikere tilbage i biografer verden over. Vi mener, at enhver generation, i alle verdenshjørner, bør have mulighed for at opdage, fejre og værdsætte nogle af de bedste film, der nogensinde er lavet. For store film lever for evigt," siger Anna Marsh, CEO for StudioCanal.
Glæd dig til Pan's Labyrinth i en restaureret 4K-version
Manhunter og Pan's Labyrinth
Blandt de kommende udgivelser baseret på helt nye 4K-restaureringer, lavet ud fra de originale 35mm-kameranegativer, er Manhunter: The Final Cut, som er superviseret af Michael Mann, og Pan's Labyrinth, som er superviseret af Guillermo del Toro.
Selskabet fremhævede også Terminator 2: Judgment Day, men her er der stadig tale om restaureringen fra 2017, som er kontroversiel på grund af den omfattende brug af digital støjreduktion.
Terminator 2 og Pan's Labyrinth udgives begge også i 3D. Førstnævnte er 3D-konverteringen fra 2017, mens sidstnævnte ser ud til at være baseret på den nye 4K-restaurering.
Derudover fremhævede StudioCanal en 4K-restaurering af To Be or Not to Be fra 1942, Blood Simple fra 1984, Inside Llewyn Davis fra 2013, Accident fra 1967 og Chaplin med Robert Downey Jr. fra 1992.
Disse titler vil blive udgivet i 4K på tværs af UHD Blu-ray, streaming, biografer og mere.
Meget mere på vej i 2027
Selskabet har mere end 18.000 titler i sit bibliotek, der spænder over 100 års filmhistorie. StudioCanal løftede samtidig sløret for, at seerne kan se frem til meget mere næste år:
- "StudioCanal Classics vil snart offentliggøre sit biograf- og hjemmeunderholdningsprogram for 2027, som vil omfatte udgivelsen af en meget ventet David Lynch-samling."
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.